Hvordan tolker du dommedag?

Hvad vil det sige, at Jesus engang kommer tilbage for at dømme levende og døde?

I Det Sixtinske Kapel har Michelangelo malet den kommende verdensdom. Vi ser Kristus, der dømmer og skiller alverdens folkeslag. Scenen afspejler et verdensbillede, som ligger fjernt fra det, vi normalt betjener os af.

Men det er netop et billede. Et billede på det forhold, at ethvert menneske skal stå til ansvar for sit liv. Over for Gud – ja, over for Kristus selv. Det er ikke kun dem, der tror på ham, som skal stå til ansvar.

Ethvert menneske skal stå til ansvar for sit liv. Det er det, det voldsomme billede af domsscenen handler om.

Hører det fortiden til at tro på dommedag som en kosmisk omvæltning?

Fremtid og nutid kan ikke skilles ad. Det er vigtigt at lægge mærke til, hvad der er kriteriet for verdensdommen. Svaret finder vi i lignelsen om verdensdommen, hvor Jesus siger:

“Alt hvad I har gjort imod en af disse mine mindste brødre – det har I gjort imod mig!”

Kriteriet for dommen er helt præcist det forhold, du og jeg har til vore medmennesker:

“Jeg var sulten – I gav mig noget at spise; jeg var i fængsel – I besøgte mig.”

Der fældes dom over mig og mit liv, hver eneste gang jeg står over for et menneske, som kalder på min hjælp, min omsorg, min åbenhed. Evigheden med dens dom og med dens retfærdighed er da til stede her.

Midt i livet. Og det, som skal ske på den yderste dag – det, Jesus taler om i billeder – det er en afsløring af dette liv.

Hvis dommedag er hver dag og gælder min eksistens – er det så ikke bare en livsfilosofi?

Dommedag skærer sig dybt ned i nuét. Det er det, som skal retfærdiggøres eller forkastes, når det engang
bliver helt åbenbart. Og det kan intet menneske sige sig fri for. For ingen af os – uanset tro eller holdning – kan befri sig fra sit medmenneske.

Ingen kan befri sig fra det møde, hvori vi står over for Guds bud. Det er noget andet end en livsfilosofi.

Hvem skal frygte dommedag? Hvem kan bestå i dommen?

Det kan ingen! Ethvert menneske er under dom. Som kristne har vi alene det håb, at han, som dømmer os, også vil frelse os. Grundtvig har en salmelinje, hvor han siger ‘Du ved, din dommer har ført din sag og’ – tilføjer han – ‘fra sig selv den vundet!’

Dommen i dag og på den yderste dag – den lader vi i denne barmhjertige dommers hånd. Jesus Kristus hedder han.

Hvad har kristendommen at sige til den, der er bange for verdens undergang?

Den kristne forkyndelse siger, at Kristus ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Ganske nøgternt er det det, vi har at holde os til. Det tager ikke alvoren ud af vores daglige liv, hvor vi er fordret i mødet med vort medmenneske.

Men at Kristus selv er dommeren, det skænker os håb og befrier os fra at skulle dømme og bedømme os selv og andre. Det befrier os til det daglige ansvar, og det befrier os til glæde og taknemmelighed.