Skønheden i de små valg
Det var en kæmpe lussing for Christian Tafdrup, da coronaepidemien satte en brat stopper for hans filmoptagelser i Holland. Men midt i chokket kan han faktisk godt finde mening i de små ting, han vælger at lave i ventetiden.
Hvis man skulle lave en film om Christian Tafdrups kamp for sin nyeste film Benelux, ville det måske være en katastrofefilm. Den sympatiske hovedperson har i over et år kæmpet for at realisere filmen, som handler om en almindelig dansk familie, der får en uhyggelig ferieoplevelse.
Og netop som han står midt i det, han tror er klimaks, optagelserne til filmen, rammes han af noget helt uforudset. En modstander træder pludselig ind på scenen i form af en på én gang uanselig og frygtindgydende dræbervirus – coronaen. Den raserer samfund og verdensøkonomi og holder sig heller ikke tilbage fra at forsøge at vælte en film med et budget på knap 20 millioner omkuld under sin hærgen.
”Vi stopper nu. Vi skal hjem”
I starten skænkede Christian Tafdrup ikke epidemien en tanke. I februar rejste filmholdet frem og tilbage mellem Fyn, Holland og Italien på researchture, inden optagelserne skulle i gang. Han havde i forbifarten hørt om coronaen i Kina, men forestillede sig ikke, at den nogensinde ville få indflydelse på hans liv.
De første optagelser startede på Fyn den 26. februar. Er par dage efter begyndte der at stå rigtig meget om corona i nyhederne. Nu var virussen kommet til Italien, folk begyndte at blive syge og dø. På det tidspunkt strejfede det kort Christian Tafdrup, at det måske kunne gå ud over filmoptagelserne, fordi de senere skulle til Italien og optage. Men der var ikke nogen på holdet, der snakkede alvorligt om det. De lavede måske lidt sjov med det, hvis de kom til at hoste og grinede: "Nå, tror du, jeg har corona?"
Mandag den 9. marts begyndte holdet at optage scener i Holland. I medierne kunne de læse historier om, at danskere blev sat i karantæne, folk begyndte at dø af covid-19 i Storbritannien og Tyskland, og hele italienske byer blev lukket ned.
De nåede at være i Holland i fem dage, før optagelserne blev stoppet fredag den 13. marts.
”Om fredagen havde vi lige lavet en vanskelig scene, da min lineproducer dukkede op og sagde: ”Vi stopper nu, vi må ikke være her længere. Udenrigsministeriet har kaldt os hjem, og de lukker grænserne.” Jeg troede bare, det var løgn. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at det skulle nå et niveau, hvor staten kaldte os hjem.”
Svært at slippe filmen
Men måske ville filmen om Christian Tafdrups Benelux-projekt snarere være en udviklingsfilm. En fortælling om, hvordan vi rammes af det uforudsigelige og pludselig står midt i et defining moment, hvor vi må vælge, hvordan vi vil være i vores tilværelse.
For Christian Tafdrup fløj hjem til en alvorlig virkelighed. Han måtte ikke se sine forælde eller sin bror, og han tog i selvvalgt isolation i et sommerhus med sin gravide kæreste og deres 4-årige datter. Og familien blev hurtigt klar over, hvor farlig virussen var. Kærestens far blev indlagt med corona i Spanien, hvor han lå i koma i respirator. Christian Tafdrup blev selv bange for at få corona, turde ikke at købe ind og gik med plastikhandsker, hvis han var ude.
Og selvom filmproduktionen var sat på standby, var det svært at slippe den. Det passede ikke helt godt med, at hans gravide kæreste gerne ville have, at han tog lidt over.
”Det var virkelig svært at lave noget med familien og nyde det, fordi jeg ikke havde lyst til at slippe filmen. I mere end et år havde jeg arbejdet på forberedelserne til den her film, og nu skulle det hele til at toppe, og så var det meget svært bare fra den ene dag til den anden at begynde på noget andet. Det var, som om jeg svigtede filmen.”
Hans rastløshed og frustration over, at det ikke var sikkert, at filmen kunne blive færdig, fyldte i hjemmet.
”Jeg var frustreret og på grænsen til deprimeret, og jeg tror, min kæreste syntes, jeg var ret svær at være sammen med. Jeg blev i filmen og snakkede kun om den og så om corona. Den læste jeg også alt for meget om.”
På et tidspunkt bad kæresten ham om at tage sig sammen. Kunne han i det mindste ikke lade som om? Det var lige det spark, han havde brug for.
”Pludselig kunne jeg se det. Okay, det er virkelig ikke fair, at jeg kommer hjem og er i krise, når min kærestes far ligger for døden, og hun er gravid, og der ikke er noget at gøre. Jeg kunne ikke arbejde videre med filmen, for verden var jo på standby. Men jeg kunne vælge at gøre mange af de ting, jeg tit har haft lyst til at gøre, men ikke har haft tid til.”
Tid til familie og venner
Endelig kunne han slippe filmen. Han legede med sin datter fra morgen til aften, gik ture i skoven, ryddede op og brugte tid på at gøre lidt mere ud af madlavningen. Han begyndte at læse og høre lydbøger. Store værker af Saramago og Thomas Mann, og sammen med nogle venner lavede han en læsegruppe, hvor de tog fat på Marcel Prousts På sporet af den tabte tid.
Og da der var gået lidt tid, kunne han ovenikøbet finde nydelse i det.
”Der var nogle nære øjeblikke med min familie, som er ret værdifulde, som jeg virkelig er glad for. Det er ikke hver dag, man har lov til at være sammen med sit barn i så mange timer. Og det har været dejligt at læse igen. Det har jeg gjort meget engang, men de seneste år er der blevet længere og længere imellem. Det giver en indre tilfredsstillelse at læse, som jeg havde glemt lidt.”
Hvis den uberegnelige og helt mikroskopiske coronapartikel er den store modstander i historien om Christian Tafdrups kamp for sin film, så har hans hjælpere taget form af hans venner og familie, der har været gode til at bevare optimismen omkring ham.
”Dem, jeg arbejder med på filmen, har været rigtig gode til at berolige mig og tro på, at det nok skal gå. Det samme gælder min kæreste. Hun har selvfølgelig været lidt sur på mig, fordi jeg har været så frustreret. Men hun har også været god til at pege på, hvad der er værdifuldt i livet. På den måde har der været øjeblikke, hvor jeg er blevet hjulpet til at tænke på noget andet og tænke på, at det nok skal gå.”
Der er altid et valg
Oplevelsen har fået ham til at tænke over, at det ikke er alle valg, man selv tager. Men man kan tage et valg om, hvordan man vil være i det.
”Det kan godt være, min film bliver stoppet, og jeg kan vælge at være offer for det i tre måneder og ligge og græde og have selvmedlidenhed over noget, jeg ikke kan styre. Men jeg kan også vælge at se i øjnene, at sådan er det, og under de nye omstændigheder har jeg jo faktisk nogle valg. Jeg kan vælge at rydde op eller se de venner, jeg ikke har set i lang tid. Jeg er begyndt at løbe igen. Det er jo et lille valg, men det er noget, der har gjort mit humør bedre. Det er jeg blevet klogere på - at de små valg har en værdi.”
Selvom det har været frustrerende at blive tvunget til at slukke for optagelserne, tænker han alligevel tilbage på alle de gode ting, han også har fået ud af det.
”Jeg ville faktisk ikke have set de her venner eller være kommet så tæt på min datter, hvis ikke det her var sket. Og jeg tænker, gud ja, jeg havde sgu da en dejlig uge i det sommerhus, selvom det hele var frustrerende. Man kan jo finde skønheden i det hele.”
Sygeplejersker med under optagelsen
Hvordan filmen om Christian Tafdrups kamp for Benelux ender, ved vi ikke endnu. Planen er at genoptage optagelserne i Holland i sidste halvdel af juni, og så tage til Italien og filme der indtil midt i juli. Men ifølge Christian Tafdrup er det hele stadig meget usikkert. Det kommer an på en masse, som er ude af filmholdets hænder. Og de skal optage i et hus, hvor rummene er meget små og kun tillader helt ned til 4,3 personer i et rum ad gangen.
”Og det er alle inklusive både skuespillere, fotograf, lydmand og så videre. Og da der er mange scener med seks personer i, så bliver vi nødt til at trylle.”
Crewet er også blevet udvidet med sygeplejersker, der skal tage folks temperatur tre gange dagligt, og en corona-ansvarlig, som skal holde øje med, at alle regler bliver overholdt.
”Vi kommer til at arbejde under sindssyge omstændigheder og kan ikke bare fokusere på optagelserne. Det gør mig selvfølgelig urolig for, om jeg kan gennemføre optagelserne på det niveau, som jeg ønsker. Men jeg har ikke rigtig noget valg. Vi skal derned. For det hus, vi optager i, bliver revet ned her om tre uger. Og når vi det ikke, så ved jeg ikke, hvad vi skal gøre. Så er sandsynligheden for, at filmen bliver lagt ned, meget stor.”
