Corona: Politikerne valgte for lægerne

Intensivlæge Ole Viborg og hans kolleger slap for at skulle vælge mellem patienterne. I hvert fald i første omgang.

I Italien fik lægerne i marts måned besked fra deres faglige selskab om, at de måtte begynde at vælge mellem, hvilke patienter der skulle have plads på hospitalernes intensivafdelinger. De knappe ressourcerne skulle reserveres til dem med størst chance for at overleve og med flest livsår foran sig. Med andre ord: De gamle måtte bagest i køen.

Så galt gik det heldigvis ikke herhjemme, fortæller Ole Viborg, der er overlæge på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

”Worst case scenario, da epidemien satte ind, var jo, at det ville blive som i Norditalien: at patienter med COVID-19 ville strømme ind på afdelingen og vi ikke ville have senge og personale nok. Og hvad ville vi så gøre – ville vi tage en 85-årig ud af respiratoren, hvis behandlingen ikke nødvendigvis så ud til at virke, og der kom en 45-årig patient ind, der hidtil havde været sund og rask? Den slags afgørelser havde vi jo været nødt til at tage.”

I første omgang gjaldt det om at undgå, at situationen opstod. Så Ole Viborg og hans kolleger i Aarhus brugte de første uger efter coronaepidemiens indtog i Danmark til at opbygge afdelingens beredskab. Det skete hurtigt og effektivt i løbet af de første uger efter nedlukningen.

”Hovedprioriteten var at få skrabet noget udstyr sammen og givet en nødtørftig efteruddannelse til et personale, der kunne betjene det. Normalt har vi 42 sengepladser på intensiv, og det fik vi skaleret op til 110-120 stykker. Vi kom aldrig i nærheden af det tal. Men hvis epidemien virkelig var skyllet ind over os, kunne vi i værste fald have skullet prioriteret mellem patienterne,” siger han. Det er ikke noget let valg, og i sidste ende er det op til den enkelte behandlende læge at tage valget mellem patienter, men selv ville han aldrig tage en patient ud af behandling, siger han.

”For mig ville alder i sig selv ikke være et kriterium for at tage en patient ud af behandling, og det jeg havde sat i gang, ville jeg heller ikke standse for at prioritere en anden patient højere. Der ville altid være andre muligheder. Hvis alle respiratorer og alt uddannet personale var optaget, kunne man altid have fået en medicinstuderende til at stå og trykke på en pose og på den måde manuelt give luft til patienten, indtil der blev en respirator ledig.”

Epidemien har aldrig for alvor givet Ole Viborg sved på panden. ”Herhjemme kunne vi hurtigt se, at vi ikke kom i nærheden af den berømte røde kurve. Og det skyldtes selvfølgelig, at politikerne tog det radikale valg meget tidligt at lukke samfundet ned. På den måde tog deres overordnede valg nogle beslutninger fra vores skuldre. I hvert fald i første omgang. For nu kommer der jo nye valg. Vi har brugt milliarder på et beredskab, vi ikke fik brugt – og gudskelov for det. Det er ikke et valg, jeg kritiserer. Men der kommer jo en regning, og hvad er det så for behandlinger og patienter, vi nu må til at vælge fra?”