Valget er dit
Som lille blev jeg døbt og siden konfirmeret, fordi det var traditionen i min familie. Religion og tro var dog ikke noget, vi talte om. Når bølgerne gik højt, var familien i kirke juleaften, men ellers ikke. Så kirkegang, salmesang og aftenbøn hørte ikke min barndom til.
Som ung var jeg søgende. Som så mange andre unge var jeg optaget af at finde retning i livet og mening med tilværelsen. Budskabet om Jesus Kristus, Guds søn, der på korset havde sonet alle mine synder, havde jeg svært ved at forbinde med de spørgsmål og valg, jeg tumlede med. Og gudstjenesten oplevede jeg heller ikke umiddelbart som den åndelige tankstation, jeg søgte.
Først da jeg stod i en alvorlig situation, begyndte jeg at ane en sammenhæng mellem den kristne forkyndelse og mit liv. Jeg skulle tage ansvar og træffe beslutninger i en svær situation, som jeg ikke selv havde valgt eller havde magt over. Da flyttede mit perspektiv sig. I stedet for at betragte Jesus og historien om hans liv ud fra mit liv, så betragtede jeg mit eget liv ud fra Jesus’ perspektiv. Det gav mening.
Mange kan sikkert huske den leg, hvor man som barn kaster sig ud fra noget højt i tillid til, at man bliver grebet. Det forudsætter en tro på, at der er én, der griber. På samme måde forudsætter overgivelsen af kontrollen med ens liv også en tro på, at nogen griber os – en guddommelig vilje større end vores egen, der vil os det godt.
Jesus overgav sin vilje til Gud og lærte også mennesker at bede Fadervor med ordene “din vilje ske” – at det må gå, som Gud vil det. Jeg var ikke herre over den situation, jeg stod midt i, så det gav mening at overgive mig. Men valget om at gøre det var ikke et, jeg traf én gang for alle. Det var derimod et valg, jeg måtte træffe igen og igen – for nemt er det ikke at overgive sin vilje.
Situationen forandrede sig ikke nødvendigvis af, at jeg overgav mig. Men jeg forandrede mig – og jeg erfarede med tiden en indre ro og accept af tingenes tilstand. Forandringen kom ikke fra den ene dag til den anden.
Mange kan sikkert huske den leg, hvor man som barn kaster sig ud fra noget højt i tillid til, at man bliver grebet. Det forudsætter en tro på, at der er én, der griber. På samme måde forudsætter overgivelsen af kontrollen med ens liv også en tro på, at nogen griber os – en guddommelig vilje større end vores egen, der vil os det godt.
Men hvordan kan vi vide, om det er tilfældet? Det kan vi ikke. Det er spørgsmålet om, hvad vi vælger at tro på.
Filosoffen Søren Kierkegaard brugte et billede på, hvordan det er at vælge troen: Det svarer til at kaste sig ud på “70.000 favne vand” – på én gang både den totale overgivelse og samtidig en vedvarende kamp for at finde sit ståsted i livet. Men det kræver, at man tør springe ud i det ukendte, før man kan erfare den kraft, der holder os oppe.
