Som om vi tror
og håber og elsker
Mens jeg skriver, viser DR serien “Når støvet har lagt sig”. Den handler om mennesker, der lever deres forskellige liv og træffer en række små og store valg, der – set i bakspejlet – bringer dem alle i død og ulykke, uden at nogen af dem har villet det. Til deres dages ende vil de eller deres pårørende spekulere på: Hvis jeg nu bare havde truffet et enkelt valg anderledes, var jeg eller mine kære så ikke blevet ramt? Det er et menneskeligt vilkår, at vi ikke kan lade være med at vælge, og samtidig kan vi ikke overskue konsekvenserne af vores valg.
I vores del af verden har vi vænnet os af med at tænke på, at der er vilkår for livet – altså forhold, vi ikke kan vælge. For en tid har vi glemt, at naturen, vejret, sygdom og død, krig og vold sætter vilkår for mennesker, som vi ikke selv har valgt. Og ikke kun for mennesker, der bor langt væk i fattige egne, som endnu ikke er blevet rige nok til at have frit valg på alle hylder. Illusionen om at kunne leve fuldstændig, som det passer os, krakelerer i øjeblikket. Og alvoren i, at vi for det meste ikke kan overskue konsekvensen af alle de små valg, vi træffer i dagligdagen, står så lysende klart, at vi er tilbøjelige til at lukke øjnene. Det er næsten uudholdeligt at tænke på, at de valg, jeg træffer i min levevis og mit forbrug, har konsekvenser og bliver til vilkår for andre mennesker.
Det er næsten uudholdeligt at tænke på, at de valg, jeg træffer i min levevis og mit forbrug, har konsekvenser og bliver til vilkår for andre mennesker.
Det væsentligste vælger vi ikke selv. Vi vælger ikke, om vi vil fødes eller dø. Det sidste vil nogle mene, at vi skal kunne vælge selv. Men hvis vi tænker om døden som et frit valg, så gør vi livet og hvert enkelt menneske ligegyldigt. Så begynder vi at vurdere, hvis liv der er værdigt eller værdifuldt nok til at leve, og trække på skulderen, hvis et menneske fortvivler og vil tage sit liv.
Livet og døden er ikke vores eget valg. Det vil altid være overgreb at tage det liv, som vi ikke selv kan give. Det er ikke engang vores eget valg at vågne eller at falde i søvn. Er det vores eget valg at tro, at håbe, at elske? Heller ikke. Man kan ikke bestemme sig for at have tillid til Gud eller til et andet menneske. Man kan ikke vælge at ville håbe eller elske. Troen og håbet og kærligheden bliver vi grebet af. Det er gaver. Men vi kan vælge at forholde os til andre mennesker, som om vi tror og håber og elsker. Det er det, der hedder mod. At gøre og sige ting, fordi det er det rigtige at gøre, og ikke fordi vi kan overskue konsekvenserne af vores valg. At kæmpe for det liv, som er givet, i de små valg i dagligdagen og i de store afgørende valg, der pludselig kan komme over os – uden at vi har valgt det.
Over for de vilkår, som vi er sat i og ikke kan ændre, og de valg, som vi alligevel hele tiden skal træffe, er der ikke andet end at bede om hjælp til at se, hvordan vi handler kærligt og trofast og håbefuldt, og bede om nåde og tilgivelse, når de valg, vi træffer, fører til det helt forkerte, som vi måske slet ikke ville.
Mens jeg skriver, er “Når støvet har lagt sig” ikke fortalt færdig. Måske vil det vise sig, at der også i ulykken opstår en kærlighed til livet, som kalder mennesker ud over deres eget livs valg til bare at hjælpe, hvor de kan, i de vilkår, vi er fælles om. Det kan jeg ikke lade være med at håbe.
