Guds valg
Det er efterhånden en del år siden, men jeg glemmer det aldrig. Det var i kantinen ved et mindre amerikansk universitet. Det var dér som i alle andre kantiner: Man har sin bestemte plads, nogle bordfæller, man ses med hver dag. Man ser som regel kun hinanden der. Det var på det tidspunkt, hvor koalitionen med USA i spidsen var gået ind i Irak for at fjerne Saddam Hussein. Ganske naturligt var det et tilbagevendende samtaleemne. Ved bordet sad som regel økonomichefen fra universitetets administration. En munter herre i halvtredserne. Alligevel var det, som om han blev påfaldende tavs, hver gang talen faldt på krigen. En skygge gled hen over hans ansigt, der kom et smerteligt træk ved øjnene. Han sagde ingenting. Kun få bemærkede det, mens den heftige diskussion gik videre. Indtil der en dag var en, der direkte henvendte sig til ham, og spurgte om hans mening. Han svarede ikke direkte. Han så stift hen for sig og sagde: “Jeg har selv været der. Jeg var der, i krigen. I Vietnam.” Så blev der ikke sagt mere den dag.
Det er ikke Guds bedste børn, vi finder i bibelen. For resten heller ikke i kirken. Til gengæld finder vi noget andet. Vi finder et Guds ord, som kan rumme en Peter, rumme en skyldsplaget Vietnamsoldat – vi finder et ord til ethvert menneske, som ved, at det ustandseligt træffer forkerte valg.
Her var et menneske, der havde set noget, som han aldrig i livet havde ønsket at se. Formentlig havde han set noget af krigens gru – den, de fleste af os kun har set på billeder, film og på TV. Han havde stået midt i det. Men – det er mit gæt – han havde også set noget andet. Et billede, som ikke mere lod sig viske bort. Et billede, han ville have givet alt for at kunne gøre uset, for at slette. Men det stod der for altid, lysende klart. Billedet af ham selv. Rædslen ved at opdage, at krigen ikke alene gjorde noget ved de andre, alle ofrene. Men den gjorde også noget ved ham, soldaten. Han behøvede ikke at sige noget som helst om, hvad krigen havde fået ham til at gøre. Men der var afgrunde i hans liv, som var blevet åbenbarede, ting, som ikke mere kunne gøres usete. Der var lagt en skygge hen over hele hans liv, også selv om han var en af dem, der – for en ydre betragtning – var sluppet godt hjem igen.
Og lad mig så på dette sted blot sige, at med den beretning vil jeg ikke sige noget generelt om hverken krig i almindelighed eller om amerikanere eller om Vietnam eller om Irak. Den debat kræver, at flere kan komme til orde samtidig. Men hvad jeg vil sige er, at et menneske kan komme til at se noget, se afgrunde, se virkeligheder ikke alene om verden derude – og det kan være grusomt nok. Men et menneske kan komme til at se noget om sig selv, noget, det ville ønske, det aldrig havde set. Men som – engang set – aldrig lader sig slette eller viske bort.
Hvordan lever vi med vores valg? Hvordan lever vi med erkendelsen af, at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, som Paulus siger det i brevet til romerne? Bibelen er fyldt med fortællinger om skyldige mennesker. Tag blot apostlen Peter. Han, der har givet navn til Peterskirken i Rom og til de første biskopper og paver. Han træder ustandseligt ved siden af. Han lover højt og helligt, at han vil følge Jesus i liv og død. Men da det for alvor gjaldt, og Jesus blev taget til fange, da nægtede Peter, at han overhovedet kendte Jesus. Det er ikke Guds bedste børn, vi finder i bibelen. For resten heller ikke i kirken.
Til gengæld finder vi noget andet. Vi finder et Guds ord, som kan rumme en Peter, rumme en skyldsplaget Vietnamsoldat – vi finder et ord til ethvert menneske, som ved, at det ustandseligt træffer forkerte valg. Kirken kalder det ord for evangelium, glædeligt budskab. Det glædelige er, at vi alle får lov at være her, ikke som perfekte ufejlbarlige mennesker. Men som mennesker, der dag efter dag har brug for at høre et tilgivende ord. Ligesom vi omgiver os med mennesker, der har brug for at høre det sagt fra os.
