Jeg er en udvalgt
I skrivende stund, hvor jeg sidder i toget til København, valgte jeg for lidt siden at tage en kop kaffe og fiske min iPad frem for at skrive det her indlæg, ligesom jeg i morges valgte at stå op klokken 5 (Argh!) for at være fremme klokken 9.
Og dagen, jeg nu har i vente i hovedstaden, er et meget langt stykke ad vejen struktureret af de valg, jeg har taget og fortsat vil tage. Lige fra at jeg om en times tid drejer til højre for enden af rulletrapperne og går ud til H.C. Andersens Boulevard, og indtil jeg i aften slukker for tv’et på mit hotelværelse.
Livet, jeg blev født til i den her verden, er jo ikke kun et resultat af mine kalkulerede overvejelser og mere eller mindre klarhovedede handlinger og dispositioner. Det handler i mindst lige så høj grad om alt det, der kom til mig, uden at jeg bad om det eller arbejdede for det.
Og sådan fortsætter det efter en nats antagelig dårlig søvn, når nye valg, store og små, langtrækkende og kortsigtede, igen vil stå i kø og være med til at strukturere og tegne min hverdag. Men selv om de her valg er vigtige og nødvendige på min vej gennem livet, så er det langt fra dem alene, der gør mig til den, jeg er.
Livet, jeg blev født til i den her verden, er jo ikke kun et resultat af mine kalkulerede overvejelser og mere eller mindre klarhovedede handlinger og dispositioner. Det handler i mindst lige så høj grad om alt det, der kom til mig, uden at jeg bad om det eller arbejdede for det. Alt det, som jeg ikke valgte, men som valgte, eller rettere udvalgte, mig.
For hvad det angår, kan man sige, at både du og jeg er særligt udvalgte af velsignede tilfælde, ufattelige sammenfald og alt det andet uundværlige, der kom helt og aldeles bag på os: Vores forældre (og før dem alle vores forfædre) mødtes og fandt sammen. Vi blev født. Vi mødte selv en, vi elskede. Vi fik selv børn. Og børnebørn. Jeg blev farfar til lille Alba for en måneds tid siden. Et lille åndende, klynkende, smilende, forslugent vidunder kom til os.
Og så er der jo alle de mange, mange andre mennesker, der af ukendte grunde kom forbi og måske fattede godhed for os, og som har brug for os, som vi har brug for dem. Alle de mange små og store appelsiner, der dumpede ned i vores turban, alle mulighederne, alle dagene, vi fik og har fået at leve i. På den måde er vi jo ikke, hvad vi vælger, men hvad vi får.
Det kan selvfølgelig alt sammen tages fra os, og det sker. Det ved vi. Men altså: Gaver gives. Vi får. Det strømmer til os. I en grad, så vi hele tiden burde undre os og spørge os selv, fra vi stod op om morgenen, til vi gik i seng om aftenen: Hvorfor er jeg udvalgt? Hvorfor kom alt det her dog til mig, uden at jeg løftede en finger for det eller tog det ene efter det andet forkromede valg?
Men alligevel er det, som om den taknemmelighedsundren får lov til at leve sit eget skjulte liv, hvorimod hverdagens valg, bekymringerne for dem, fortrydelserne og spekulationerne over dem, får lov til at fylde så uendeligt meget.
Hvorfor? Jeg ved det ikke. Men sådan er det nu engang med os mennesker. Vi er glemsomme. Vi hører ikke så godt efter. Vi er nærsynede. Vi trænger hele tiden til troens horisontudvidelse.
