Ingen kan være i tvivl om, at vi som mennesker og land befinder os i en konkurrencesituation. Vi hører igen og igen, at vi må lægge os i selen. At vi må gøre det lidt bedre, lidt hurtigere og lidt længere, hvis vi vil vinde i konkurrencen. Nogen taler ligefrem om, at vi har bevæget os fra et velfærdssamfund til en konkurrencestat. Men hvis det er rigtigt, så skal vi være opmærksomme på, at der sker noget afgørende med vores forhold til hinanden.
I velfærdssamfundet var vi medmennesker, men i konkurrencestaten bliver vi konkurrenter. Og vi får lagt et enormt pres på vores skuldre, for vi bliver det, vi præsterer. Vi må tage ansvaret for hele vores liv og vores lykke. Den, der vinder, bliver lykkelig. Men det er en hård verden, og derfor er der så mange mennesker, der i dag bliver presset af stress og manglende selvværd. Det kan være svært at træde ud af det pres. For ender vi så med at vælge vores egen lykke fra?
Som de allerede elskede må vi så gå ud i verden – befriet fra hele tiden at skulle undersøge, om vi nu gør det godt nok. Vi må løfte blikket fra vores egen navle, så vi kan se vores medmennesker og møde dem med den kærlighed, som vi allerede selv er blevet mødt med.
Det kristne evangelium gør op med “noget for noget”-kulturen og taler i stedet om “nåde over nåde”. Evangeliet påstår, at ethvert menneske er Guds elskede skabning. At vi som mennesker allerede er blevet valgt til. At vi er valgte – ja, udvalgte. At vi må have lov at tro, at det grundlæggende i vores identitet er, at vi er helt unikke, og at Gud elsker os.
Som de allerede elskede må vi så gå ud i verden – befriet fra hele tiden at skulle undersøge, om vi nu gør det godt nok. Vi må løfte blikket fra vores egen navle, så vi kan se vores medmennesker og møde dem med den kærlighed, som vi allerede selv er blevet mødt med. For kærligheden lever af at blive delt – og bliver større af at blive delt.
Guds kærlighed sætter os ikke fri fra noget – den sætter os fri til at vælge at være der for vores medmennesker!