Videokontrol punkterer fodbolden

Behovet for kontrol har ædt sig ind i hjertet af den danske nationalsport. Vi vil eliminere de menneskelige fejl, men så har vi slet ikke forstået fodboldens sjæl, mener Christian Sforzini Graugaard, der er passioneret fodboldfan.

Vi spoler tiden tilbage til juni 2018 og verdensmesterskabet i fodbold. Bolden ligger stille i græsset. På et stadion i den russiske by Kazan tager en fodbolddommer sig til øret, mens han modtager instrukser gennem sit headset. 22 forpustede fodboldspillere går rundt om sig selv, mens 45.000 fodboldfans på stadion kigger ud i luften. Rundt på kloden sidder flere hundrede millioner mennesker og venter på nyt. Alt er sat på pause. I Moskva 800 kilometer derfra står en mand i fuldt dommerkostume i et anonymt lokale plastret til med tv-skærme. Han læner sig mod skærmene, og så giver han meldingen til dommeren i Kazan: Du skal gå fra banen for at se tv.

Rent intuitivt giver det god mening, at vi vil have kontrol med dommerkendelserne, ligesom vi vil have kontrol med alt andet i tilværelsen. Vi forbinder kontrol med sikkerhed og retfærdighed. Det føles godt at være i kontrol. Over sig selv, over sit liv, over det hele. Men når kontrollen skal sikre os mod det uundgåelige og det menneskelige, ødelægger det det, vi er sammen om.

En sprudlende fodboldkamp bliver forvandlet til en gang staccatobold, hvor dommeren kan ende med at se mere tv end en teenager på sit loftsværelse. Og ligegyldigt hvor meget dommeren ser på skærmen, kan han blive ved med at være i tvivl. For i fodbold som i livet i det hele taget, er der ikke nødvendigvis et facit.

Der var stadig otte år til, jeg blev født, da Diego Maradona ved VM i Mexico i 1986 scorede det mål, der er kåret som århundredets bedste. Fra midten af banen satte han fem engelske spillere med sine driblinger og sendte bolden i kassen. Legendarisk mål, ikke? Sandheden er bare, at Maradona umiddelbart inden scorede et andet legendarisk mål. Et mål scoret med Guds hånd, som burde have udløst et rødt kort. VAR ville have flået to sider i vores fælles fodboldfortælling ud.

Der er sikkert stadig en brite eller to, der er vrede på Maradona, på Guds hånd og på dommeren. Men som fodboldelsker ser jeg fodbold for målene, farten, intensiteten og ikke mindst dramaet. Dommeren blev ved VM i 2018 bakket op af linjedommere, en fjerdedommer fra sidelinjen, en femte- og sjettedommer bag målene. Og så en videodommer. Som for øvrigt har tre medhjælpere, der er navngivet lige så charmerende som konceptet selv: AVAR1, AVAR2, AVAR3. Ahva’? Sammen råder de over 33 kameraer, og sammen ser de alt. Men på trods af de i alt ti dommere bliver der alligevel begået fejl. Og stadig er vi uenige, når dommen endelig falder.

Man har forsøgt at frarøve os fornøjelsen ved at stå på stadion og brokke os og råbe ad den skaldede dommer, at han har mere hår end hjerne. Vi bliver aldrig enige om alt, og det kan vi ikke kontrollere os ud af. At tro det er naivt. Man kan altid indføre mere kontrol, og til VM i Qatar eller Nordamerika kan vi sætte droner til at kredse om dommerens hoved, så vi føler os endnu mere sikre på, at vi har skåret den menneskelige fejlbarlighed fra. Men hvis vi gør det, bliver fodbolden en romantikforladt by i Rusland.

Selvom vi på stadion raser, råber og river os selv i håret, så opdager vi, når kampen er fløjtet af, at verden går videre. VAR skaber en illusion om, at vi kan skabe det fejlfri menneske, og kontrollen spolerer dermed det, som fodboldens drama ellers har lært os. Nemlig at det er menneskeligt at fejle.

Dommeren i Kazan er efterhånden blevet færdig med at se tv. Han blæser i fløjten og tegner en firkant i luften med fingrene. Han har godt nok set klippet fra ti forskellige vinkler, men er ikke nødvendigvis sikkerheden selv, da han endeligt vælger at dømme straffespark. Diskussionen og uenigheden mellem spillere, trænere, stadiongængere og tv-seere er endnu ikke afsluttet, da straffesparket bliver brændt, og fodbolden igen kan rulle.