Styr på balancen

For lidt kontrol er noget skidt, og for meget er endnu værre. Så hvordan finder man den rigtige balance? Her giver lægen, psykologen og samfundsøkonomen deres bud på, hvad vi kan og skal kontrollere.

Hvilke dele af kroppen kan vi kontrollere?

Helt overordnet har vi mest kontrol med bevægelsesapparatet, mens vi har mindre eller ingen kontrol med de livsopretholdende funktioner.

Muskulaturen i kroppen kan deles op i tre grupper, og mens man i princippet kan kontrollere skeletmuskulaturen, har man ikke samme kontrol over de glatte muskler og hjertet.

Skeletmuskulaturen er den del af musklerne, der sørger for bevægelse og stabilitet. Den kan vi påvirke ved hjælp af viljen; vi kan beslutte os for at rejse os op eller bevæge hånden. De glatte muskler – dem, der fx ligger omkring tarmene, blodårerne og kønsorganerne – er styret af det autonome nervesystem, og dem kan vi ikke kontrollere med viljen. Vi kan fx ikke beslutte os til at lade afføringen passere gennem tarmen. Og det samme gælder hjertemusklen, som vi heller ikke ad tankens vej kan få til at gå i stå eller sætte op i dobbelt tempo.

Kan vi opøve kontrollen?

Ja, især kan vi øge kontrollen med skeletmuskulaturen. For selvom den er tilgængelig for viljen, opleves det ikke altid sådan. Jeg kan selv godt gå med en lidt dårlig holdning og kigge ned i jorden, men jeg kan jo godt rette mig op. Det er noget, jeg kan træne mig til større kontrol over.

Det kan faktisk også lade sig gøre for bevidstheden at få kontrol med mindre dele af den glatte muskulatur. Fx kan nogle fridykkere skubbe til vejrtrækningen, så de kan opholde sig under vand i adskillige minutter, og man kan også sænke sin puls en smule ved hjælp af meditation.

Kan man kontrollere kroppen for meget?

Jeg synes ikke, det giver meget mening at forsøge at overtage kroppens arbejde – det styrer den bedre selv. Og selvom det er godt med en sund og stærk krop, så skal man også passe på at kropskontrollen ikke kammer over. Hvis man kun har fokus på kroppen, tager det overhånd. Der skal også være plads til det sociale og til at bidrage af sit overskud til andre. Vi består både af krop og ånd.

Hvornår er selvkontrol godt, og hvornår bliver det for meget?

Selvkontrol er helt grundlæggende godt og vigtigt. Det er den, der sætter os i stand til at fungere ude i verden, gennemføre det, vi har sat os for, opføre os ordentligt over for andre, selvom de kommer på tværs osv. For vi er ikke bare rationelle mennesker, der kan sætte et mål op og styre efter det. Vi er også drevet af umiddelbar lyst og har mørke sider. Dem skal vi forsøge at kontrollere.

Men det er nødvendigt at skelne mellem det offentlige rum og det private. Det er vigtigt, at vi slipper kontrollen i det nære rum. Lader masken falde over for vores tætte relationer og fortæller om angst, uformåen og sårbarhed. Ellers mister vi nærheden til dem, og vi ser jo også, hvordan perfektionismen kan gøre folk syge, når den bliver allestedsnærværende.

De sociale medier har været med til at gøre grænsen mellem det offentlige og det private uklar. Men det er en vigtig grænse, for i det offentlige rum har vi brug for meget selvkontrol. I det private skal vi til gengæld øve os i at give slip.

Hvordan træner man selvkontrol og kontrolslip – og afgør, hvornår der er brug for hvad?

Jeg er optaget af en oldgammel psykologisk metode, der hedder introspektion. Den går ud på, at man undersøger, hvad der foregår inde i en selv: fornemmelser, indre rørelser osv. Man kan træne introspektion, ligesom en vinkender kan træne sig i at skelne helt små forskelle i vinen. Og kun hvis man kan mærke sine følelser, kan man vide, om der er brug for at kontrollere eller give slip.

I min seneste bog Vanebrud skriver jeg om en oplevelse, hvor jeg selv bruger metoden til at rapportere, hvad der sker med mig. Jeg sidder i en stillekupe i toget, og der er en kvinde, hvis telefon ikke er sat ordentligt på lydløs; jeg bliver simpelthen så irriteret. Så giver jeg mig til at undersøge min egen irritation: Hvor vigtigt er det her, og kan jeg eventuelt gøre noget selv? Kan jeg lukke lyden ude? Jeg tillader mig selv at være i de irriterede følelser, og det gør, at jeg opdager, at jeg faktisk godt kan ignorere hende og ikke behøver at sige noget til hende.

Min pointe er, at det moderne menneske har behov for at lære at forholde sig til sine følelser på en kultiveret måde. Man tager kontrol over kontrolslippet ved ikke at undertrykke følelserne, men tage ansvar for dem. Men det kræver, at man er klar over, at de er der.

Hvornår er det godt for samfundet at kontrollere institutioner og borgere?

Samfundsøkonomisk set er det faktisk ret enkelt at svare på, hvor den rigtige balance mellem kontrol og tillid er. Den er lige præcis der, hvor en krone brugt på kontrol giver en krone i udbytte. Hvis man får to kroner, så skal man kontrollere noget mere. Men hvis man kun får 50 øre, så er det jo dumt at bruge de penge. Så skal man i stedet slippe kontrollen og vise mere tillid.

Faktisk er det virkelig dyrt at kontrollere. Hvis jeg skal købe en brugt cykel, så er det godt for både mig og sælger, hvis han lader mig køre en tur på cyklen, inden jeg betaler for den – selvom han løber den risiko, at jeg stikker af med den. Hvis vi først skulle have kontrakter og advokater indover, ville det blive en meget dyr cykel.

Desuden får tillid os til at føle os godt tilpas. Undersøgelser viser, at et tillidsfuldt samarbejde, som det jo er i eksemplet med cyklen, udløser kærlighedshormonet oxytocin i kroppen hos begge parter. Mens mistillid øger mængden af testosteron, der gør os aggressive.

Som ung rejste jeg rundt i Rumænien med min bror, og selvom vi fuldstændig lignede de turister, vi var, turde folk simpelthen ikke snakke med os, for de troede, at vi var fra sikkerhedstjenesten, Securitate. Folk var virkelig bange og ulykkelige, for de vidste, at et forkert ord kunne koste dem livet. I Danmark er vi derimod verdensmestre i tillid, bogstavelig talt. Vi er det land i verden, der har den højeste grad af tillid til hinanden. Det giver os en stor konkurrencefordel, for vi kan spare på kontrolinstanserne, og vi bliver også gladere. Men sådan et verdensmesterskab kommer man ikke sovende til, vi skal holde os i form.

Hvordan passer vi så på vores tillid?

Her i efteråret har der lige været to kæmpestore sager, hvor kriminelle har stjålet millioner og milliarder af kroner fra den danske statskasse. Der har kontrollen jo tydeligvis ikke været effektiv. Det er meget vigtigt for vores fortsatte tillid, at samfundet sikrer, at der bliver tale om enkeltstående tilfælde, og også forsøger at få pengene igen.

Men som individer kan vi faktisk også gøre noget. Allerførst må vi gøre os klart, at tillid ikke er en selvfølge, og at fuldstændig mangel på tillid kan få et land til at ligne Rumænien. Tillid er noget, man skal arbejde for. Dernæst skal vi forstærke tilliden ved at rose hinanden. Huske at sige til ham, der solgte cyklen: Det er dejligt, at du viste mig den tillid. Tusind tak for det!