Kontrol er en særlig disciplin for kvinder
Sanne Søndergaard er kontrolfreak – og det står hun ved. For mens mænds kontrolbehov handler om ikke at se svage ud, er kvinders i en anden liga, mener hun. De skal nemlig også have kontrol over det, mændene vil gøre imod dem. Folk&kirkes redaktør har været til testshow på Sanne Søndergaards nye show.
STANDUP: Sanne Søndergaard har brug for at have kontrol. Derfor holder hun ikke bare en enkelt forpremiere på sit næste show. Hele tre testshows skal der til, før hun føler sig velforberedt nok til premieren i januar. Kontroltaber hedder showet, og sammen med 100 andre er jeg mødt op for at høre Sanne Søndergaard fortælle om at være udfordret på kontrollen og indimellem helt miste den.
Kontrol er en disciplin for kvinder, forklarer hun. Allerede i folkeskolen lærte hun de særlige pigeregler: “Man skal have enormt meget styr på tingene; man må bare ikke gøre noget for at få det. Man skal sørge for at få gode karakterer, men man er en neurotisk 12-tals-pige, hvis man får det. Vi fik altid at vide, at vi skulle sørge for at være søde og imødekommende, men vi skulle søreme også passe på signalerne. Vi skulle passe på, hvad drengene kunne finde på, vi skulle passe på vores drinks, vi skulle passe på vores taske, vi skulle passe på vores uskyld, vi skulle passe på, vi ikke blev gravide. Men kun indtil vi blev 25; så skulle vi passe på, vi havde æg nok.”
Pigereglerne bliver liret af i en rasende fart, og testpublikummet griner højt og længe. Sanne Søndergaard er hurtig og underholdende, men det er tydeligvis ikke lutter sjov.
For inderst inde sidder der en reel udsathed, forklarer hun. Med alderen lærte Sanne Søndergaard at trække en kappe af frådende vrede ud over smerten. Som voksen har hun skabt sig endnu et lag af humor og ironi, der får det hele til at glide lidt lettere. Men kernen er en smertefuld grundfølelse af at være forkert og bange for overgreb.
A4-skilte med “Sex?”
Forkertheden har hængt ved, siden hun var en lille rødhåret pige i en klasse af mobbere. Overgrebene hører til gengæld med til at være kvinde i Danmark, fastslår hun kategorisk. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene, men der er mange blandt publikum, der er enige, kan jeg høre. Og Sanne Søndergaard mangler da heller ikke eksempler.
Hun fortæller om en nedladende chef, der er blevet pålagt at ansætte hende, så han kan opfylde en kvote, men ikke gider bruge hendes input. Hun beretter om uopfordrede dick pics, klap i numsen, mænd der overhaler med A4-skilte, hvor der står “Sex?” og om at måtte kravle ind over passagersædet i sin bil for at undgå at komme for tæt på en mand i en stor, mørk varevogn med åbne døre på en tom rasteplads. Og ovenikøbet bagefter at blive mødt med kommentaren: “Du burde nu heller ikke benytte toilettet på en ubemandet rasteplads.” Selvfølgelig fra en mand. Her sætter pigereglerne sig atter igennem: Du skal have kontrol over det, de andre vil gøre mod dig.
Det er ikke let at balancere. For kvinder, der vil bestemme alt, er super irriterende, synes Sanne Søndergaard. Men det er nødvendigt, for alternativet er at overlade kontrollen over både krop og karriere til manden. Og han vil vældig gerne have den, for så føler han sig stærk.
Hun beretter om uopfordrede dick pics, klap i numsen, mænd der overhaler med A4-skilte, hvor der står “Sex?” og om at måtte kravle ind over passagersædet i sin bil for at undgå at komme for tæt på en mand i en stor, mørk varevogn med åbne døre på en tom rasteplads
Vanvittige manddomsprøver
Mænd har nemlig også behov for kontrol; det koncentrerer sig bare kun om én ting, erklærer Sanne Søndergaard: At undgå at virke svag. Det er fx derfor, mænd notorisk kaster sig ud i vanvittige manddomsprøver, mener hun, og også derfor mænd ikke kan tåle at tabe til kvinder. Hun fortæller om dengang, hun netop havde vundet en talentkonkurrence, og en mandlig kollega foran publikum sagde: “Det her er så Sanne Søndergaard, hun har knaldet alle de mandlige komikere.” Underforstået: Nu ved I, hvorfor hun er blevet til noget i branchen; og det er ikke, fordi hun er sjov.
Det dirrer hele tiden i Sanne Søndergaards show. For hun er sjov, og hun har publikum med sig. Men det er også alvorligt, kan jeg mærke. For på et splitsekund kan lagene blive flået af, så vi er ind ved følelseskernen.
Et par år efter kollegaens ydmygelse skal Sanne Søndergaard i tv for at diskutere #metoo – med netop den sexistiske kollega, der nedgjorde hende foran publikum. Hun forbereder sig som sindssyg. Overvejer et kort øjeblik at oute kollegaen og fortælle om hans ydmygelse af hende, men vil på den anden side ikke stjæle billede fra de rigtige metoo-ofre. Så i tre dage sidder hun og læser op på debatten og forbereder sig på argumenter om, hvor synd det er for mændene, og hvor sarte kvinder er, og på den udfordring det bliver at stå over for netop denne kollega og tale om metoo. Og da hun så står i studiet, dukker han op i en krøllet skjorte og med tømmermænd og siger: “Hej. Hvad skal vi egentlig snakke om?”
Ren smerte
Andre af hendes pointer har jeg nok syntes var lidt generaliserende, men her er jeg hundrede procent med hende. Jeg fyldes af harme over mandens totale arrogance over for både emnet og Sanne Søndergaard. Selv reagerede hun i situationen med at begynde at råbe i tv-studiet.
“Der var nul humor tilbage, jeg var ikke engang vred. Det var bare ren smerte. Studieværten måtte hektisk runde indslaget af for at slippe for flere udbrud fra den hysteriske kælling. Mændene havde fået ret, kvinder er hysteriske. Og sådan blev jeg kontroltaber.”
Sanne Søndergaard slår ud mod hænderne og ser ud på os, der sidder tankefulde tilbage. “Tak for i aften.”
