Accepter kontroltabet og se fremad

Lars Kolind var succesfuld erhvervsmand og folketingskandidat, da han i 2007 var igennem en mediestorm. Han blev misforstået, siger han, og misforståelsen hænger ved den dag i dag. Det hjælper ham at tro på, at der er en mening med alting.

Jeg har altid været optaget af at lede gennem tillid fremfor kontrol. Hvis ledelsen sørger for, at medarbejderne har forståelse og motivation for virksomhedens kerneopgave, så vil kontrol stort set være unødvendig. Den er ikke bare dyr, men også demotiverende. De ganske få, der ikke er loyale over for opgaven, vil en dygtig ledelse kende til, og dem kan man så bare holde et vågent øje med. Man behøver ikke at straffe alle de andre med kontrol.

Så sker det selvfølgelig, at noget udvikler sig helt anderledes end planlagt, og der skal man heller ikke tro, at man kan være i kontrol. Et nyt produkt slår ikke an; en medarbejder snyder eller lyver, eller en konkurrent tager et overraskende initiativ. Man kan ikke forudse alt, men man kan være beredt, dvs. være åben over for at agere eller reagere hurtigt.

Men det er ikke den vej, det går. Mange virksomhedsledere, i særklasse inden for det offentlige, kontrollerer i dag alt for meget. Bare se på folkeskolen og sygehusene. De skulle hellere bruge deres empati til at motivere medarbejderne og se, hvor de skal holde lidt mere øje. Den overdrevne kontrol er en dårlig og ineffektiv måde at lede på.

Kontroltab er et grundvilkår for en erhvervsmand, og det har jeg oplevet mange gange. Jeg har været med til at grundlægge over 20 virksomheder, og af dem har de ti måttet lukke. Der må man jo helt konkret overgive kontrollen til Skifteretten. Men det største af alle kontroltabene skete i 2007, da jeg var folketingskandidat for Ny Alliance og fik fordrejet et tankeeksperiment om flad skat på Fyn som et politisk forslag. En halv time efter blev jeg fremstillet som landsbytosse på alle kanaler. Ligegyldig hvad jeg sagde, ville folk ikke lytte. Den dag i dag skal jeg stadig forklare mig selv over for Gud og hvermand.

Der var nogle dage, hvor jeg virkelig var sur og skuffet. Det var træls; jeg følte mig groft misforstået og misbrugt og var ked af, at jeg havde skadet partiet. Men så erkendte jeg, at slaget var tabt, og kom videre. I dag, ti år efter, mærker jeg stadig en kort ærgrelse over, at ti sekunder i mit 71-årige liv skal få lov at fylde og fordreje på den måde, men jeg har sluppet det for længst. Sådan tænker jeg også om kontroltab i privatlivet: Jeg kæmper til det sidste, indtil jeg må se i øjnene, at der ikke er mere at gøre. Så accepterer jeg nederlaget og ser fremad.

Jeg har et lyst sind, og det ser jeg som en gave fra Vorherre. Som et kristent menneske er jeg overbevist om, at der er en mening med alting. Det er ikke altid, jeg kan forstå, hvad meningen er, men jeg er sikker på, at den er der. Jeg har tillid til, at sådan skulle det nok være. Det sætter mig fri til at bruge mine talenter på at komme videre i stedet for at hænge fast i kontroltabet. Det gør alting lettere, hvis man ikke tror, at alting begynder og slutter med en selv.