Fortsæt til hovedindholdet

"Gud har i virkeligheden samme projekt, som vi har i vores podcast: at gøre op med perfekthedskulturen. Tror jeg nok."

Nanna Elizabeth Hovgaard
Af Malene Bjerre

Nanna Elizabeth Hovgaard fra podcasten Fries Before Guys ved ikke, om hun tror på Gud. Men hun længes efter ham, og når alt brænder på, beder hun til ham og føler sig mindre ensom, for hos ham må man slippe kontrollen og være, som man er.

“Vi vil alle sammen gerne accepteres og elskes, ikke? Når jeg går ind i en kirke, så får jeg fornemmelsen af omsorg og kærlighed. Så kan jeg give slip og bare græde, hvis det er det, jeg trænger til.”

Og det at kunne være, som man er, fylder meget i Nanna Elizabeth Hovgaards liv. Sammen med Josephine Kuhn har hun de seneste tre år produceret samtalepodcasten Fries Before Guys, hvor de to veninder en gang om ugen taler om alt det, der fylder i deres liv. Uden filter.

Nanna og Josephine har kendt hinanden, siden de mødtes på Aalborghus Gymnasium i 2008, og podcasten er en fortsættelse af den snak om de svære ting i livet, som de to har ført med hinanden helt fra begyndelsen. De fortæller om angst, der er så lammende, at man ikke kan rejse sig op fra køkkengulvet. Om singlens ensomhedsfølelse og om at lægge en story på Instagram og nærmest minut for minut følge med i, hvor mange der ser den. Om marathon-onani, orgasmer og menstruationskopper, der falder ud under toiletbesøg. Om død, sorg, Gud og følelsen af meningsløshed. Om alt, med andre ord.

Den samtale er der mange, der gerne vil være med i. Podcasten har 40-50.000 ugentlige downloads, og de to kvinder får hver dag masser af personlige beskeder på Instagram og Facebook fra andre unge, der bliver både opmuntret og inspireret.

Det er jo ikke til at holde ud, at man skal præstere i top på samtlige områder. Vi skal klare os godt i skolen, være smukke og målrettede og med styr på tingene. Hele tiden. Det kan vi ikke, og det er der jo ingen mennesker, der kan.

Vi bliver syge og angste

En af ambitionerne for Fries Before Guys er at gøre op med en perfekthedskultur, som de to kvinder selv kæmper med, fortæller Nanna Elizabeth Hovgaard. “Det er jo ikke til at holde ud, at man skal præstere i top på samtlige områder. Vi skal klare os godt i skolen, være smukke og målrettede og med styr på tingene. Hele tiden. Det kan vi ikke, og det er der jo ingen mennesker, der kan. Og så føler vi os forkerte og alene, hvis vi kun har de photoshoppede Instagram-profiler at spejle os i. Derfor vil vi gerne fortælle den anden historie også og minde om, at vi er gode nok alligevel, med alt vi indebærer som mennesker. Det er et vigtigt budskab at fortælle videre.”

“Jeg bliver rørt, når jeg kommer ind i en kirke. Jeg er ellers sådan en, der aldrig græder, men i kirkerummet kan jeg græde totalt igennem,” siger Nanna Elizabeth Hougaard.

Og det er også et budskab, Nanna og Josephine selv har brug for at høre. De er helt almindelige piger med almindelige kroppe, og ligesom alle andre fyldes de jævnligt af hævnlyst, underskud og jalousi. Og det træner de i at stå ved. “Det er blevet terapeutisk for os at være uden filter,” fortæller hun. “Da vi lavede det allerførste afsnit af podcasten, var jeg ved at dø over alle de dybt personlige ting, jeg fik sagt. Men vi bliver mere og mere modige. Der sker jo ikke noget ved det, har jeg opdaget. Tværtimod får vi en masse fantastisk feedback.”

Et af de afsnit, der krævede tilløb for Nanna Hovgaard, var en live-optagelse, som hun og Josephine Kuhn blev inviteret til at lave i UngK, en kirke for unge i Aarhus. Samtalen handlede om tro og eksistens, og tro er noget, hun har haft inde på livet, fra hun var lille. Da hun var syv år gammel, begyndte hendes mor at komme i en frikirke i Aalborg, og hun tog datteren med. Nanna sang i gospelkor og har i flere omgange sagt “ja” til Jesus, som man gør det i morens kirke, men har alligevel aldrig helt kunnet melde sig ind i fællesskabet.

“Jeg syntes, det var svært, for mine følelser omkring tro er virkelig sammensatte,” siger hun. “På den ene side ser jeg Gud som en, der har fuldstændig samme projekt som Fries Before Guys, nemlig at sige til os alle sammen: Slip kontrollen, I er gode nok, som I er; det er så fint bare at være et menneske. På den anden side er kirken, i hvert fald den frikirke, jeg kender, også fuld af krav. Du skal være et godt menneske i alt, hvad du gør, du skal være ren i hjertet, du må ikke bedrive hor. Alle mulige krav, jeg slet ikke kan være i. Som teenager kom jeg til at føle mig som en kæmpe synder i min tro. Jeg følte mig forkert, og jeg har nået et stadie i mit liv, hvor det skal føles rigtigt, hvis jeg skal være i det.”

Et terapeutisk rum

Ikke desto mindre fungerer kirken stadig som et terapeutisk rum for Nanna, fortæller hun – lidt på samme måde som samtalerne i Fries Before Guys gør, men det er med andre virkemidler. “I Fries taler vi det rationelle sprog, men i kirken er det noget andet, der virker. Det er noget med det der store, højloftede rum, som nogle håndværkere virkelig har gjort sig umage med, og hvor folk er kommet med deres sorger og glæder i hundredvis af år. Det er rørende, synes jeg, og jeg bliver også helt konkret rørt, når jeg kommer ind i en kirke. Jeg er ellers sådan en, der aldrig græder, men i kirkerummet kan jeg græde totalt igennem. For nogle år siden havde jeg et forhold til en mand, der behandlede mig virkelig dårligt, men det var først, da jeg satte mig ind i en kirke, at jeg rigtig kunne mærke, hvor heartbroken jeg var, og kunne åbne for sluserne. Jeg følte mig omsluttet af en stor omsorg. Der er noget guddommeligt ved arkitekturen, orglet og korsangen, der skaber sådan en connection til Gud for mig. Det fungerer faktisk bedst, når jeg ikke sætter ord på det, for jeg mangler et sprog at gøre det i.”

I Fries taler vi det rationelle sprog, men i kirken er det noget andet, der virker. Det er noget med det der store, højloftede rum, som nogle håndværkere virkelig har gjort sig umage med, og hvor folk er kommet med deres sorger og glæder i hundredvis af år. Det er rørende, synes jeg.

Den helt personlige relation til Gud har Nanna, når hun er ramt af angst. “Så beder jeg meget til Gud. Så føler jeg mig som en lille grædende pige, der længes efter at tale med Gud. Det trøster mig og letter smerten. Bønnen fjerner ensomheden ved at være alene,” siger hun.

Men det er kun, når Nanna er nede at skrabe bunden, at hun rækker ud efter Gud. “I hverdagen føler jeg mig alt for meget som et dårligt menneske til at kunne gøre det. Jeg tænker jo tusind onde tanker i løbet af en dag. Så kommer jeg nogle gange til at dømme andre for hurtigt og bliver vildt irriteret over nogle fjolser i bussen eller tænker: ’Din kæmpe nar’ om en bilist. Der kunne jeg måske godt tænke mig en Gud, som var mere på min side og sagde: ’Ja, helt ærligt, hvor var han bare nederen!’ Men det er jeg ikke sikker på, at Gud vil sige.”

Så er Gud egentlig dømmende eller tilgivende? Beder han om kontrol, eller sætter han fri? Og er det Gud eller andre troende, hun er bange for at blive dømt af? Nanna er helt klar over sin egen forvirring, når det gælder troen. Hun oplever det som en kamp mellem længslen og det rationelle. “Jeg har altid været sådan en, der tænker tingene igennem, og jeg har brug for at være sikker på, at jeg kan stå inde for alle detaljer i, hvad står i Bibelen, og på, at jeg føler mig god nok til at kalde mig troende. Men samtidig oplever jeg netop at blive mødt i min længsel af Gud, og i kirken har jeg det, som om jeg kommer lidt tættere på mig selv.”

Fries Before Guys betyder løst oversat “Veninder fremfor fyre”. Både Josephine Kuhn og Nanna Elizabeth Hovgaard lever i dag af projektet, der ud over den ugentlige podcast omfatter liveevents og en kommende bogudgivelse på forlaget Gyldendal. De langt over 100 afsnit af podcasten kan hentes på alle podcasttjenester.

Læs mere om

Kontrol

Jeg er nødt til at have kontrol

Anne Sofie Aabyen fungerer som projektleder for sin handicappede datter, der får hjemmetræning. Hun læser medicinske fagartikler og koordinerer kontakten mellem de forskellige behandlere, for det er hun nødt til. Ellers mister hun håbet, siger hun.

Døden er en stor klump af ækel uoverskuelighed

Døden er det eneste sikre i livet, men vi lader, som om den ikke vedrører os. Det gør os angste og overkontrollerende, og der er kun én ting at gøre ved det: Sæt dig ned og træn i at dø, siger forfatteren og musikeren Kristian Leth.

Kontrol er en særlig disciplin for kvinder

Sanne Søndergaard er kontrolfreak – og det står hun ved. For mens mænds kontrolbehov handler om ikke at se svage ud, er kvinders i en anden liga, mener hun. De skal nemlig også have kontrol over det, mændene vil gøre imod dem. Folk&kirkes redaktør har været til testshow på Sanne Søndergaards nye show.

Nøglen ligger hos det andet menneske

Vi er fanget i en kredsen om os selv. Og først når vi giver slip på kontrollen, får øje på alle de andre og glemmer os selv, bliver vi fri. Sådan lyder den kristne grundfortælling, siger sognepræst Eva Tøjner Götke, der mener, at tiden har brug for kirkens modstemme.

Hvad er der egentlig i vejen med at fejle?

Jacob Nossell har en spastisk lammelse, der gør det svært for ham at kontrollere bevægelser og tale. Det har gjort ham til mester i at blive afvist og har lært ham at affinde sig med det, han ikke kan gøre noget ved.

Det gælder om at holde døren åben

Vi lukker grænserne omkring os, fordi vi er bange for at miste kontrollen over vores identitet, mener forfatteren til en ny bog om gæstfrihed. Men hvis vi ikke passer på, bliver vi fattigere og mister os selv.

Styr på balancen

For lidt kontrol er noget skidt, og for meget er endnu værre. Så hvordan finder man den rigtige balance? Her giver lægen, psykologen og samfundsøkonomen deres bud på, hvad vi kan og skal kontrollere.

Kærlighedens paradoks

Når vi elsker nogen, vil vi ikke miste dem. Og derfor kommer vi til at kontrollere kærligheden ihjel. Når studerende har det svært og opsøger studenterpræsten på Aarhus Universitet, handler alle samtalerne i sidste ende om det samme. Kontrol.

Se angsten i øjnene

EKSPONERING: Mennesker er ikke høns. Vi dør ikke af skræk. Og ved at udsætte os for det, vi frygter, kan vi mindske angsten og genvinde styringen. I hvert fald over et lille hjørne af tilværelsen.

Videokontrol punkterer fodbolden

Behovet for kontrol har ædt sig ind i hjertet af den danske nationalsport. Vi vil eliminere de menneskelige fejl, men så har vi slet ikke forstået fodboldens sjæl, mener Christian Sforzini Graugaard, der er passioneret fodboldfan.

Biskopper og kontrol

Hvordan finder man balancen i, hvornår man skal forsøge at tage kontrol, og hvornår man skal give slip? Er det noget, kirken kan hjælpe til med? Folk&kirke har spurgt fem af landets biskopper – og en enkelt domprovst.

Filmens magiske kontrol

Fem gode film, der handler om den kontrol, vi så gerne vil have, men ikke kan få.

Kontrol er noget, man køber i Appstore

Fitbits, træningsspil og oversigt-apps. Der er ikke den kontroldims, du ikke kan få til din smartphone, så du kan få tjek på din søvn, din ægløsning, dit humør. Og hvis du ikke helt kan styre dit telefonforbrug, så findes der også en app til det.

Fem gode råd: Sådan tager du kontrollen tilbage fra din mobil

Hvert eneste øjeblik bliver du overvåget og kontrolleret gennem din mobil. Amerikansk forfatter har undersøgt, hvordan teknologigiganter kontrollerer din hverdag, og giver fem råd til, hvordan du kan gøre dig fri igen. Folk&kirke har interviewet Franklin Foer.

Accepter kontroltabet og se fremad

Lars Kolind var succesfuld erhvervsmand og folketingskandidat, da han i 2007 var igennem en mediestorm. Han blev misforstået, siger han, og misforståelsen hænger ved den dag i dag. Det hjælper ham at tro på, at der er en mening med alting.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner