Hvad er der egentlig i vejen med at fejle?

Jacob Nossell har en spastisk lammelse, der gør det svært for ham at kontrollere bevægelser og tale. Det har gjort ham til mester i at blive afvist og har lært ham at affinde sig med det, han ikke kan gøre noget ved.

Grundlæggende har jeg jo en krop, jeg ikke rigtig kan stole på. Hvis jeg går på gaden, risikerer jeg at falde, og når jeg vil give dig et glas vand, spilder jeg måske ud over det hele. Helt almindelige hverdagsting som det at gå, drikke eller bære på noget kræver en hel masse energi af mig, og det går tit galt. Og det er da herrepinligt at sidde og savle eller spilde til en fin middag. Det kan være meget angstfuldt. Hvis jeg ikke passer på, skal jeg ikke bare bruge energi på ikke at falde, men også på at være bange for andres reaktion, hvis det sker. Så jeg har simpelthen besluttet mig for at være kold i røven. Ellers er der ikke så meget rum til andre ting.

Jeg taler noget besværet, og folk tror tit, at jeg er fuld eller måske mindre begavet. Jeg har også prøvet, at folk lægger på, når jeg ringer, fordi de tror, at det er telefonfis. Og selvfølgelig er det ubehageligt. Jeg tror, der er en helt grundlæggende angst i os alle sammen for ikke at blive forstået. Vi er bange for at blive afvist, hvis vi fejler.

Og på den måde kan man sige, at jeg faktisk er heldig. Jeg er mester i at blive afvist. Jeg kan ikke gå på gaden uden at fejle. Og så har jeg fundet ud af, at det faktisk ikke er så skræmmende endda. For hvad sker der egentlig ved, at jeg ligner et fjols? Når alt kommer til alt, hindrer det mig så i at leve og agere? De fejl, vi lærer noget af, gør os bedre til at være i verden.

Mit medfødte handicap har jeg lært at leve med. Men det var svært for mig, da jeg for fem år siden blev ramt af en bus og fik to hjerneblødninger. I et halvt år måtte jeg hverken læse eller se på en skærm, og jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville komme mig. Det var virkelig angstprovokerende. Og der er ingen tvivl om, at det har været lettere for mig at affinde mig med den mangel på kontrol, som jeg er født med, end med virkningerne af den ulykke, der kom udefra.

Men jeg har besluttet, at det ikke er min opgave at sidde på en sofa og undgå at begå fejl. Jeg vil bidrage med noget til samfundet. I virkeligheden er hele nulfejlskulturen jo ekstremt selvoptaget. Det er meget vigtigt for folk at tage sig godt ud på Facebook og vælge det billede ud af 40, hvor deres næse ser mest perfekt ud. Men hvad er der egentlig i vejen med at fejle? Hvorfor har vi skabt sådan et præstationssamfund? Vi ved jo godt, at alle er fejlbarlige, men folk vil bare ikke selv være det. Og ja, det er let for mig at sige – jeg har jo tabt på forhånd.

Jeg synes faktisk, at andre kan lære noget af mig, nemlig at det er helt okay at have fejl. Slap dog lidt af, lær af fejlene, prøv igen. Lad være med at være så bange. Sådan har jeg godt nok ikke altid haft det. Det har taget mig mange år at acceptere min handicappede krop. Men jeg er efterhånden kommet frem til at synes, at jeg bidrager med noget positivt i verden. Vi skal hellere have sådan nogle som mig end et samfund, der kun kan acceptere det perfekte, for det giver en verden, som mangler medfølelse og tilgivelse.

Og det er jo ikke sådan, at jeg slet ikke har nogen kontrol med, hvordan mit liv forløber. Indimellem kan jeg ikke kontrollere min krop, men jeg har kontrol med, hvordan jeg vælger at leve med denne mangel på kontrol. Nogle ting må jeg affinde mig med, andre ting kæmper jeg med – og kæmper for at få ændret på. Og det er ikke altid let at finde balancen mellem de yderpunkter. Men jeg synes nok, at vi i Danmark skulle blive lidt bedre til at arbejde med at affinde os med de vilkår, vi nu har.