Nøglen ligger hos det andet menneske

Vi er fanget i en kredsen om os selv. Og først når vi giver slip på kontrollen, får øje på alle de andre og glemmer os selv, bliver vi fri. Sådan lyder den kristne grundfortælling, siger sognepræst Eva Tøjner Götke, der mener, at tiden har brug for kirkens modstemme.

Vi er fanget i en kredsen om os selv. Og først når vi giver slip på kontrollen, får øje på alle de andre og glemmer os selv, bliver vi fri. Sådan lyder den kristne grundfortælling, siger sognepræst Eva Tøjner Götke, der mener, at tiden har brug for kirkens modstemme.

Vi vil gerne have styr på tingene. På fremtiden, på tiden og på hinanden. Men især styr på vores eget liv. Og det kan vi ikke altid have. Engang imellem brister boblen af kontrol, og så rammes vi af noget udefra: af arbejdsløshed, sygdom og for tidlige dødsfald, eller ægtefællen, der går uden at sige farvel. Så går det op for os, hvor sårbare vi er, og at vi ikke kan gardere os med al den kontrol.

Og så er det godt, vi har kirken, mener Eva Tøjner Götke, der er sognepræst i Thomas Kingos Kirke i Odense. For kirken har et dobbelt budskab, når det gælder kontrol. Vi kan ikke have kontrol over alt, og det er faktisk også et stort held for os, at det er sådan. Tag dig af det, du kan, og overlad så roligt resten til Gud.

For det gode ved at slippe kontrollen er, at det giver plads til de mennesker, der gerne vil gøre noget for os, forklarer Eva Tøjner Götke. “Så længe vi synes, vi kan det hele selv, har vi jo ikke brug for andre, og det gør, at andre ikke kan komme til. Det kan være meget hårdt for dem.”

Når Eva Tøjner Götke tænker på det stærke menneske, der har styr på sit liv, ser hun et menneske, der kredser om sig selv og fylder så meget, at de andre må stå i periferien omkring ham eller hende og ikke kan få lov at komme tæt på med deres kærlighed og hjælp. Og den stærke far eller mor kan fylde så meget, at børnene ikke får frihed til at finde sig selv. Forældrene har måske det sidste ord, når det gælder uddannelse, og køber måske endda også en lejlighed til den unge.

Men det er faktisk vores opgave både at lade andre komme til og også at sætte dem fri, mener hun. Det ligger alt sammen i den kristne grundfortælling: “Gud giver os fri til at leve, så godt vi kan. Ikke med en manual eller som den far, der ordner alt for os. Man skal ud og have knubs og få nogle slag for at kunne mærke, at man faktisk kan rejse sig igen. Der sker noget i de fald. Det er en gennemspilning af fortællingen om død og opstandelse. Vi falder, og så rejser vi os igen. Måske som et andet menneske, der har noget med sig. Men hvis man aldrig får lov eller giver sig selv lov til at mærke, at man kan rejse sig efter et fald, så kan man blive man enormt bange for alt det, der ikke lige går, som man havde tænkt sig.”

Eva Tøjner Götke kan egentlig godt forstå det, når hun møder fordomme om, at kirken prædiker moral, påbud og forbud. For det er ikke helt entydigt, hvad det kristne budskab egentlig er, når det gælder kontrol. Til forskellige tider har stemmen om, at vi skal kontrollere vores selvoptagethed, talt højere end den stemme, der siger, at vi er elskede, som vi er, og kan slippe kontrollen. Og sommetider er det også kontrolstemmen, der er mest brug for, mener hun. Men grundlæggende er kirkens budskab et frihedsbudskab. “Det interessante er, at det, der jo er et påbud, samtidig også er en frisættelse. Du kan blive fri for at være så optaget af dig selv og få blik for, at wow – der er nogle andre mennesker, der er ufattelig vigtige. Kristendommen handler om fællesskab. Og modstemmen er nødvendig, for der er jo kæmpe kræfter på spil. I dag får vi jo hjælp til at kredse om os selv af digitaliseringen. Se bare på den der telefon, der har alle mulige tal om dig og gerne vil måle og veje dig. Og på den måde kan vi konkurrere med os selv og gå op i graferne i stedet for at gå op i hinanden.”

Og så giver kristendommens fortælling også en dyb frihed i budskabet om, at du er elsket, som du er, understreger Eva Tøjner Götke. “Du skal ikke gøre noget bestemt eller være på en bestemt måde, og du skal ikke være noget andet end det, du er. Det er et vigtigt budskab i en tid, der stiller store krav til os hver især. Hvor man let kan føle, at man skal leve op til noget, have en bestemt uddannelse, se ud på en bestemt måde. Der har vi brug for at mærke det kærlige blik, der ser mildt og tilgivende på os.”

Helt grundlæggende handler det om at have tillid, erklærer Eva Tøjner Götke. Tillid til, at jeg er elsket, at det hele nok skal gå, og at de andre også godt kan finde ud af det. Og hvis det ikke går på din måde, så bliver det gjort på en anden god måde. “Det er også et budskab, jeg selv har brug for at høre, for jeg er heller ikke for god til det. Jeg tror, vi alle sammen har brug for at arbejde med vores indre kontrolfreak. Vi forsøger at opnå tryghed gennem kontrol, men vi skal øve os i at opnå den gennem tilliden i stedet. Vi skal tro på, det nok skal gå. At de andre vil os det godt. Og det behøver ikke ske som en viljesakt. For det, der sker gennem tilliden, er, at vi glemmer os selv og alt det, der kunne gå galt. Så er det, vi kan slippe plan A, B og C.”