Det rigtige valg findes ikke

Alle valg har en konsekvens, men vi vil ikke altid betale den pris, det koster, mener præst Hanne Uhre Hansen. For vi er grundlæggende bange for at blive afskåret fra andre menneskers kærlighed.

Som sognepræst bliver Hanne Uhre Hansen tit opsøgt af mennesker, der står i et svært valg. Det kan være en kvinde, der bliver slået af sin mand og ikke ved, om hun skal gå fra ham. En gymnasieelev, der er i tvivl om, hvilket studium han skal vælge. En nybagt mor, der overvejer at droppe kontakten til sine forældre. Eller en ung pige, der gerne vil være veninde med en pige fra klassen, men er bange for, at de andre piger så vil slå hånden af hende. De beder om en sjælesorgssamtale med præsten for at få hjælp til at træffe det rigtige valg.

“Det slår mig, at folk som regel godt ved, hvad de egentlig vil. De vil bare ikke betale prisen for det. Fx kan jeg tale med nogen, der synes, det er for hårdt at være til familiefester, men de vil helst ikke gøre nogen kede af det ved at blive væk. Jamen familien vil blive kede af det, må jeg så sige. Og hvis du ikke kan leve med det, må du jo gå til festen. Hvis du til gengæld kan mærke, at det ganske enkelt er for meget for dig, så må du leve med konsekvenserne. Ofte er de ikke så svære at bære, som man skulle tro – i hvert fald ikke så længe man ved, hvad man får for den dårlige samvittighed,” siger Hanne Uhre Hansen. “Det samme gælder studievalg. Hvis du gerne vil læse et fag, hvor det er svært at få job bagefter, så må du indstille dig på konsekvensen og forberede dig på at tænke kreativt. Måske skal du arbejde med noget andet end det, du drømmer om, i et par år og så langsomt finde vej ind i branchen. Og kan du ikke acceptere det, så må du vælge det mere fornuftige studium og indstille dig på den konsekvens, det har, nemlig at du måske skal dyrke det, du holder af, i din fritid.”

Så hvis et rigtigt valg betyder et let og problemfrit valg, så findes det sjældent. Der er ikke noget, der er fuldstændig rigtigt og dermed ikke har konsekvenser. Og også i en anden forstand afviser Hanne Uhre forestillingen om det rigtige valg.

“I det rigtige gemmer sig en tanke om, at der er noget, der er tiltænkt mig fra starten, og som jeg bare skal finde. I kærligheden er det forestillingen om en soulmate, en jeg er skabt til at være sammen med. Eller i arbejdslivet, at der findes et særligt job, som lige akkurat passer til mig og det, jeg kan. Men det er et alt for snævert syn på tilværelsen,” mener Hanne Uhre Hansen.

Og det er ikke, fordi hun ikke forstår, hvor tanken kommer fra. “Selv kan jeg ikke forestille mig, at jeg kunne elske nogen lige så højt, som jeg elsker min mand, men det er måske bare min egen mangel på fantasi. For jeg gør det. Og nu er jeg blevet præst, men engang ville jeg også være både opdagelsesrejsende og koreograf, og begge dele kunne jeg sikkert også være blevet glad for. Men nu er jeg her. Jeg tror, livet rummer en høj grad af tilfældighed. Kunsten er at finde mening i det liv, man nu engang har, og hvis det ikke er meningsbærende, så at flytte sig et andet sted hen. Det gælder både i de livsafgørende situationer med fx en ægtefælle og i det små med et job eller en hverdag, man ikke trives i.”

Sommetider er det fristende at gøre sig klog på andres valg, fortæller hun. “Du skal da gå fra den kvinde, der er dig utro og behandler dig på den måde, kan jeg få lyst til at sige. Men det er jo ikke mig, der skal leve med konsekvenserne. Det er ham, der skal mærke efter, om han mister mere ved at gå end ved at blive, og let er det under ingen omstændigheder.”

Til gengæld oplever hun, at folk næsten bogstavelig talt ranker ryggen, når de tager en beslutning – og det uanset om de bestemmer sig for at gå eller blive. “De tager magten hjem til sig selv og slipper for det selvhad, der ofte følger med, når man ikke tager sig af sig selv. Nu er de ikke længere et offer – eller rettere sagt, de er kun ofre for det, andre har gjort. Ikke for deres egen afmagt.”

Trangen til at ville vælge det rigtige kommer af en dyb angst for at blive forladt – at blive vejet og fundet for let; ikke være at elsket, mener Hanne Uhre. For vi er bange for, at de valg, vi træffer, skal afskære os fra andre folks kærlighed og selskab. Det er en angst, hun kender fra sit eget liv – og det er her, hendes tro kommer ind i billedet. “For mig er der en enorm befrielse i kristendommens fortælling om en Gud, der aldrig afviser mig; der holder fast i, at jeg er elsket, også når jeg er helt forkert. Hvis vi forstår, at vi er elskede uanset hvad, behøver vi ikke været så bange for at vælge og tage ansvar. Menneskelige fællesskaber kan være utrolig skrøbelige, måske især for de helt unge. Den ene dag har man en hjerteveninde, den næste dag ser hun igennem dig, fordi du har sagt noget forkert.”

Og præstationskulturen og konkurrencesamfundet er med til at understøtte forestillingen om, at vi dør af fejl. De fortæller, at fejlene gør os uværdige som mennesker, siger Hanne Uhre. “Men der har kristendommen et helt andet blik på mennesker. Du behøver ikke være rigtig eller dygtig nok til at være velkommen her. Du er allerede en del af fællesskabet. Og det, du har gjort forkert, behøver ikke tynge dig for evigt. Vi lægger de dårlige valg, fejltrinene, bag os. Vi lærer dem at kende, tager dem med os i erfaringen, og siger: Nu går jeg en anden vej. Der er en ny dag i morgen.”