Kærlighedens paradoks

Når vi elsker nogen, vil vi ikke miste dem. Og derfor kommer vi til at kontrollere kærligheden ihjel. Når studerende har det svært og opsøger studenterpræsten på Aarhus Universitet, handler alle samtalerne i sidste ende om det samme. Kontrol.

Først har du den, så forsøger du at kontrollere den. Og med ét forsvinder den. Kærligheden. For kontrol får kærlighed til at smuldre, fastslår studenterpræsten Jens Munk.

“Hver gang der er noget, der betyder noget for os, vil vi også gerne have kontrol over det,” siger han. “Og det er jo logisk nok, for vi vil nødigt miste det, der er afgørende for vores liv. Så når der er noget, der virkelig betyder noget, vil vi også gerne have styr på det.”

Bag de gule murstensmure ved Ringgaden sidder Jens Munk i et lille hjemligt kontor på Aarhus Universitet med tæpper på gulvet og to store lænestole. Han læner sig tilbage i den ene af dem med en kop te i hånden og fortæller om et af de mest simple principper i livet: Kærlighed kan ikke kontrolleres. “Jo mere vi ønsker at kontrollere kærligheden, jo mere forsvinder den,” erklærer han.

Jens Munk bruger nærmest hele sin arbejdsdag på at tale om kontrol. Som studenterpræst står han til rådighed for universitetets 40.000 studerende, og hver uge har han omtrent 20 forskellige samtaler med studerende, der har ondt i livet. Ifølge Jens Munk handler alle samtalerne om kontrol. Måske tror de studerende, at de taler med ham om kærlighed, lavt selvværd eller præstationsangst. Men i virkeligheden handler hver og en af de mange samtaler på hver deres måde om kontrol. Fordi vi er usikre, stræber vi mere og mere efter at kunne kontrollere os selv, vores fremtræden og især kærligheden, mener Jens Munk.

Det er hans erfaring, at frygten for at miste kontrollen over en partners kærlighed er en af de største årsager til kriser i parforholdet. “For eksempel kan jeg have en ung kvinde til samtale, der lider af jalousi. Hun er helt fyldt af jalousi, så hun tjekker hele tiden sin kærestes Facebook-side og hans telefon for at forsikre sig om, at han ikke elsker andre. Hun forsøger at kontrollere sin kæreste via overvågning for at sikre sig, at kærligheden er der, at hun ikke bliver snydt. Hun vil gribe godt fast om kærligheden.” Men så er det, at kærligheden smuldrer, siger Jens Munk. Og det er netop den kontrol, som jalousien udmøntes i, der får det til at ske.

Det er ikke kun i parforhold, at vi vil kontrollere kærligheden, mener Jens Munk. Det gælder i næsten alle typer af relationer. “Forældre elsker deres børn, og derfor vil de gerne kontrollere dem. Venner holder meget af hinanden, derfor vil de også gerne kontrollere hinanden – være den bedste ven, være den, der får mest opmærksomhed, og være helt sikker på, at kærligheden er gengældt. Men når forsøget på at kontrollere den andens kærlighed tager over, så sker der ofte det, at kærligheden forsvinder.”

I det lille samtalerum på universitetet taler studenterpræsten også med dem, der sommetider kaldes 12-tals-piger. Lige netop den gruppe studerende forveksler ofte en god præstation med muligheden for at blive elsket af andre, mener Jens Munk. “Jeg får nogle gange besøg af en såkaldt 12-tals-pige, der er nervøs for sine karakterer hele tiden, fordi hun ser dem som et tegn på, at hun er elsket. Hun har den ide, at hver gang hun får et 12-tal, så er det et symbol på kærlighed. Men kærligheden må nødvendigvis gives og modtages i frihed. Måske tænker hun: ’Hvis bare jeg får 12, så betyder det, at jeg er elsket, og så vil andre også elske mig.’ Men kærlighedens væsen er at elske den anden for det, hun er, og ikke for det, hun præsterer. Og det er jo også det, der er budskabet i Det Nye Testamente: Guds kærlighed afhænger ikke af vores handlinger.”

Kærligheden er der kun, når den modtages frit i et rum uden manipulation og kontrol. Men hvordan slipper vi kontrollen? Og hvordan undgår vi at forveksle kontrol med kærlighed? Jens Munks vigtigste råd til de studerende, der higer efter at kontrollere kærligheden, er at gøre lige netop det omvendte: Giv slip. Men hvordan? Jens Munk er meget inspireret af terapiformen ACT, der grundlæggende handler om at acceptere sine livsbetingelser og forpligte sig til at leve efter sine værdier, på trods af at der kan være noget i vilkårene, der kan gøre det svært.

“I ACT har vi en talemåde, jeg godt kan lide: ’Det er ikke problemet, der er problemet. Det er kontrollen, der er problemet.’ For det kan være svære at acceptere, at lige netop kærlighedens vilkår ikke kan styres, når vi nu har kontrol over så meget andet. Jeg kan jo gøre, lige hvad jeg vil, med den her kop,” siger han og vejer tekoppen i sin hånd. “Møbler kan vi flytte rundt på. Og hvis jeg var din arbejdsgiver, kunne jeg kontrollere dig et stykke hen ad vejen, fordi jeg betaler din løn. Men jeg kan ikke kontrollere dig til at have kærlighed og passion for dit arbejde. Vi kan finde mange ting og emner, som vi tror, vi har kontrol over. Men lige præcis kærligheden kan vi ikke kontrollere.”