Tiden er et bedrag

Hestene græsser, mens deres haler dasker til de summende fluer. Og min far er død.

Det er torsdag. De lyse nætters tid, og sommeren er gavmild. Naturen svulmer af liv, og mellem de grønne bakker og den blå himmel sejler hvide totter af kumulusskyer fra evighed, og til evighed i deres kredsløb med kloden.

Af rislende vand opstået, til rislende vand skal de blive, og deraf skal de igen opstige. Sort-hvide svaler flakser rundt efter insekter. Hestene græsser, mens deres haler dasker til de summende fluer. Og min far er død.

Det sidste kan jeg ikke forstå.

Vi fik kun et par dages varsel. Dage, hvor håbet og rædslen kæmpede om pladsen. Uvirkelige dage skåret ud i små skiver af absurde øjeblikke. Nogle helt apatiske. Bedrageriske i deres almindelighed.

Hvorfor skal ens latterlige krop stadig på toilettet, når en, man elsker, ligger for døden? Tør man gå i bad, når man føler sig helt porøs? Står jeg og skærer i en agurk, mens jeg mister min far?

Kroppen insisterer med sine trivielle behov, selvom det er dén, som en dag giver op og hiver livet med i døden.

Andre øjeblikke er fyldt med panik, alle alarmer blinker og hyler og alting skriger nej-nej-nej. Man er i oprør mod tiden. Nej, jeg vil ikke følge med dig længere, tid. Spar mig for fremtiden. Jeg vil slå neglene i alt, som er. I alt det som om lidt bliver til datid. Og alligevel presser tiden mig – med ophøjet ligegyldighed – ind i en fremtid, jeg ikke vil kendes ved.

En fremtid, som gør mit 'er' til et 'var' og roder rundt i alle mine tider. Jeg vil have dommen omgjort, men døden er den ubarmhjertige knytnæve, der blæser mig baglæns ind i den uønskede fremtid, som nu er min nutid, hvor min far herfra pludselig skal omtales i datid. Niels Højlund var min far. Men jeg er stadig hans datter. Hvor kan man få sine tider synkroniseret igen?

Min far er død, og i dagene lige efter opdager jeg, at tiden er ubrugelig, når hjertet går i stykker af sorg. Fortiden er ubærlig, fordi den er fyldt med den ubekymrethed, der aldrig kommer tilbage. Fremtiden en uvelkommen gæst, fordi døden ikke kan genforhandles. Den er så permanent, og jeg vil ikke tænke på, at min far både er død nu og i fremtiden.

Alle dage i resten af mit liv skal min far være død. Forhåbentlig bliver mit liv uden ham længere, end mit liv med ham blev. Og når fortiden minder om savnet og fremtiden minder om sorgen – så er der kun et lille snævert 'nu', et hjerteslag ad gangen, hvor livet er udholdeligt. En smal sprække, hvor man skal forsøge at få plads til sit skræmte væsen.

Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson skriver bøger, der er gode at læse, når man brydes med døden. Og han har ret, når han skriver, at “Tiden er et bedrag, den eneste brugbare måleenhed er livet”.

Min far er død. Det er så banalt og så svært at bære på samme tid, og alligevel ved jeg, at det er sådan, livet skal være.

Det værste er ikke at miste sin far. Det er bare slægt, der følger slægters gang. Det værste er at miste sit barn. Det værste ville have været ikke at miste ham. Det er meningen, at man skal miste sine forældre. Det forekommer mig vanvittigt.

Døden er bagsiden af den sælsomme medalje, vi kalder livet. Jeg forstår begge dele mindre og mindre, des mere jeg lærer om dem. Hvordan kan alt opstå ud af intet – for derefter endnu en gang at blive til intet?

Jón Kalman igen:

“Hver bevidsthed er trods alt en verden udspændt mellem jord og himmel, og hvordan kan noget så stort forsvinde så let, blive til ingenting, ikke engang efterlade en smule skum, ikke engang et ekko?”

Det føles nu, som om der stadig er et ekko inde i mig. Et ekko af faderlig kærlighed og omsorg. Fysikkens ekko dør ud, men i sjælen runger det væsentlige længe efter.