Dødsarbejderne

Vi beder en bøn. Vi bugserer din døde krop, brænder den eller graver den ned i jorden. Vi hugger dit navn i sten. 

Jeg har kun været læge i to år, og derfor er det en af mine opgaver at konstatere dødens indtræden hos patienter. Det er nyuddannede læger, der laver det, vi kalder ‘ligsyn’, og de første gange var det lidt grænseoverskridende for mig.

Når du er død, skal du gennem en længere kontrol, så vi sikrer os, at du er det, vi kalder ‘uopretteligt død’.

Jeg kommer som regel ind på din stue, når plejepersonalet og dine pårørende mener, du er sovet ind. Har du været syg længe, kan du blive kold flere timer, inden du dør, omvendt kan du stadig være varm, hvis du dør meget pludseligt.

Jeg lytter først til dit hjerte og dine lunger, så løfter jeg dine øjenlåg og lyser med en lygte for at se, om pupillerne reagerer. Nogle gange er der tale om en stille søvn, der har fået sygeplejersken og din familie til at tro, at du har forladt dem. Men får jeg ingen reaktion fra disse tre steder, kan jeg erklære dig død.

Det slutter dog ikke her. Jeg skal være helt sikker, så jeg åbner et par vinduer og lader dig ligge på din stue i seks timer. Så undersøger jeg dig for ‘sikre dødstegn’.

Efter seks timer ser jeg efter purpurrøde pletter på huden. Tegnet kaldes livores mortis eller ligpletter, som opstår, fordi proteinet hæmoglobin bundfalder sig i kroppen sammen med blodet, når hjertet stopper med at slå. Det manglende protein skaber misfarvninger, og opstår allerede efter cirka en halv time.

Ligesom tegnet rigor mortis, også kaldet dødsstivhed, kan det bruges til at konstatere, hvornår døden præcis er indtrådt.

Rigor mortis indtræder typisk efter to til fire timer, og kan ses ved, at albueleddet springer tilbage som en springkniv ved udfoldelse.

Når jeg har konstateret de sikre dødstegn, udfylder jeg side ét på dødsattesten og attesten bliver overdraget til begravelsesmyndigheden.

Som ung læge var ligsyn lidt skræmmende, nu har jeg vænnet mig til det.

Døden er i virkeligheden meget fredfyldt.

Det er ofte bedemanden, der kontakter mig på din families vegne, efter du er død. Vi aftaler tid og sted for, hvornår du skal bisættes eller begraves, og for en personlig samtale med din familie. Hvis det er muligt, foregår samtalen i dit hjem eller hos noget af din familie.

Jeg medbringer min ritualbog og nogle salmebøger, og mange gange vil din familie byde på kaffe eller te, mens vi taler sammen.

Der er mange ting, vi skal omkring ved sådan en samtale, for jeg vil gerne nå både at få et indtryk af dig som person, høre om din livshistorie, hvilke begivenheder, der har formet dig og gjort dig til det menneske, du var.

Vi taler også om tro og om, hvordan dit liv kan ses i lyset af Guds historie med os mennesker. Kristendommen lover os, at døden aldrig er det sidste, der er at sige om et menneskes liv.

Vi vælger salmer til den kirkelige handling. Havde du nogle ønsker til begivenheden? Hvem skal bære kisten ud, og hvor skal man sidde?

Derefter går jeg hjem og skriver en tale ud fra det, vi har talt om. Jeg vælger bibeltekster og bønner, som jeg mener, vil være meningsfulde og trøsterige for netop dine pårørende, og fletter dit livs historie sammen med evangeliets budskab.

Hvis du eller dine pårørende ønsker det, hjælper jeg også med afskeden til livet, når du er døende. Jeg tilbyder en åndelig bistand i en overgang, der kan være svær for mange.

“Det er i orden at give slip på livet,” kan jeg eksempelvis sige til dig.

Ved dødslejet oplever nogle pårørende en barriere ved at skulle røre en død, fordi vi ikke ser døde så ofte længere. Men det er en god måde at sige farvel på, så jeg spørger, om de vil lægge en hånd på dig.

Så lyser jeg velsignelsen over alle, der er tilstede:

“Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og giv dig fred

Jeg sammenligner mig selv med en tandlæge – du kan ikke rigtig komme uden om at skulle besøge mig, og det er ikke ligefrem lykke, du får for pengene.

Sådan er mit lod i livet.

Jeg holder af at snakke med dine pårørende, og kan gøre det både hurtigt og længe. Når nogen dør, sidder jeg nogle gange med de efterladte allerede en halv time efter.

Med mig har jeg min sorte skuldertaske, der rummer min ‘bibel’, som jeg kalder den – et opslagsværk med telefonnumre på præster, kordegne og alle de andre, der ledsager dig på din rejse efter døden. Den udgør mit vigtigste redskab til at udfylde rollen som den, der sørger for alt det praktiske.

Den rigtige bibel har jeg ikke noget imod, men jeg har valgt at fjerne den fra vinduet i min forretning – hinduer, muslimer og jøder skal også kunne føle sig velkomne.

Du kan måske tro, at folk som mig udnytter, at man er i sorg. Jeg er lidt træt af den fordom, for jo, man kan godt spare noget – for eksempel ved selv at fragte urnen fra krematoriet til kirkegården – men de fleste ting, kan man ikke komme uden om, og derfor koster et menneske i gennemsnit 20.000 kroner at sige farvel til.

Det er de færreste, der selv kan lave en kiste og selv have den med på bagsædet til kirkegården. Ni ud af ti vælger den samme hvide kiste og mange putter enten en tegning, en pakke cigaretter eller et brev ned i den.

Det mest pudsige jeg har hørt om, var en undulat, men dyr er faktisk forbudte ledsagere.

Ni ud af ti dage ligner også hinanden for mig. Jeg udfylder de samme papirer og frekventerer de samme kirker, krematorier og kapeller.

Hvad får jeg så ud af at være din praktiske altmuligmand? Menneskeliv, lyder det korte svar. Alle de historier, jeg får om dit levede liv. Jeg kunne også forklare min glæde ved jobbet med den tilfredshed, jeg nogle gange føler, når du ligger på bagsædet i rustvognen, og jeg kigger i bakspejlet. Jeg ser din familie stå sammen med præsten, mens vi kører væk.

“Det gik godt, det her,” kan jeg tænke. “Det hele faldt i hak, blomsterne var flotte og måske skinnede solen endda.”

Jeg har sådan et job, der får folk til at træde tre skridt tilbage, første gang de hører mig fortælle, hvad jeg laver otte timer om dagen; jeg brænder lig af.

Fire til fem kister med kroppe kan jeg nå at forvandle til aske i løbet af en arbejdsdag. Jeg sender kisten ind i den 872 grader brændende naturgas, og derefter monitorerer jeg nøje forløbet på tre computerskærme; en på mit kontor, en på væggen i pausekøkkenet og en ved ovnen.

Det tager omkring to timer at brænde et menneske, der ligger i en kiste. Når ovnen er i gang, åbner jeg af og til et vindue i lågen for at følge processen, men de fleste brændinger ligner hinanden, når først kisten er opslugt af ilden.

Eneste tydelige forskel er, at for eksempel kræftramte kan være længere tid om at brænde, fordi de har mindre fedt på kroppen. Efter brændingen tager det tre til fire timer at køle asken ned, før den kommer i en urne.

Du skal vide, at noget af varmen fra din brændte krop bliver genbrugt hos os. For at rense røgen fra ovnen bliver den kølet ned til 159 grader og sendt gennem støv- og kulfiltre.

Den overskydende varme bliver sendt gennem rør under jorden fra krematoriet til Glostrup Hospital, hvor du sikkert også kom fra, da du kom hertil – halvdelen af os dør jo på hospitalet.

Men du skal huske, at det kun er omkring 15 procent, der kommer fra dig. Resten af energien kommer fra kisten og naturgassen.

Har du en kunstig hofte, ryger den ned i en spand, der står ved siden af ovnen. Proteserne er lavet af titanium, og de smeltes om i Holland til nye proteser. Kunstige hofter er lavet af det samme, man bruger til at beklæde rumskibe med.

Debatten om etikken ved ligbrænding har efterhånden lagt sig lidt. Når jeg fortæller om mit arbejde til en udenforstående nu, er de fleste mest nysgerrige efter at høre, om ikke liget rejser sig inde i ovnen. Det er åbenbart en myte, der er opstået.

Arme og ben kan godt flytte sig lidt, i takt med at sener og muskler brænder væk fra knoglerne. Jeg plejer at forklare bevægelsen med, at det er det samme, der sker, hvis du klipper snoren på en bue.

Trods min traditionelle stillingsbetegnelse, er det ikke mig, der graver hullet ud til din kiste.

Når jeg får beskeden om, at du skal begraves her på kirkegården, ringer vi til en entreprenør, der så kommer med sin gravemaskine for at lave et 1,6 meter dybt hul.

Min moderne titel, gartner, er derfor mere dækkende, for det meste af min arbejdstid går med at pleje – jeg pusler med både huller, planter og pårørende.

Min første rolle er at tage imod dine nærmeste, når de skal finde en plads til dig på kirkegården. Alternativt kan asken med en særlig tilladelse strøs ud over havet eller urnen kan blive begravet i en tilpas stor privat have. Ellers vil jeg finde en tom plads til dig her, og er dine efterladte som de fleste, vil de have lysindfald på din grav, måske et træ tæt på og omkranset af en hæk.

Inden for de seneste ti år er levende lys blevet populært til at pryde jorden over din døde krop.

Inden du i tilfælde af en begravelse ankommer i kiste, vil jeg glatte hullet ud og afstive det med metalspænder, som jeg efterfølgende dækker med grønne tæpper.

Du skal vide, at det kan være, jeg har fjernet knoglerester for at få plads til din kiste. En kistegrav er fredet mindst 20 år, men for det meste er det ikke nok til at opløse knogler, så hvis jeg finder nogle, graver jeg dem længere ned end de 1,6 meter, du skal ligge på.

Til sidst placerer jeg gangstativer rundt om hullet, og derefter trækker jeg mig tilbage, mens begravelsen står på. Efter at alle dine pårørende har forladt kirkegården, fylder jeg hullet med jord. Medmindre, du er blevet brændt, og der derfor skal afholdes en bisættelse, for så er det faktisk mig, der både graver hullet ud til urnen, ligesom jeg er til stede iført sort jakkesæt.

Jeg har lagt mærke til, at flere vælger urnebisættelse, og at flere vælger at tage deres børn med, både i kirken og på kirkegården.

En stor del af mit job begynder først, når du ligger under jorden, og det er faktisk den del, jeg holder mest af. Kirkegården er livsbekræftende, og menneskene, der besøger den, giver mig en oplevelse af nærvær.

Hvis du er som de fleste, er det blevet nemmere for dine efterladte at tale åbent om døden med mig. Mange fortæller mig fantastiske historier om dit liv.

Tålmodighed.

Jeg er den sidste, der besøges ved din død, men egentlig ville jeg gerne have, at dine pårørende ventede lidt længere med at komme til mig.

Jeg laver symbolet på din død, den sten, dine pårørende og forbipasserende vil forbinde dig med, når de står ved din grav. Jeg kan godt forstå, at mange bare gerne vil have det overstået, men lad mig alligevel fortælle lidt om de valgmuligheder der er.

Det er fint med mig, hvis du eller dine pårørende bare ønsker at passe ind i mængden – stenen må ikke være større end de andre, og må gerne have efterskriften “Hvil i fred” eller “Altid i vore hjerter”.

Stenen skal være billig, så den er sendt fra Kina eller Indien, hvorfra den koster ned til 300 kroner at importere. Måske står der kun “Grethe” eller “Far”, og skriften er ofte designet af en computer og sandblæst med maskine.

Men jeg holder nu af kulturhistorien. Vi er kun omkring 50 rigtige stenhuggere tilbage i Danmark, og koryfæer som Niels Hansen Jacobsen er næsten glemt.

Ved århundredeskiftet gjorde han stenhuggeriet kunstnerisk anerkendt med sine mønstre og ansigter, sirligt formet med hammer og mejsel. Stenhuggerne tjente dengang ikke nok på skulpturer, og begyndte derfor at tage gravstenene til sig.

Når man hugger bogstaver i hånden, hugger man fordybninger formet som v'er. Jeg synes, det giver et fantastisk lysindfald og et personligt præg.

Nu står computere og maskiner for hovedparten. Fladt og fantasiforladt. Jeg ser det, fordi jeg er begyndt at genbruge gravsten fra kirkegården, de ligner alle sammen hinanden.

De fleste står højest i 25 år, før de normalt bliver knust og brugt til at producere asfalt. Jeg synes, det er spild.

Nu kan man også få QR-koder, som gør det muligt at skanne en digital fortælling om dig med en telefon, men det er ikke rigtig slået igennem endnu.

Til gengæld er en gammel tendens kommet igen. Måske har du set ældre gravsten med titler som “professor”, “revisor” eller “husejer”. Forleden ønskede en kvinde, at jeg huggede “landinspektør” ind i hendes afdøde mands gravsten. Han var så stolt af sit job.