Jeg er indstillet på at tage døden, som den kommer

Forfatteren Maria Marcus har aldrig været bleg for at skrive om de intime sider af tilværelsen, og derfor vovede vi pelsen og bad hende svare på en række spørgsmål om døden. Ikke den abstrakte død, men den konkrete død, som hun – og vi alle – må møde før eller siden.

Du er født i 1926, så du er 88 – hvordan har du det med tanke på, at der nok ikke er så længe til, at du skal dø?

”Jeg har aldrig været bange for at dø, og det er jeg heller ikke i dag. Selvfølgelig har jeg en selvopholdelsesdrift – hvis nogen skulle finde på at pege på mig med en pistol, ville jeg nok skrige så højt jeg kunne. Men ellers – nej! Når jeg er død, så er jeg der jo ikke, hvorfor skulle jeg så være bange? Og jeg ved jo, at jeg skal dø under alle omstændigheder, så jeg er indstillet på at tage det som det kommer. Måske endda som en fantastisk oplevelse, som jeg for så vidt ser frem til – jeg er jo født nysgerrig, så jeg kommer vel også til at dø nysgerrig!”

Har du altid haft det sådan – eller hvad skyldes det, at du i dag ikke er bange for døden?

”Jeg har læst en hel masse om døden. I 1970’erne slugte jeg Raymond Moodys bøger med interviews med mennesker, der har været klinisk døde, men vendte tilbage til livet, og de fortæller næsten enstemmigt om en stor salighed og et vidunderligt hvidt lys, der møder dem. Det lyder jo ikke ligefrem skræmmende. Og det samme fortæller mennesker herhjemme, der har været igennem en såkaldt nærdødsoplevelse. Hvad der så sker efter den fase … ja, der er jo mennesker, der har en særlig evne til at følge dødsprocessen et stykke længere ind, og noget af det de fortæller, lyder knap så rosenrødt. Men jeg vil indtil videre holde fast ved min barnlige tillid til, at enten så sker der ikke noget, fordi jeg simpelt hen forsvinder – eller også sker der noget godt.”

Er du da totalt ligeglad med døden?

”Nu har jeg jo ingen små børn, som jeg ville efterlade uden mor det ville være så forfærdeligt, ikke til at overskue, hvordan det ville være. I dag er det nærmest omvendt: Jeg kan ikke overskue, hvordan det ville være, hvis nogen af mine nærmeste døde – ordet savn slår slet ikke til. Og det bliver mere og mere aktuelt hele tiden; for med den alder jeg har, er jeg jo altid den ældste. Så det tynder ud blandt dem jeg har regnet som en del af mit liv – pludselig er de der ikke mere! Det er en meget underlig, absurd fornemmelse: Mit eget liv bliver mere og mere indskrænket. Og samtidig er de der på en måde alligevel for altid – de har jo været der! Men jeg har en veninde, der har det ligesom jeg, og jeg har lovet hende, at hun godt må have lov til at dø før mig …”

Hvordan forbereder du dig til døden?

”Rent praktisk, så har jeg allerede for mange år siden skrevet nogle sider ned om, hvordan jeg gerne vil have, at det skal foregå: At jeg gerne vil dø på et hospice, hvor der er fred og ro. Hvordan jeg vil begraves, at der skal være gravøl, at jeg gerne vil se ordentlig ud når jeg ligger dér og er død. Jeg vil for eksempel gerne have en pæn neglelak på – ja, nu ryster du nok på hovedet og det gør jeg også selv! – men jeg vil altså gerne så vidt muligt have en værdig død på det ydre plan. Og så har jeg selvfølgelig skrevet op, hvor mine vigtigste papirer ligger, og den slags, så det ikke bliver mere besværligt for mine børn end højst nødvendigt.”

Du lyder meget realistisk …

”Det er jeg nok også. Endda så realistisk, at jeg ganske vist ikke er bange for døden – men jeg er til gengæld bange for det modsatte: Nemlig at jeg ikke får lov til at dø den dag, hvor jeg har det forfærdeligt og ikke kan hverken det ene eller det andet, så jeg bogstaveligt talt ikke er mig selv længere. Så er jeg bange for, at jeg ikke selv kan gøre en ende på mit liv, nu hvor de gammeldags sovepiller ikke eksisterer mere og hvor aktiv dødshjælp er kriminelt – hvor får man så nogle piller, så man selv kan bestemme, hvornår man ikke vil være her længere?”

Har du nogle bestemte forestillinger om, hvad der sker til allersidst?

”Jeg tror, jeg har hørt lidt for meget om den korrekte død, sådan rent energimæssigt – hvordan energien forlader kroppen, hvilke centre eller chakraer eller hvad man nu vil kalde det, der holder op med at fungere i hvilken rækkefølge, alt efter hvilken spirituel lære man selv eller ens nærmeste følger. Men jeg stoler så meget på døden, at jeg nok vil have mig frabedt at skulle leve op til andres korrekthedsdirektiver, når jeg dør. Jeg stoler på, at det går af sig selv og at det ender godt.”

Har du gjort dig tanker om, hvad der sker bagefter?

”Jeg er jo ikke katolik, så jeg er ikke bange for at havne i helvede. Men derfor kan det jo godt tænkes, at når tid og rum forsvinder, at der så er en slags skærsild, eller dommedag, hvor jeg på en måde kommer til at stå til regnskab og bliver konfronteret med, om jeg nu har fuldført min mission her i livet – hvordan jeg har forvaltet mine talenter, for at tale bibelsk.”

Tror du på et liv efter døden?

”Det ved jeg ikke, det vil vise sig. Spørgsmålet er jo også, om der var et liv før fødslen. Jeg ved jo, at der vitterlig er almindelige mennesker, der via en slags hypnose, en form for regressionsterapi, kan komme i kontakt med noget der virker som et tidligere liv. De oplever steder, hvor de aldrig har været i dette liv, og hvor de beskriver bygninger helt ned i detaljer – som ved nærmere undersøgelse viser sig at være autentiske. Jeg afskriver ingen muligheder, men igen: Jeg får det jo nok at vide, når det sker.”

Hvad tænker du selv?

”Der er jo så mange utrolig spændende tanker og praksisser omkring døden i de forskellige religioner. Den tibetanske Dødebog som den mest kendte – men også vestlige bøger, f.eks. af Elisabeth Kübler-Ross. Eller af vores egen Jes Bertelsen, som har så usædvanlige erfaringer med sin kontakt til … skal vi kalde det Dødsriget? Jeg synes det er utrolig interessant at høre andres beretninger – men for mit eget vedkommende, så vedkender jeg mig mine begrænsninger. Jeg venter, til jeg selv får førstehåndskendskab til processerne.”

Hvordan har du det så med de danske, kristne begravelsesritualer?

”Jeg har det rigtig godt med dem. Jeg vil faktisk helst have, at det foregår i en kirke, selv om jeg ikke er medlem af folkekirken – hvis der ellers er nogen præst, der vil stå for det. Jeg har også skrevet ned, hvilke salmer der skal synges til min begravelse. Jeg har elsket de danske salmer, fra jeg var barn, og kan mange af dem udenad den dag i dag. Vi skulle jo lære salmer udenad, da jeg gik i skole, og jeg kan huske vores klasselærerinde fortalte en historie om en gammel kvinde, der var blevet blind og døv, men i sit hoved havde hun stadig de gamle salmer hun havde lært udenad. De var hendes faste holdepunkt. Den historie har jeg aldrig glemt.”

Hvordan tænker du om de sidste år af dit liv – uanset hvor mange det bliver?

”Jeg er optaget af, hvad jeg kan nå. Hvad det er vigtigt for mig at bruge mine kræfter på, om jeg har gjort det, jeg skulle her på Jorden – i det hele taget: Hvordan jeg skal udnytte min sidste tid så ordentligt som muligt. Og da mit arbejde altid har været noget, der virkelig har optaget mig, så satser jeg da på, at jeg kan fortsætte ad den vej. Altså skrive, have klienter i min konsultation – og så elske mest muligt! Af jord er jeg kommet, til jord skal jeg blive – men jeg er jo ikke bare jord og krop, jeg er jo også noget mere, hvad enten vi kalder det sjæl eller ånd eller hvad ved jeg. Og i virkeligheden har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig noget af alt, det vi snakker om her.”