Af jorden skal du igen opstå

I 1952 holdt den danske teolog P.G. Lindhardt et foredrag på Askov Højskole, hvor han agiterede mod datidens forestillinger om kødets opstandelse og det evige liv. Lindhardts opfordring til at fokusere mere på dette liv mødte først stor modstand, men er med tiden blevet så udbredt, at kirken ifølge nogle præster og teologer er kommet til at mangle et sprog til at tale om, hvad der sker efter døden.

Opstandelsestro er ikke fremtidstro, men gudstro, er ikke et forsøg på at redde sig en tilværelse ud over den, som er os beskåret, men er just vores bekendelse af, at vi ingen anden tilværelse har end den, Gud har undt os. Opstandelsestroen siger om fremtiden kun det, at fremtiden er Guds. For hans er riget, magten og æren.”

Med disse ord afsluttede den danske teolog P.G. Lindhardt sit foredrag på Askov Højskole den 14. september 1952.

Ifølge Lindhardt kunne mennesker ikke gøre krav på at få et liv efter døden ved at opføre sig moralsk pænt i dette liv. Menneskelig moral og kristendom er to forskellige ting, og hvor tilværelsen her og nu er vores, hører fremtiden til Gud.

Det evige liv er altså nu og ikke noget, der ligger ude i fremtiden. Foredraget skabte stor opstand. Nogle var begejstrede; endelig var der en teolog, som tog menneskets eksistens her og nu alvorlig. Kritikere derimod mente, at Lindhardts fortolkning lagde låg på enhver forestilling om det hinsides, og derved fjernede en helt central idé i den kristne tro.

Tres år efter Lindhardts foredrag er hans eksistensteologi for længst accepteret, men samtidig konstaterer både præster og teologer, at der de seneste par år er opstået en fornyet interesse for at tale om kødets opstandelse og det evige liv. Det, forklarer de, skyldes både tendenser i vores tid, men kan også ses som en modreaktion til den stilhed, der indfandt sig efter Lindhardts tale, når det gjaldt spørgsmål om kødets opstandelse og det evige liv. Menneskets interesse for hvad der sker efter døden, er dog på ingen måde ny.

“På Jesu tid var der langtfra enighed om opstandelse og evigt liv,” fortæller lektor Søren Holst fra Afdeling for Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet.

“På det tidspunkt eksisterede der flere jødiske bevægelser, som hver især havde meget forskellige forestillinger om de dødes opstandelse. Farisæerne havde en forventning om, at de dødes legemer engang i fremtiden bogstaveligt talt ville stå op af graven eller på anden vis bringes til live. Sadukæerne derimod afviste helt et liv efter døden, og så var der Essæerne, som troede på, at der ventede sjælen et andet liv, umiddelbart efter man døde, hvorimod kroppen blev tilbage.”

At interessen for efterliv og opstandelse overhovedet opstår, skyldes ifølge Søren Holst flere ting.

“Der er ikke kun ét godt svar. Men man kan sige, at det var en almen tendens i denne periode at skifte fokus fra det, man kan se, til det, man kan forestille sig. En række historiske begivenheder fik datidens jøder til at genoverveje deres skæbne.”

“I de apokryfe skrifter finder man beretninger om en lang række opstande og krige, hvor unge mænd blev nedslagtet på grusomste vis. Indtil da eksisterede en tro på, at vi kun har dette ene liv, og at det er godt, men eksemplet viste, at det ikke engang er sikkert, at de frommeste får deres belønning i dette liv, og det resulterede i en tilpasning af deres skæbneforståelse. Regnskabet må nødvendigvis først gøres op efter døden.”

Denne problematik omtaler Geert Hallbäck, tidligere lektor ved Afdeling for Bibelsk Eksegese, som “retfærdighedsproblematikken”.

“I den gammeltestamentlige jødedom opstår forestillingen om et differentieret efterliv. Det vil sige, at de gode belønnes, og de onde straffes. Kristendommen overtager denne forestilling.”

Hallbäck påpeger dog, at den kristne opstandelsestanke også adskiller sig på andre måder:

“Ifølge kristen tro er Kristus opstået som både Gud og menneske, og som Paulus skriver i sit første brev til Korintherne: Hvis man tror på Kristus, tror man også på opstandelse.”

Men, som Hallbäck påpeger, forstod de tidlige kristne ikke kun opstandelsen som et åndeligt fænomen.

“Paulus skriver sit brev til Korintherne på et tidspunkt, hvor nogle har afvist forestillingen om en legemlig opstandelse og i stedet forestiller sig opstandelsen som en tilstand, hvor sjælen lever videre befriet for legemet. Men Paulus mener altså også, at opstandelsen er legemlig.”

Selvom det er over to tusinde år siden, Paulus formulerede sin lignelse om sædekornet, er det stadig den, som præster og teologer tager i brug, når de skal sætte ord på kødets opstandelse.

Som sognepræst Eva Holmegaard Larsen fra Nøddebo Kirke forklarer:

“Troen på kødets opstandelse er i høj grad med i begravelsestaler og når jeg taler med pårørende. Det er en helt central del af den kristne tro. Men det er vigtigt at få gjort klart, at vi ikke taler om kød i slagtermæssig forstand. Enhver kan jo se, at kroppen ligger tilbage som efterårets blade.”

Men ligesom for oldtidens kristne er kristendommen fortsat kendetegnet ved en høj agtelse for det levede liv.

“Det legemlige handler om det levede liv og er vigtigt for at udtrykke, at Gud favner hele den afdødes livshistorie. Et menneske er en helhed af krop og ånd. Og at tale om kødets opstandelse er en agtelse for ethvert menneskeliv, som det leves her på jorden i krop, kød og blod. Derfor gør vi os også umage med at sige noget ved hvert eneste dødsfald, om det så kun er bedemanden, der er mødt op til bisættelsen.”

Sognepræst Ole Backer Mogensen fra Græsted Kirke oplever generelt et stort behov for at finde ord til at beskrive det evige liv, og i den forbindelse finder han det vigtigt at understrege, at kødets opstandelse ikke kun sker symbolsk men også konkret.

”Kristus har gjort noget ved døden, og det har gjort noget ved os.”

Denne håbsdimension er ifølge Ole Backer Mogensen helt central for hans tro, da den giver ham noget at rette sin taknemlighed mod, men troen er også en trøst, da den gør døden mindre dramatisk.

”Kristus er gået i forvejen, og derfor går man ikke alene ind i døden. Det giver mig en tro på, at mine håb og tvivl en dag vil afløses af skuen og viden, samtidig med at det også giver mig et håb om, at jeg en dag vil blive genforenet med mine elskede.”

Også Eva Holmegaard Larsen fremhæver opstandelsen som helt central for den kristne tro.

”Det giver simpelthen ikke mening at tale om Gud, hvis man ikke taler om en skabende Gud. Hvad er Gud så? Med Gud må man gå all in. Man kan ikke have en Gud, der kun lige får lov at smutte ind i de få mellemrum, vi tillader holdes åbne for det gådefulde. Og tror man på en skabende Gud – en Gud, der har sat hele universet i spil og derfor er herre over tiden – så er troen på de dødes opstandelse en helt naturlig del af det hele."

Hun understreger til gengæld samtidig, at det evige liv ikke skal forstås som en fortsættelse af det liv, man slap ved døden.

”At vi er i Guds hånd, er netop den trøstende tanke, der gør det muligt at slippe den døde – ligesom det er vigtigt at lade den døde slippe os. Der er noget, der er definitivt forbi. Og det liv, vi tror, Gud fortsat bevarer os i, er i en anden dimension, uden for tiden og afgrænset fra jordens liv.”

Eva Holmegaard Larsen talte på et tidspunkt med en ung kvinde, som havde mistet sin mor. Det viste sig, at den unge kvinde gik med tanker om at skynde sig at følge efter, hvis hendes mor sad og ventede.

”Oplevelsen fik mig til at tage sætningen fra Det Gamle Testamente ’Tusind år er i dine øjne som én dag’ alvorligt. Den døde sidder ikke og venter. Den døde er hos Gud, og der er fred. Også fred fra os.”

At der skulle være et stigende behov for at tale om kødets opstandelse og det evige liv, er noget, tidligere sognepræst Johannes Værge kan nikke genkendende til.

”Min bog Efter Døden udkommer nu i femte oplag, men også i forbindelse med foredrag oplever jeg stor interesse for dette emne.”

Ifølge Johannes Værge indfandt der sig, som et resultat af Lindhardts tale, en modvilje mod at beskæftige sig med spørgsmål om døden og det evige liv, som er fortsat helt op til i dag.

”Lindhardt ville gerne gøre op med diverse folkelige forestillinger om det evige liv. I stedet mente han, at vi bør have tillid til Gud.”

Problemet er ifølge Johannes Værge, at spørgsmålet optager folk uanset hvad.

”Vi har brug for billeder. Vi har brug for sprog. Og hvis kirken ikke kan besvare vores spørgsmål, begynder vi bare at trække på andre traditioner.”

Af samme grund finder han det meget positivt, at der især blandt yngre præster er langt mindre berøringsangst, når det gælder spørgsmål om opstandelsen og det evige liv.

Selvom der i dag også er andre spørgsmål, der optager os, bør Lindhardts kritik, ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor fra Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Universitet, hverken betragtes som forkert eller irrelevant.

”Langt hen ad vejen kan jeg sagtens følge Lindhardt i hans opgør. Hans eskatologi [eskatologi er læren om verdens undergang og den yderste dom, red.] var både et opgør med den naturlige teologi, altså ideen om at vi kan vide noget om opstandelsen ud fra vores egen natur, og gerningsretfærdigheden, ideen om at opstandelse er noget, man kan gøre sig fortjent til.”

“Derfor er det også en fejl at tro, at man skal gå bag om Lindhardt. Hans kritik er i mine øjne ikke et sidespor, men et af højdepunkterne for dansk eskatologi i det 20. århundrede.”

Men også hendes eget ph.d.-projekt var anfægtet af, at den danske kirke og teologi stort set ikke har beskæftiget sig med opstandelsestanken siden Lindhardts foredrag.

”Mens Lindhardts ambition var at skelne mellem begreber, så man kunne værne om opstandelsestankens sande indhold, så er jeg optaget af, hvordan den gør sig gældende under bestemte vilkår og sammenhænge. For det er dybt problematisk, hvis en forfinet distinktion har som konsekvens, at vi slet ikke kan sige noget om indholdet af vores håb.”

Og hvad er det så, der kendetegner det kristne håb? Ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen er håbet bundet til Kristus:

”Jeg forstår ikke opstandelse som en isoleret begivenhed, men som en relation, en bevægelse eller forvandling. Det er et perspektiv, der hverken er optimistisk eller pessimistisk, men forsøger at tage menneskets endelighed og begrænsede handlemulighed – både i tid og rum – alvorligt.”

“Selvom vi ikke kan slippe for lidelsen, er der måder at omgås endeligheden, så den bliver andet end blot lidelsesfuld.”

Med det sagt skynder Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sig at understrege, at hun nødigt vil lyde, som om hun fremhæver en eneste eller en bestemt udlægning af opstandelsen som ubetinget bedre end andre.

”Det, jeg forsøger at gøre, er at undersøge nogle erfaringer og forestillinger, og hvilke sammenhænge de blev til i. Det er en refleksion over, hvad nogle ord i vores tradition kunne betyde. Men ligesom Lindhardt ender man hurtigt med at fokusere på rene begreber. Det er svært at undgå. Jeg selv har også et dårligt sprog til at tale om det.”

Heller ikke Eva Holmegaard Larsen mener, at man bare skal affeje Lindhardts kritik af datidens og tidligere tiders forestillinger om det evige liv. I stedet skal man forsøge at forstå den i forhold til hans samtid.

”Da Lindhardt holdt sin tale, blev livet i visse kristne kredse betragtet som en jammerdal, der bare skulle overstås, og det evige liv var en slags gulerod for bedre at kunne udholde denne verdens usselhed. Det var hverken en særlig handlekraftig eller livsglad forståelse, hverken af jorden eller himmelens liv. Derfor var det en frisk og tiltrængt udrensning af den sentimentale gensynsforestilling at tænke det evige liv mere eksistentielt.”

Problemet er bare ifølge Eva Holmegaard Larsen, at der med denne fortolkning følger en risiko for, at man kommer til at gøre den kristne forkyndelse lidt for flad og lidt for meget fokuseret på dette liv.

”I kirken til begravelsen vil vi høre: ’Fik du set det du ville. Fik du hørt din melodi.’ Vores tid er præget af ekstremt høje forventninger både til os selv og andre. Vi tæller kalorier. Vi tæller skridt. Måske folk i dag har behov for andre fortolkninger, ligesom dengang Lindhardt holdt sin tale.”