Først nu bliver døden
helt uafvendelig
"Hvad tid begynder begravelsen?" spørger jeg min mor. "Bisættelse," retter hun mig. "Karen skal bisættes".
Sommeren er purung, og Karen, som i en årrække levede sammen med min morfar, er død femogfirs år gammel.
Hun var min, min bror og vores kusiners reservebedstemor – selvom vi aldrig italesatte det med titler. Nu er hun væk, og vi skal til hendes bisættelse. Den begynder klokken tolv.
Vi ankommer i god tid. Hendes datter tager imod os og peger på midtergangen, som allerede er dækket af blomster. Selv i døden, og måske endda særligt i døden, konfronteres man med menneskers sociale kapital.
Var der bårebuketter? Hvor mange? Og fra hvem? Var kirken fyldt, halvtom eller helt tom?
Karen betød tydeligvis noget for mange, og for enden af kirketjenerens sirligt udførte blomsterløber ligger hun. Det vil sige; står kisten.
Den er også dækket af blomster.
På hele turen derop har jeg tænkt over, hvor i kirken vi mon skal sidde. Stolene tættest på kisten er forbeholdt de nærmeste slægtninge. De forreste bænkerækker er til nære venner. Bænkerækkerne nærmest udgangen er til de perifere bekendtskaber. Siddepladserne i kirken er altså ikke kun ren logistik, men afslører også, hvordan vi betragter – og placerer – os selv og hinanden i forhold til den afdøde.
Men hvad er det egentlig, der gør os nære eller fjerne for hinanden? Og hvad nu hvis ens plads i kirken ikke afspejler det tab, man føler?
Jeg deltog engang i en begravelse for en ældre herre. Han havde tilbragt sine sidste år på et plejehjem, og udover familie og venner var personalet fra plejehjemmet også til stede. Både i kapellet og under den efterfølgende kistenedsættelse holdt personalet sig i den absolutte baggrund.
Det var, som det skulle være – deres relation til den døde var jo på den ene side udelukkende af professionel karakter – men jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at det alligevel var lidt underligt, at de, som i vores tid ofte ender med at pleje og leve allermest intenst med vores ældre i deres sidste år, stod og gemte sig lidt akavet i begravelsesoptogets absolutte ende, som om de var i vejen.
Selvom der her er tale om en helt anden situation, havde Karen også sin egen familie.
Men et vink med hånden og et nik fra hendes datter sender os op til stolerækkerne, og denne rørende gestus fjerner både logistisk angst og smålig jalousi. Der er plads til os alle.
Og så går begravelsen i gang. Orglet bruser, vi synger en salme, og præsten, som kendte Karen og besøgte hende kort før hun døde, stiller sig klar for enden af kisten.
Med udgangspunkt i et citat af Kirkegaard og på ikke mere end ti minutter oprulles et helt liv. Barndom. Karriere. Kærlighed. Sorg. Børn og børnebørn. Men en prædiken er, som præsten også selv bemærker, ikke blot en biografi, men også et forsøg på at fremkalde et billede af den døde. Deres essens, så at sige.
Når det lykkes – hvis det lykkes – efterlader præstens prædiken de efterladte med et aftryk af den afdøde, som man kan tage med sig videre i livet. I Karens tilfælde fremhæver præsten hendes evne til gennem hele livet at forblive nysgerrig og nærværende – både når det gjaldt sig selv og andre. Men som det præsenteres, er det ikke blot et minde der overdrages, men et ideal, man kan tage til sig og efterleve i sit eget liv.
Men begravelsestalen beskæftiger sig ikke kun med de sider af personen, vi i forvejen kender til og er fortrolige med. Karen skiltede for eksempel sjældent med sin tro og tilknytning til kirken. Men det er, som præsten bemærker, ikke usædvanligt. ”Der er nok altid en vis blufærdighed knyttet til at beskæftige sig med den side af tilværelsen, med metafysik.”
Det er underligt at få noget nyt at vide om en person til vedkommendes begravelse. Som om aftrykket afslører noget mere om personen – eller i hvert fald noget andet – end personen nogensinde selv kunne eller ønskede at vise. Eller også spurgte jeg bare aldrig.
Vi synger Se, nu stiger solen, og præsten hælder jord på kisten med en lille skovl.
Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå
Min lillebror begynder at græde. Det er som om døden først nu bliver helt uafvendelig.
Orglet spiller igen, og selvom vi ikke har modtaget en drejebog på forhånd, ved vi alle, hvad der nu skal ske. Begravelsen er nemlig i store træk fuldkommen identisk med enhver anden begravelse forrettet af den danske folkekirke, og selvom det hele føles utroligt intimt og særligt, er vi samtidig også del af et ritual, som er det samme, fælles og tilgængeligt for enhver, der vælger at være en del af det.
Min lillebror begynder at græde. Det er som om døden først nu bliver helt uafvendelig.
Kisten løftes op fra gulvet af medlemmer fra den nærmeste familie, og begravelsesoptoget begynder langsomt at bevæge sig ud ad kirken. Uanset om der er tale om en begravelse eller en bisættelse, har jeg altid betragtet dette øjeblik som begravelsesritualets absolut mest dramatiske. Uafvendelig er nemlig i alle tilfælde adskillelsen.
Men netop i sådanne øjeblikke tror jeg, at begravelsesritualets industrielle kvalitet er en fordel. Udover at de efterladte ikke selv skal til at opfinde et begravelsesritual, men kan give sig hen til sorgen, er trøsten også eksistentiel; selvom ritualet handler om et bestemt individ, er det ikke forbeholdt et enkelt individ.
Døden er uafvendelig, og idet uafvendeligheden afspejles i ritualet, anerkendes døden både som noget meget sørgeligt, men også ganske naturligt.
Og så pludselig er bisættelsen forbi. Rustvognen kører væk, og præsten hilser på alle, før han skridter over kirkepladsen med præstekjolen flagrende efter sig.
Den tyske syttenhundredtalsdigter Novalis skriver et sted: ”Døden er på samme tid afslutning og begyndelse, på samme tid adskillelse og tættere forbundenhed.”
Deri ligger en trøst. Også – og måske særligt – for det moderne menneske.
