Top 10: Det læste I i 2021

TILBAGEBLIK: Hvad var det, I allerhelst ville se præster og teologer kommentere og anmelde i året der gik? Se de ti mest læste indlæg på folk&kirke.

Præster ved ikke bare noget om det himmelske, påstår vi på folk&kirke. Og det mener vi selv, at vi har ført bevis for gennem det sidste år.

35 anmeldelser og 48 kommentarer er det blevet til i løbet af året – og hele 143.400 gange blev indlæggene læst. Præster fra hele landet har forholdt sig til Melodi Grand Prix, VM i fodbold, politiske skandaler, Jim Lyngvilds billede af kirkeministeren og MeToo-historier. Der er blevet anmeldt alt fra popprinsessen MØ over det sydkoreanske Netflixhit Squid Game og Sally Rooney nyeste roman til Bille Augusts film om Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig.

Og hvad syntes I så var mest interessant at læse? Her kommer Top 10 over de mest læste indlæg på folk&kirke i 2021:

10. Yahya Hassans lys var ekstraordinært klart

Den danske digter døde i april 202O – og alligevel er præst Heidi Bisgaards nekrolog om ham stadig en af de mest læste i 2021. ”Måske er det simpelthen sådan, at nogle mennesker skabes tættere på livets skaberild. Det er en tvivlsom gave, fordi denne glød brænder så stærkt, at den truer med at fortære det menneske som har fået den,” skriver hun om Yahya Hassan, der døde bare 24 år gammel.

9. Vanviddet lyser ud af bog om moderskabet
(Anmeldelse af Olga Ravn: Mit arbejde)

Lizette Harritsø Lauritzen, præst i Hornbæk, kalder Olga Ravns bog for ”litteratur, man bliver klogere af. Den er lige så rodet og skramlet, som menneskesindet nu engang er, og fortæller os om det moderskab, man kun kan fejle i.”

8. Prins Joachim lufter, hvad det vil sige at være menneske

Birgitte Kragh Engholm fra Vesterbro roser i en kommentar prins Joachim for i et interview med det franske magasin Point de Vue at fortælle, at også en prins kan ”bakse med eksistensen og med dét at være menneske, og at også han slås med både frontstage- og backstagelivet og med at finde balancen.”

7. Børn skal have plads til at sørge
(anmeldelse af dokumentaren Bag skyerne)

Hanne Henriksen fra Horsens Klostersogn er begejstret for dokumentaren, der viser, hvordan den amerikanske organisation Good Grief giver plads til sorgen hos både børn og voksne, der har mistet. ”I Good Grief-huset går hele familien til sorggruppe samtidig. Børn for sig og voksne for sig. Sådan gives de begge et frirum til præcis deres sorg og et fællesskab at være i, der kan bryde ensomheds- og forkerthedsfølelsen. Som sorggruppeleder har jeg tit tænkt på den tilbageblevne forælder, der trofast følger sit barnet eller børnene til sorggruppemøde: Hvad med dig? Får du talt med nogen om dit tab? Hvem tager hånd om dig?”

6. Det svære søskendeforhold
(anmeldelse af Elisabeth G. Nielsen: Store børn)

Lisa Tikkannen fra Lyngby Kirke er lidt mistrøstig efter at have læst sangerinden Elisabeth Gjerluff Nielsens bog om forholdet mellem hende og hendes søskende, hvor dialogerne bliver til parallelle monologer, som hun skriver. Men minder også om, at ”hver dag får vi en ny mulighed for at lade vores eget projekt holde pause, sætte vores forventninger til vores søskende og andre mennesker på standby og møde dem i øjenhøjde. Det er aldrig for sent.”

5. Afghanistan: Døden giver aldrig mening

Ulla Salicath har selv være udsendt som feltpræst i Afghanistan og skriver, efter at Taliban i august 2021 besatte Kabul. Hun reagerer mod formuleringerne om, at de danske tab under krigen i Afghanistan nu ikke længere giver mening. ”Døden skal slet ikke give mening, det er livet, der gør det,” skriver hun. ”Og soldaternes opgave gav masser af mening. De udsendte soldater til Afghanistan kæmpede tappert og tænkte ud over sig selv. Den opgave er aldrig meningsløs.”

4. Anders Thomas Jensen er stadig tæt på at være genial
(anmeldelse af Retfærdighedens ryttere)

Karsten Møller Hansen fra Tårnby Kirke fik lige, hvad han havde håbet på i Anders Thomas Jensens nye film. Det er ”En typisk Anders Thomas Jensen-film med stump vold, skæve eksistenser og sort humor. Pigekoret synger fra Højskolesangbogen, sneen falder, folk bliver skudt på stribe, og den fede mand har problemer med at vælte sig op/ned i sengen. Og jo, det er noget, man har set før hos Anders Thomas Jensen; den pludselige vold, de billedlige panoreringen henover provinsen. Metoden er den samme, det filmiske greb også. Og det er som at have mødt dem før; personerne med deres tragiske barndom, den knækkede skæbne, de manglende sociale evner, særinteressen. Men hvorfor skulle instruktøren også lave noget andet end det, han er så god til? Og når man nu ikke har set den her slags personer i så mange år - og holder så meget af dem – er det en kæmpe glæde at se dem igen.”

3. Kan man tro på Gud uden at tro på Gud?
(anmeldelse af Svend Brinkmann: Mit år med Gud)

Svend Brinkmann fremhævede selv Tove Bjørn Jensens anmeldelse af bogen om Gud på sin Facebookside: ”Tove Bjørn Jensen, der er præst, har skrevet denne grundige anmeldelse i folk&kirke, der fanger mine hensigter med bogen rigtig godt. "Kan man tro på Gud uden at tro på Gud?" er netop det centrale paradoksale spørgsmål, jeg kredser om.”

2. Størst af alt er Fie Arildsens ensomhed

Det vakte stor opstandelse, da det viste sig, at Fie Oppenheim Arildsen, der i årevis havde fortalt om at leve med en kræftsygdom, viste sig slet ikke at være syg – i hvert fald ikke med kræft. Birgitte Kragh Engholm, der selv havde oplevet Fie Arildsen holde foredrag i sin kirke, var også rystet: ”Afsløringen er chokerende. Og tragisk. For lykkeligt er det godt nok, at Fie ikke er kræftsyg, men hvor tragisk er det ikke at leve og befinde sig så gennemført i sin helt egen parallelle virkelighed. Så langt væk fra livet, som man kan komme. Så langt væk fra menneskers kærlighed, som man kan komme. Så langt væk fra følelsen af at være sammen, af at høre til, af at stå fast, som man kan komme. At leve i sin helt egen virkelighed må være som at leve i en forladt verden. Ensomheden må være knugende! Rungende! Skræmmende! Størst af alt må ensomheden have været for Fie. Jeg håber, hun får hjælp til at vælge livet!”

1. En ode til livet 
(anmeldelse af Thomas Vinterbergs film Druk

Det allermest læste indlæg i 2021 handler om årets store film, Druk, som ganske vist kom allerede i 2020. Thomas Vinterbergs film om fire midaldrende gymnasielærere, der har mistet livsgnisten og derfor kaster sig ud i et forsøg med at skrue op for alkoholpromillen, ramte verden rent. Den modtog en Oscar for bedste udenlandske film, og over hele verden græd tv-seere over hans takketale, hvor han tilegnede statuetten til sin datter Ida, der døde kort før holdet gik i gang med at filme. Peter Ulvsgaard, der er præst i Spentrup, følte sig selv ramt som ”en midaldrende mand, der har brug for at retfærdiggøre sit tab af lethed.”

Tak fordi I læste med - og godt nytår!

Publiceret den 31.12. 2021