DRUK: En ode til livet

ANMELDELSE: Vinterbergs nye film handler om, hvad der sker, hvis vi ikke lykkes med at bringe ungdommens livsappetit med ind i den voksne ansvarlighed. Det gør den godt, selvom undergangen bliver lidt for pæn og kvinderne godt kunne have flere nuancer.

Modig, mangfoldig, musikalsk, midtvejskrise-terapeutisk. Og også lidt problematisk. Sådan møder Thomas Vinterbergs seneste film en midaldrende biografgænger som undertegnede, da jeg ser den med min yngste søn. Sidstnævnte ser udelt begejstret DRUK for anden gang i premiereugen og føler sig helt i sync med dens drøm om et liv med foden på speederen. Han forstår slet ikke, at hans far trykker på bremsen og trækker lidt på begejstringen på vej hjem i bilen.

Ikke fordi det er en dårlig film. Det er en fantastisk medrivende film, der ramte begge generationer af filmelskere i den lille Fiat 500. Alene modet til at begynde i et tempo, hvor man tænker, det kan kun ende galt, når man i indlednings sekvensen filmer og iscenesætter ungdommens kolossale appetit på både liv og turbo-druk. De smukke unge mennesker er berusede i hinanden og af alkohol, og musik og bevægelser sætter filmens tema i gang allerede før, vi har vænnet os til det dunkle liv i dybe plyssæder på behørig afstand af hinanden. Måske er det den efterhånden tillærte coronaafstand, der intensiverer nærværet og kontakten de unge imellem på scenen, når de danser, drikker, kaster op og kaster sig over festen sammen. 

Med filmens indledende Kierkegaardcitat om ungdommen, der mest af alt er en drøm, er vi på få sekunder talt på plads. Derfor undrer det heller ikke, når vi opdager, at filmens egentlige hovedpersoner er kørt fast i hver deres midtvejskrise i det voksenliv, der er blevet gråt og lunkent. De magtede ikke at flytte ungdommens livsappetit med ind i en voksen ansvarlighed. De fire gymnasielærere, alle fremragende fremkaldt af filmens fire hovedskuespillere, er som de tre musketerer plus d’Artagnan sat ud på et sidespor, ikke af kardinal Richelieu, men af deres tilværelsers trummerum og for de tos vedkommende af kølige hustruer. Er mændenes midtvejskriser skildret med nærvær og nerve, så mangler filmen til gengæld andre bud på kvinder end den kontrollerende ægtefælle. 

Mændenes kur mod krise og manglende livsappetit er et eksperiment, hvor de følger den norske psykiater Finn Skårderuds tanke om, at vi generelt ville være en bedre udgave af os selv, hvis vi havde en halv promille alkohol i blodet. Jeg har læst, at Finn Skårderud ikke ønsker at udtale sig om sin teori i sammenhæng med filmen. Det forstår man godt, for det er kunst og ikke terapi eller selvhjælpslitteratur, vi møder i Druk.

Projektet er i begyndelsen spændende: Hvor langt kan man gå, når alkoholen løser spændinger og begrænsninger op? Der vindes livskraft og ditto appetit. Men den, der har haft alkohol og især alkoholisme inde på livet, ved også at hvedebrødsdagene med rusmidlet hurtigt får en ende. Hvad der begynder som levende legende lethed, ender i dyb og depraveret druk, hvor der tabes mindst lige så meget, som der vindes. Og en af musketererne må undervejs bukke under for misbrugets konsekvenser.

Jeg synes min søn har ret: Det er en god film. Men undergangen er selv i Vinterbergs usentimentale skildring lidt for pæn. Nok vælter de fire mænd rundt, men det er alligevel for yndefuldt. Der er ingen, der falder i søvn i eget bræk. Da en af de eksperimenterende mænd pisser i sengen i sin kæmpebrandert, så er brodden på forhånd taget af, fordi han i månedsvis har måtte leve med, at parrets børn ikke bare tisser i sengen, men på ham. Når rollen som familiefar har fået ham til at leve med at blive pisset på i familien, så virker det på en primitiv facon okay, at han pisser tilbage.

Det er en rigtig god film, selvom den manipulerer med den, der ser filmen. Men gør al god kunst ikke det? Måske bliver jeg ramt, fordi jeg selv er en midaldrende mand, der har brug for at retfærdiggøre mit eget tab af lethed - og måske er det bare derfor, jeg oplever, at der mistes nogle nuancer undervejs? Jeg kan ikke lade være med at se DRUK med bevidstheden om, at instruktøren undervejs led den største sorg, en far kan møde. Filmen bliver et vidnesbyrd om, hvor tæt liv og død er på hinanden i vores liv med hinanden; hvor let lyset kan slukkes omkring os, fordi vi lever af alt det, vi modtager fra hinanden. Det ligger i filmen, at begiver vi os ud til kanten af livet, bevæger vi os samtidig tæt på døden. Derfor ligger DRUK også i forlængelse af andre Vinterbergfilm som kortfilmen ”Drengen der gik baglæns” og mesterværkerne ”Festen” og ”Jagten”.

Filmen er mest af alt en ode til livet, når horisonten “strammer om livet” og tilværelsen kører i samme rille. En slags modig spirituøs udgave af “Døde poeters klub” for midaldrende mænd, der først lige er ved at opdage, hvad det vil sige at blive voksne mænd og ikke være studenter længere. Og værd at se sammen med dem, der stadig er unge og ubekymrede.