Filmisk Katarsis

Den prisbelønnede filminstruktør Thomas Vinterberg fortæller her i et eksklusivt interview med Gejst, hvordan han arbejder med begrebet katarsis og renselse i sine film. Begrebet, der stammer fra det græske teater og er en naturlig del i kristendommens ritualer, er også noget, han benytter sig af som filmskaber.

“Katarsis er i udgangspunktet en indre følelse. I min verden er det i meget høj grad et udtryk for en rytme, der betyder, at der bygges op til en form for klimaks. Det er også hovedpersonens personlige følelse af katarsis, der gerne skulle ramme publikum. Det er egentlig meget en rytmisk betragtning.” 

Sådan lyder det fra 51-årige Thomas Vinterberg, der med 13 spillefilm på bagen er en af de mest anerkendte filminstruktører herhjemme og ude i verden. Den anmelderroste filmskaber fortæller her, hvad det er, der driver ham, og hvordan han arbejder: 

“I film skaber vi rytmer på samme måde som i musik; det duer ikke at starte med vildt store følelser, man skal roligt bygge op til klimaks, så får det en hel anden, dybtliggende virkning. Det er jo i dramaturgiens verden – filmens rytme er hovedpersonens rytme. Det er hovedpersonens rejse frem mod en forløsning, frem mod en renselse – en form for vægtløshed, som vi arbejdede frem imod i min sidste film, “Druk”.” 

Thomas Vinterberg er på anledning af Gejst taget med til Langelinie på Østerbro, i den “kulisse”, han brugte i sine optagelser til hans seneste film, “Druk”. Her fortæller han om slutscenen – dér, hvor hovedpersonen Mads Mikkelsens gymnasielærer slipper sig selv løs i en dansescene badet i champagnesprøjt. 

“Da vi optog “Druk”, brugte vi et andet ord, nemlig ekstase, som er en form for katarsis; hovedpersonen befinder sig i en vægtløs tilstand, når vi forlader ham. Om han så falder derfra eller flyver derfra, det må være folks egen tolkning. Jeg mener, at han flyver.” 

I “Druk” eksperimenterer fire udbrændte, midaldrende gymnasielærere om hvorvidt alkohol kan give dem livsgejsten tilbage. Når 0,5 promille konstant i blodet er livgivende, kan de fire venner så også komme højere op i en kollektiv renselse?

“De fire går ind i det rum til det ukontrollerbare, når de sætter flasken for munden og siger, at de vil en total renselse, altså katarsis. Jeg vil som instruktør have dem hen, hvor de er totalt forsvarsløse. De ved ikke, hvor de lander, og de er renset for deres fortid.

Det ukontrollerbare 

Kun 20 år gammel blev Thomas Vinterberg optaget på Filmskolen som den unge “Benjamin”, og fem år senere debuterede han med “Drengen der gik baglæns”. Som 39-årig fik han sit store folkelige gennembrud med dogmefilmen “Festen”, og herefter kom de prisvindende og internationalt kendte film “Jagten”, “Kollektivet” og “Druk”. Vinterbergs film – også de mindre omtalte som “En mand kommer hjem” og “Submarino” – rammer publikum stærkt med ur-menneskelige temaer som moral, brud, angst og komplicerede følelser. I de senere år har han især kredset om det kollektivt ukontrollerbare. Han er gift med præst Helene Reingaard-Neumann, og hun har inspireret ham i den retning, for hun kender alt til katarsis. 

“Det ukontrollerbare er det rum, hvor man f.eks. bliver forelsket. Med “falling in love” på engelsk og på næsten alle andre sprog end dansk angiver sproget, at man falder og taber kontrollen.” 

“Det er det, der står i modsætning til vores rationelle målbare liv, vores iPhone, der måler hvor mange skridt, jeg har gået i dag. Især for de unge mennesker kan det være en spændetrøje, at de hele tiden skal lægge planer for deres liv og for deres uddannelser.” 

Gennem sit ægteskab har Vinterberg fået mere indsigt i kristendommen, og det har påvirket hans syn på forholdet mellem film og kirke. 

“Helene og jeg drøfter det ukontrollerbare, dér hvor mennesker kan give sig hen. Vi taler om, hvornår man tror mest og tvivler mest. Det med at tro, dét kræver overskud, det er næsten det samme som at skrive en god historie; det er den samme åbenhed, man skal have. Jeg føler mange slægtskaber med den kristne verden.” 

“Jeg har giftet mig med en kvinde, der er præst, og har dermed fået muligheden for at kigge ind i kirkens verden. For mig handler det jo også om at afgive kontrollen og give sig hen til noget større.” 

“Det er det samme kontroltab, jeg arbejder med i mine film. For der, hvor vi mennesker opfører os irrationelt og er i vores følelsers vold, finder jeg det både mest interessant, sårbart og dramatisk.” 

“En god gudstjeneste kan ofte det samme som en film, og meget mere til. Og det er egentlig et ret overvældende tilbud, vi har i kirken i dag. Det er en stærk kirke, for den er ikke missionerende, den er ikke arrogant i sin tro, og den anerkender tvivlen, så der er plads til folk. Det, at der er plads til tvivlen, gør, at man må betragte det som en dumhed, når folk siger: Enten tror du, eller også gør du ikke. Det er en kæmpe rigdom, der ligger i skismaet mellem tro og tvivl, hvis man tør give sig hen i det.”

Aggressive ateister 

Det lå ikke lige for for Thomas Vinterberg at komme tæt på kirke og kristendom: 

“Jeg er opdraget af en far, der sagde: “Din farfar sagde altid, at der er mindre mellem himmel og jord, end du tror.” Jeg er også opdraget i et kollektiv, hvor flere af de voksne var aggressive ateister. De var intellektuelle, og mange var uddannet i naturvidenskab og helhjertet optaget af socialisme.” 

Det var en barndom, hvor religion ikke eksisterede i de københavner-miljøer, der var præget af ungdomsoprør 18 og marxisme. Nogle steder havde det bredt sig til folkeskolen, og her blev den ene times religion på skemaet droppet i Vinterbergs klasse. 

“Jeg ville ønske, at jeg havde lært at tro noget før, for jeg ved ikke, om man kan nå det, hvis man ikke er startet meget tidligt. Når man er opdraget med så meget skepsis, så er det meget ængsteligt og svært at hengive sig til troen. Man skal også kende historierne i Bibelen, og dem har jeg ikke mødt som barn.” 

“Men jeg har oplevet noget i kirken, som vi ikke har i filmen. Kirken har retten til at være kloge, og vi lytter, hvis præsten fordyber sig intellektuelt. Film er først og fremmest en følelsesmæssig rejse, og det kan der ligge en menneskelig klogskab bag, men i kirken er der plads til det direkte sprog om klogskab og ånd.” 

Vinterberg elsker at gå i kirke og at blive klogere af præstens ord, men lige trosbekendelsen bringer ham i tvivl om kirkens liturgi. 

“Jeg holder af gudstjenesten, men jeg ved, at når trosbekendelsen kommer, så står mange af. Trosbekendelsen er den ultimative, men af kirken påførte overgivelse. Præsterne vil måske kalde det hengivelse. Men de minutter, hvor man skal sige trosbekendelsen, er der ikke plads til tvivlen. Til undersøgelsen. Jeg vil gerne selv have lov at sige: “Jeg tror på Gud Fader i Himlen,” det skal komme fra mit eget hjerte, og af min egen vilje. Det er den skepsis, jeg slås med. Hvis det havde været en film, ville jeg have klippet det ud. Men der er min kone nok ikke enig.”

Filmarbejde som sorgterapi 

Vinterberg mener, at de moderne præster har et kæmpe sprog om kærlighed, tab og sorg. Det hjalp ham, da hans familie for lidt over et år siden blev ramt af en tragedie. Thomas’ ældste datter fra hans første ægteskab, 19-årige Ida, blev dræbt i en trafikulykke. Det skete, mens optagelserne til “Druk” var i fuld gang. 

“Jeg sad ved det her bord nogle få uger efter, at hun var død, mens optagelserne var i gang her på Langelinie. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Men de fire skuespillere, hele filmholdet og min medinstruktør Tobias Lindholm viste mig en massiv kærlighedsgerning. Når jeg gik ind på toilettet og græd som pisket, tænkte jeg: “Jeg kan ikke, jeg kan ikke”, men så var de der, når jeg kom ud. De forsøgte alle fem desperat at få mig til at grine på et tidspunkt, hvor det ikke kunne lade sig gøre. Jeg blev båret af dem.” 

“Men der var også min egen vilje, min egen reaktion mod det frie fald, der betød, at jeg ikke gik i stykker. Jeg tænkte, hvis alt ramler, så lander min familie i både sorg og fattigdom. Min psykolog sagde: “Hvis du kan se folk i øjnene og tage et bad, så anbefaler jeg, at du går på arbejde.”” 

“Ida havde skrevet et brev til mig, mens hun var i Afrika, og hun var meget ærlig over for sin far. Vi var meget fortrolige. Da hun havde læst manuskriptet til filmen, som hun skulle have været med i, skrev hun dernede fra savannen.” 

“Hun skrev en utvetydig kærlighedserklæring til mig og til projektet, hvor hun følte sig set og ramt. Derfor blev jeg nødt til at lave filmen færdig.” 

Filmholdet – alle skuespillere, fotografer, manuskriptforfatter, producere - hele gruppen besluttede sig hurtigt for at tilegne filmen til Ida. 

“Alle på holdet kendte hende. Vi kunne kun bevæge os videre, hvis vi kunne lave filmen til hende. Den kærlighed, der stråler ud af filmen, den er til hende.”

Artiklen er oprindeligt bragt i Magasinet Gejst 2021, der er udgivet af Københavns Stift. Du kan læse hele magasinet ved at klikke her.