Størst af alt er Fie Arildsens ensomhed
KOMMENTAR: For et år siden hørte jeg Fie fortælle om sin tragedie som uhelbredeligt kræftsyg i Sct. Mattæus Kirke. Nu er det, som om tragedien er vokset.
Fie Oppenhagen Arildsen har ikke kræft. I årevis har hun ellers fortalt om sin uhelbredelige kræftsygdom på Instagram, i aviser, i bøger, i fjernsynet og til foredrag. Det er dybt chokerende. Og tragisk. På så mange måder.
For et år siden fortalte Fie sin historie til 450 gæster i Sct. Mattæus kirke på Vesterbro i København. Det blev en stærk, smuk og livsbekræftende aften om at insistere på at leve livet på trods af en alvorlig kræftsygdom. "Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet", kan vi læse i 5. Mosebog, og Fie fortalte den aften, hvordan hun valgte livet. Fies budskab gælder stadig, men i dag på en helt anden baggrund. For vi skal vælge livet eller i hvert fald kæmpe for at vælge det. Hver dag. Men at der inde bag Fies tragiske historie, ligger en endnu større tragedie, er næsten ikke til at kapere.
For lykkeligt er det godt nok, at Fie ikke er kræftsyg, men hvor tragisk er det ikke at leve og befinde sig så gennemført i sin helt egen parallelle virkelighed. Så langt væk fra livet, som man kan komme.
Jeg synes den aften i Sct. Mattæus kirke, at Fies historie og skæbne var en tragedie. Nu er det, som om tragedien er vokset.
Som præst i Sct. Mattæus samlede jeg som det sidste hin aften i februar 2020 op på nogle af de vigtigste linjer og pointer, der var kommet frem i løbet af aftenen, og gjorde det med Paulus’ ord om "at størst af alt er kærligheden". For Fie fortalte, hvordan hun både oplevede og udlevede kærlighed, hun var omgivet og fyldt af kærlighed. Og når man har kærlighed, ja, så har man det største og vigtigste i livet.
Afsløringen er chokerende. Og tragisk. For lykkeligt er det godt nok, at Fie ikke er kræftsyg, men hvor tragisk er det ikke at leve og befinde sig så gennemført i sin helt egen parallelle virkelighed. Så langt væk fra livet, som man kan komme. Så langt væk fra menneskers kærlighed, som man kan komme. Så langt væk fra følelsen af at være sammen, af at høre til, af at stå fast, som man kan komme. At leve i sin helt egen virkelighed må være som at leve i en forladt verden. Ensomheden må være knugende! Rungende! Skræmmende! Størst af alt må ensomheden have været for Fie. Jeg håber, hun får hjælp til at vælge livet!
