Yahya Hassans lys var ekstraordinært klart
NEKROLOG: Det har ramt som en trykbølge ud i hele landet, at Yahya Hassan er død i en alder af kun 24 år. Yahya Hassans lys brændte med en så voldsom styrke, at man kan komme til at spekulere på, om nogle mennesker simpelthen skabes tættere på livets ild. Den ild, som intet menneske kan tåle at være i nærheden af uden selv at blive fortæret.
Yahya Hassans lysfald var ekstraordinært klart. Det var hans skygger også. I det hele taget var der en voldsomhed og noget utæmmet og ustyrligt over Yahya Hassan. Men også noget blødt og ømt. I sine digte formåede han at give et usædvanligt indblik i et andet menneskets jeg-koordinater. Han mestrede sproget på en måde, som gav adgang for læseren ind i den parallelverden han repræsenterede. Det gjorde, at man på en måde syntes, at man som læser af hans digte kom til at kende ham, også selvom man aldrig havde mødt ham. Fordi man i ordene åbnes over for det fremmede jeg, som fortæller i digtene. Derfor går nyheden om hans død ikke bare forbi, som en anden ubetydelighed. På sin egen upolerede måde var han et lysende menneske.
Vi lærte Yahya Hassan at kende den 18. oktober 2013, da han debuterede på Gyldendal med store bogstaver og en uhørt gennemslagskraft med sit værk YAHYA HASSAN. Digtsamlingen landede som en messende, insisterende bombe i det danske litterære landskab, og det med en kraft, så det ikke alene var dørene ind til de intellektuelles bogmesser, debuttanten sprængte åben, men også langt bredere ud i den danske befolkning. Overnight fik Yahya superstjernestatus i Danmark.
Debutbogen er selvbiografisk og fortæller om digterens opvækst i Aarhus og om hans dysfunktionelle familieforhold. Den fortæller om hans erfaringer med de danske sociale myndigheder, om at være barn fra indvandrermiljøet, om at være anbragt. Men først og fremmest fremfører den en kritik af en hykleriske religiøsitet. Han fortæller om en far, der var hellig og from i moskeen, men bankede børnene hjemme. ”Fem børn på række og en far med en kølle” – sådan lyder den allerførste linje. Hermed gav digtsamlingen stemme til en parallelverden, som indtil da havde været tavs og uigennemtrængelig. Det var den bog, den stemme, som man havde ventet på.
Måske er det simpelthen sådan, at nogle mennesker skabes tættere på livets skaberild. Det er en tvivlsom gave, fordi denne glød brænder så stærkt, at den truer med at fortære det menneske som har fået den.
Yahya Hassan begejstrede det danske anmelderkorps, han begejstrede boglæserne: 100.000 eksemplarer solgte han alene her i landet. Bare 18 år, rig og berømt. Alle ville have en luns af den virile unge digter, der stod så klart frem, som en stor ordkunstner, skarp debattør, men også som en rod med forbindelse til bandemiljøet.
Berømmelsen blev ikke uden personlige omkostninger. Yahya Hassans kritik af hans eget miljø blev taget fortrydeligt op, især linjen om, at han pissede på koranen. De næste år blev en nedadgående spiral med dødstrusler, livvagter, overfald, psykose og psykiatrisk indlæggelse.
Derfor var det også en meget glædelig begivenhed, da nyheden kom om, at Yahya Hassan havde skrevet en bog mere, seks år efter den første digtsamling. Den bekræfter talentet. Yayha Hassan II tager fat der, hvor vi møder ham første gang. Digtsamlingen beskriver digterens år siden debuten: fra ”Præmieperker” til ”Psykoseperker”, som han selv beskriver det.
Yahya Hassan var så ung. Han var upoleret, vild og utæmmet og utæmmelig, han gik ikke på kompromis for nogens skyld, heller ikke sig selv. Det gør ondt i hjertet, at han ikke lever mere, og at han ikke skriver mere. For han kunne skabe musik med ord, som kun ganske få andre.
Hans to bøger er selvbiografiske, men de handler om noget mere, meget mere, end Yahya Hassan selv. De peger ud over det konkrete menneskes situation. Han beskriver, hvordan der er værdi på steder, hvor folk ikke tror, der er nogen. Han beskriver, hvordan det er at være en outsider, der bliver påhæftet en masse snærende identitetsprædikater, som er ubehagelige og grimme. Han beskriver et menneske, der er presset fra to sider. Nedefra og oppefra. Et menneske uden plads og sted. Det var jo faktisk også sådan, han præsenterede sig, som ”Statsløs palæstinenser med dansk pas.”
Han talte fra vredens og desillusionens ståsted, men også med en tro på sin digteriske skaberkraft. For Yahya Hassan kunne komponere musik med sproget, han havde sans for rytme, klang og rim. Han kunne lave nye ord. ”Kærlighad” f.eks. Eller hvad med sætninger som disse: ”JEG ER ET LITTERÆRT HANGARSKIB/ ET POETISK MASKINGEVÆR/ BØDE HÆFTE OG FÆNGSEL PRELLER AF PÅ MIG/ IKKE FORDI JEG ER UEGNET TIL STRAF/ MEN FORDI JEG ER FOR EGNET TIL DET”. En sætning, som fortæller hans situation, han havde ordet i sin magt, men det blev hans afmagt. Sikke nogle ører der sad på det menneske, ører som kunne høre sproget, sikke en mund, han havde, der mestrede ordene.
Han var et menneske, hvis livsild brændte stærkt. Der var en vild kraft i ham, som ikke kunne tæmmes, som om der i ham var en åbning ind til noget, som ikke normalt giver sig til kende. Noget som almindeligvist er tillukket og tildækket. Et andet system, hvor den normale logik er ophævet. Måske er det simpelthen sådan, at nogle mennesker skabes tættere på livets skaberild. Det er en tvivlsom gave, fordi denne glød brænder så stærkt, at den truer med at fortære det menneske som har fået den.
Yahya Hassan besad utvivlsomt et særligt og lysende talent. Et talent, som åbnede vores øjne over for ghettoens parallelverden, og gav os en viden, som vi ikke før ham havde adgang til. Men hans digtning var mere end socialrealisme, det var mere end en privat historie om en vanskelig opvækst i Ghettodanmark, det var mere end et vidnesbyrd om at være en utilpasset ung med et overforbrug af stoffer.
Der var mere i spil i hans digte, noget med hvordan koordinaterne for et jeg bliver sat. Yahya Hassan brugte sin flersproglige baggrund til at illustrere det, MIG, JEG KOKSER I MIN ORDSTILLING, som han skrev. »MIG JEG SIGER FARVEL/ MIG JEG SIGER BYE/ MIG JEG SIGER SALAM«. Jeg, mig, dig. »JEGEN I SPEJLEN KIGGER PÅ MIN SELV« Læsningen af Yahya Hassans digte er også en opdagelsesrejse ind i vor kulturs reservoir af symboler og tegn. Faderen, guden, profeten, driften, begæret, jeg, mig, dig. I hans digte blev symbolerne ladet med betydning. Han kunne prikke i vores perfektionistiske forestillinger om os selv og viste, hvordan identitetsprædikaterne arbejdede inde bag vores facader. Det gjorde ham til en form for sandsiger. Men det fik ham også til at rotere med dobbelthastighed – og brænde op.
Det er hjerteskærende, at han ikke lever længere. Det runger efter ham. Tilbage står de to bøger.
JEG VIL IKKE TILBAGE TIL MÅNEN
JEG STÅR I SKUDSIKKER VEST
OG BOLLER DIG PÅ EN RASTEPLADS
JEG VIL HUSKES SOM ET AF DE MENNESKER
DER IKKE BLEV SLÅET IHJEL FOR INGENTING
PÅ DEN HER JORD
