Tro
KOMMENTAR: Tro er hverken usikker viden eller en særlig indsigt, siger Søren Kierkegaard. Det er en lidenskab, ligesom forelskelsen. Og derfor er troen en vej ud af den fortvivlelse, mange er ramt af under coronakrisen. Her er den anden artikel med Kierkegaardekspert Pia Søltoft om, hvordan vi har et reelt valg, når det gælder, hvilken betydning coronaen skal have for os.
Troen er en af de mulige veje til helbredelse, hvis man er ramt af fortvivlelse – og det er der som sagt masser af anledning til her under coronakrisen: Vi bliver desperate over alle de muligheder, vi mister; vi forfærdes over tab af menneskeliv og økonomi; vi keder os til vanvid over den ensformige hverdag.
Spørger man Kierkegaard, er troen en grundlæggende længsel i ethvert menneske. I Christelige Taler lyder det:
Veiret blæser hvorhen det vil, Du fornemmer dets Susen, men Ingen veed, hvorfra det kommer, eller hvor det farer hen. Saaledes ogsaa med Længslen, Længslen efter Gud og det Evige, Længslen efter vor Frelser og Forsoner. Begribe den kan Du ikke, og det skal Du heller ikke, ja Du tør end ikke ville forsøge derpaa – men Du skal benytte Længslen.
At benytte længslen vil sige at lære at lytte til den og at hengive sig til den. Kierkegaard kalder derfor også troen for den anden umiddelbarhed. Det er den umiddelbarhed, der indfinder sig, efter at man har forliget sig med, at man ikke med sin fornuft kan forklare eller bevise alt og slet ikke, at der findes en Gud.
Netop det, at vi overraskes og forfærdes over tabene og ødelæggelserne, som COVID-19 har medført, viser jo, at vi i grunden regner med det godes mulighed. Vi regner med, at hverken vi eller vores naboer dør utidigt af sygdom; vi går ud fra, at vi kan leve vores liv på en god og meningsfuld måde sammen med hinanden.
At tro på Gud er at hengive sig til en bestemt holdning til tilværelsen. En holdning, hvor man på trods af oplevelsen af meningsløshed og tab, som vi fx oplever her under coronaen, tør fastholde troen på mening og sammenhæng og håbet om det godes mulighed.
Det er nemlig en fejlfortolkning at opfatte religiøs tro som en erkendelsesakt med en lavere grad af evidens end viden. Når vi siger, at vi tror, at noget vil ske, benytter vi ordet tro i en svækket og ikke-religiøs betydning. Når vi fx siger, at vi tror, at der kommer en anden bølge af covid-19, at vi tror grænserne åbner til efteråret, eller at vi tror, at Trump taber valget, så benytter vi ordet tro som en form for foreløbig og dermed usikker viden, der endnu ikke er verificeret, men som kan blive det.
Men tro i religiøs forstand er ikke en erkendelsesakt. Der er ikke tale om en foreløbig eller usikker viden. Der er slet ikke tale om viden. Det er Kant og Kierkegaard og ganske mange andre op igennem den filosofiske og teologiske tradition rørende enige om. Denne enighed er dog alligevel ikke helt slået igennem i den offentlige debat om tro, hvor man stadig ofte kan møde det argument, at tro – også i religiøs forstand – har at gøre med noget, man ikke kan vide med sikkerhed, og derfor er lidt mindre værd end det, man kan bevise med argumenter eller måle og veje med instrumenter.
I Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift gør Kierkegaards pseudonym Climacus kort proces med sådan en opfattelse:
Tro er saaledes ikke en Sinke-Lectie i Intellectualitetens Spære, et Asyl for daarlige Hoveder. Men Tro er en Sphære for sig selv, og enhver Misforstaaelse af Christendommen strax kjendelig paa, at den forvandler den til en Lære, og drager den ind i Intellectualitetens Omfang.
Troen er en sfære for sig, og i denne sfære er det afgørende for Kierkegaard, at tro og tvivl hører sammen. Og det skyldes netop, at troen ikke er en erkendelse, der skal føre til en ny viden. Den religiøse tro er på ingen måde en konkurrent til hverken samfunds- eller naturvidenskaben. Troen taler om en anden tingenes orden, men kan bestemt ikke sætte hverken den samfundsmæssige eller den naturvidenskabelige orden ud af kraft.
Tro er ikke en erkendelse eller en viden, men en lidenskab. I Philosophiske Smuler kaldes den en lykkelig lidenskab. Den er lykkelig, fordi den giver sig hen. I stedet for at forsøge at forstå og forklare paradokset Kristus, der på engang er Gud og menneske og derfor et anstød for forstanden, giver den troende sig hen til det. På samme måde, som man kan give sig hen til sin forelskelse uden at ville forsøge at begrunde den. Hverken troen eller forelskelsen kan man derfor bevise eller forklare, hvilken ingen af delene bliver mindre virkelige eller mindre vigtige af.
Derfor er det også vrøvl og sludder, hvis man forsøger at opfatte troen som en særlig inspireret form erkendelse. En slags privilegeret tilgang til virkeligheden, der kan øjne en række objektive sammenhænge, som det ikke er andre forundt at se, fx at corona skulle være Guds straf.
Tro er en inderlig overbevisning. En tillid. Men tro er aldrig sikkerhed. Den kristne tro forholder sig netop til det, der ikke kan ses, hverken med det blotte øje eller med fornuften. For det blotte øje er Kristus som Guds søn usynlig. For fornuften er han usandsynlig. Derfor kalder Kierkegaard troen en over-bevisning. Troen ligger over beviset i betydningen; den kan ikke bevises.
Og derfor er tvivlen altid en mulighed. Man kan naturligvis også tvivle på en viden, man har om fx smittetrykket eller antallet af indlagte, men den tvivl kan man komme til livs gennem empiri, eksperimenter eller gennem adgang til en ny viden. Den tvivl, der går hånd i hånd med troen, kan derimod aldrig stoppes med viden og empiri. Den tvivl er et grundlæggende eksistentielt vilkår, der skyldes, at vi som mennesker altid bevæger os længere ud end dertil, hvor vores erkendelse rækker. Vi spørger om ting, som der ikke er objektive svar på: Er der en mening med livet? Et liv efter døden? Svaret på sådanne spørgsmål ligger i troen og villigheden til at hengive sig til, at der er et svar, selv om det ikke kan bevises. Derfor mener Kierkegaard at den kristne tro udgør et kvalitativt spring ud på de 70.000 favne vand, hvor man tror sig holdt oppe.
At tro er at turde hengive sig til tilfældene og tabene, der i disse tider fx trænger sig på i skikkelser af dødsfald, konkurser og kulturel og social udsultning, i den over-bevisning, at det godes mulighed aldrig er udtømt, heller ikke når det ser sortest ud. Troen vender perspektivet. I stedet for at se på tabene som brud på godheden, kan vi i troen se godheden som det fundamentale i verden. Netop det, at vi overraskes og forfærdes over tabene og ødelæggelserne, som covid-19 har medført, viser jo, at vi i grunden regner med det godes mulighed. Vi regner med, at hverken vi eller vores naboer dør utidigt af sygdom; vi går ud fra, at vi kan leve vores liv på en god og meningsfuld måde sammen med hinanden. Og at tro på det godes mulighed er at håbe. Mere om det i næste kommentar.
Collage af foto fra Wikimedia Commons, taget af Jean-Pierre Dalbéra/Flickr, og coronamotiv af Diana Kuehn/Pixabay.
