Fortvivlelse
KOMMENTAR: Fortvivler du, eller håber du? Coronakrisen er et studie i måder at forholde sig til sit eget liv. Pia Søltoft, der er ekspert i Kierkegaard, fortæller i en serie på fire artikler, hvordan vi - næsten - selv kan vælge, hvilken betydning coronaen skal have for os. Her er den første.
Nedlukningen af Danmark og verden gør, at vi har vanskeligt ved at forestille os fremtiden. Vanskeligt ved at forstille os, hvad der vil åbne, og hvordan det bliver, når det sker. Vi kan ikke længere se fremtiden så klart for os, for det, vi plejer at projektere ud i den endnu ukendte fremtid, bygger alt sammen på det, vi kender til fra fortiden og nutiden. Kan vi rejse, kan vi svømme, kan vi gå til alters?
Som mennesker kan vi ikke lade være med at forestille os fremtiden. Vi lever fremadrettet. I modsætning til dyr og planter kan vi lægge planer for ugerne og årene, der kommer. Vi kan ønske, håbe og forvente. Og vi kan fortvivle.
Fremtiden kender ingen nogensinde. For enhver af os giver fremtiden sig kun til kende i mulighedens skikkelse. Og i den er alt lige muligt. Det gode såvel som det onde. Derfor kan man grundlæggende forholde sig til fremtiden på to forskellige måder. Man kan frygte den. Eller man kan sætte sin lid til den. Det første kan føre til fortvivlelse. Det sidste er at håbe. Lad os først tage fat i fortvivlelsen.
I bogen Sygdommen til Døden beskriver Søren Kierkegaards pseudonym Anti-Climacus fire forskellige former for fortvivlelse, der alle har med vores forhold til tiden at gøre. Under coronaen er især tre af disse former for fortvivlelse tilstedeværende – mens en enkelt synes fraværende.
Endelighedens fortvivlelse er en fortvivlende optagethed af, om man nu gør det godt nok i det daglige. Om man vasker sine hænder godt nok, holder tilpas afstand, spritter sine indkøb af og i det hele taget overholder alle de forholdsregler, man skal og kan.
Her er de fire former for fortvivlelse, der alle sammen handler om ikke at ville være sig selv:
1. Uendelighedens fortvivlelse er at mangle endelighed, dvs. den konkrete og afgrænsede virkelighed, ethvert menneske tilhører. Ethvert menneske har en konkret dagligdag her og nu. Vi har visse pligter og visse relationer: familie, arbejde, fritidsaktiviteter og forskellige regler og love, vi som menneske i et samfund er nødt til at leve efter. Endelighed er et vilkår for os alle sammen. Men vi bestemmer selv, hvorledes vi vil forholde os til vores endelighed. Hvis vi ser på alt det, der hører endeligheden til, som noget, der ikke bestemmer, hvem vi er, men blot en række småkedelige omstændigheder ved livet, vi helst ville være foruden, lider vi af uendelighedens fortvivlelse. Vi fanger os selv i forestillinger om det fantastiske eller det grænseløse og kaster vrag på hverdagen.
Det kan være vanskeligt at få øje på hverdagen, når coronaen har vendt op og ned på vores verden og derfor ligger uendelighedens fortvivlelse ligefor, hvis vi bare går og venter på, at det hele går over igen. Så stiller vi os i en afventende position, en slags selvvalgt parentes i livet. Så er vi her ikke rigtigt, men svimler os ud i en række fantastiske forventninger til, hvad der vil ske på den anden side af fx en vaccine mod COVID-19. For den, der lider af uendelighedens fortvivlelse har dagligdagen, ligegyldig hvor meget den måtte være ændret i disse tider, mistet sin betydning for den, man er.
2. For det menneske, der lider af endelighedens fortvivlelse, gør det omvendte sig gældende. Endelighedens fortvivlelse er at mangle sans for, at livet er mere end de daglige gøremål. Hvis hverdagen ophøjes til at udgøre selve livets mening, ligger fortvivlelsen i at gøre en enkelt side af livet til det altafgørende. Endelighedens fortvivlelse er en fortvivlende optagethed af, om man nu gør det godt nok i det daglige. Om man er en god forælder, en god kollega, en god kæreste etc. Om man vasker sine hænder godt nok, holder tilpas afstand, spritter sine indkøb af og i det hele taget overholder alle de forholdsregler, man skal og kan. Det er naturligvis vigtigt at gøre sig umage, men hvis man udelukkende vil stå ved sig selv, når man opfylder disse endelige krav, har man mistet sansen for, at et selv er mere end dét at være god til at tackle dagligdagen – også når denne dagligdag som nu er bestemt af coronaen. Den, der lider af Endelighedens fortvivlelse lader sit selv definere af, hvor god hun eller han er til at overholde myndighedernes forskrifter. Fejler man, fortvivler man.
3. Mulighedens fortvivlelse indfinder sig, når et menneske ser bort fra den nødvendighed, der kendetegner ethvert menneskeliv. Nødvendigheden i et menneskeliv er alt det, vi ikke selv er herre over, men som alligevel er uadskilleligt fra, hvem vi er. Den genetiske programmering, den biologiske arv og den sociale kontekst, som intet menneske er foruden, er alt sammen en del af nødvendigheden. Man kan ikke komme uden om hverken arv, miljø, kultur og historie. Der er tale om noget, som man bliver født med eller kastet ind i, noget, man ikke kan slippe udenom, og heri ligger nødvendigheden. Men det menneske, der lider af mulighedens fortvivlelse, forsøger alligevel at kaste hele denne nødvendighedsdel bort. Det vil måske ikke vide af en bestemt del af sig selv. Måske negligerer det sin opvækst, lyver om den eller forskønner den. Måske vil det ikke indse, at det ikke har evnen til at blive det ene eller andet, men forsøger fortvivlet alligevel. Dét, der kendetegner det menneske, der lider af mulighedens fortvivlelse, er, at det løber vild i muligheden. Det anerkender ikke nogen form for nødvendighed. Det mener, at der er frit valg på alle hylder, det handler bare om at realisere sig selv. At blive den bedste udgave af sig selv. For det menneske, der lider af mulighedens fortvivlelse, er alt lige muligt – og når det alligevel viser sig umuligt, indfinder fortvivlelsen sig. Netop nu er mulighedens fortvivlelse nok den form for fortvivlelse, der er mindst udtalt, hvis overhovedet eksisterende. For lige nu er der stort set intet, der er muligt. Vi kan ikke vise os på alle de måder, vi plejer at kunne. Vi kan ikke flashe ferier, forhold og familiesammenkomster. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget …
4. Nødvendighedens fortvivlelse er at omvendt mangle mulighed. Den, der lider af nødvendighedens fortvivlelse, kan ikke, eller rettere vil ikke, se muligheden og friheden. Han eller hun ser sig blind på nødvendigheden. Alt synes bestemt på forhånd, af traditionen, konventionen, ”de andre”, statsministeren eller Søren Brostrøm. Friheden forklejnes. Den, der lider af nødvendighedens fortvivlelse, er udelukkende defineret af, hvad der sig hør og bør, hvad end det gælder mode og moral, eller som nu håndvask og forsamlingsforbud. Man lader sig udelukkende bestemme af, hvad de andre tænker, og har derfor helt mistet sansen for friheden til at forholde sig til sig selv og til det man gør, der ligger i muligheden.
Nødvendighedens fortvivlelse er måske den mest fremherskende form for fortvivlelse her under coronaen. Vi fortvivler over den situation, vi er stedt i. Fortvivler over alt det, vi ikke længere kan. Fortvivler over at have mistet jobbet, virksomheden, det liv vi kendte.
Men her gør Kierkegaard opmærksom på, at man aldrig fortvivler over noget, der hænder en. Det føles bare sådan. I virkeligheden fortvivler man over sig selv. Man fortvivler, fordi man ikke vil være det selv, den person, der ikke har et job, den hvis firma er lukket, den der har et liv uden rejser, fitness, forlystelser, åbne kirker og massive og mængdeskabende kulturtilbud.
Der er altså masser af mulighed for at være fortvivlet lige nu. Men ligegyldig hvilken form, fortvivlelsen antager, er helbredelsen den samme. Det handler de næste tre kommentarer om: tro, håb og kærlighed.
Collage af foto fra Wikimedia Commons, taget af Jean-Pierre Dalbéra/Flickr, og coronamotiv af Diana Kuehn/Pixabay.
