Det åbne og det lukkede fællesskab

KOMMENTAR: Er identitet noget, der er uforanderligt og fastlagt på forhånd, eller er den snarere bevægelig og åben, herunder også åben for kritik? Det kan Grundtvig hjælpe os med at undersøge.

Er der grund til at protestere, fordi en ikke-autist spiller rollen som autist i en film? Skal universitetet forbyde de studerende at holde mexicanerfest? Hvor gammel skal man være for at skifte køn – juridisk og hormonelt?

Spørgsmål om, hvad det, der adskiller os – vores køn, nationalitet, seksualitet, et handicap – skal betyde for de fælles beslutninger om, hvordan vi indretter kulturen og samfundet, har været på dagsordenen i de sidste år, og det er diskussioner, der har det med at splitte os.

Men selvom ordet identitetspolitik er en nyere opfindelse, diskuterede man faktisk også forholdet mellem identitet og politik på N.F.S. Grundtvigs tid. Det handlede fx om, hvem der var berettiget til at kalde sig en ’rigtig dansker’, og faktisk er det netop i kraft af bl.a. Grundtvig, at ideen om en fælles dansk national identitet overhovedet opstår. Udviklingen af en dansk selvforståelse viser os imidlertid ikke kun noget om danskhed, men også om identitetsspørgsmålet i det hele taget.

I årene 1848-1851 udgav Grundtvig et tidsskrift, han kaldte Danskeren. I første nummer af Danskeren skriver Grundtvig en leder, hvor han reflekterer over navnet på tidsskriftet. Han skriver, at han godt ved, at ordet ’dansker’ ikke er almindeligt kendt. Man kender til betegnelsen ’tysker’ og ’svensker’, men ikke ’dansker’. Faktisk er han kun stødt på ordet et enkelt sted, og det er hos Shakespeare i Hamlet.

I dag tror jeg, vi har svært ved at forestille os, at vi ikke havde ordet ’dansker’. Det bliver fx brugt hele tiden i medierne: ”Mange danskere har ikke styr på pensionen”, ”Hver fjerde dansker vil sende muslimer ud af landet”, ”Næsten hver anden dansker mener, at regeringen gør for lidt på klimaområdet”. Samtidig diskuterer vi i stor stil, hvad det vil sige at være ’dansker’. Er man dansker i kraft af, at man har dansk statsborgerskab? Eller skal der noget ’mere’ til: Skal man slutte op om nogle bestemte værdier, skal man spise en bestemt slags mad, forstå en bestemt form for humor, skal man fejre jul og have set alle afsnit af Matador? Og hvad skal der til for at få dansk statsborgerskab – hvilke krav om færdigheder kan man stille (hvor god skal man være til at tale dansk?) og hvilke krav om viden (skal man vide, hvilken dansk forfatter, der fik nobelprisen i 1944, som et af de spørgsmålene fra indfødsretsprøven i sommer lød). Kan man også stille krav om bestemte holdninger (fx tilslutning til demokratiet eller til ligestilling mellem kønnene), sådan som flere danske politikere har foreslået.

I de år, hvor Grundtvig udgav tidsskriftet Danskeren, var det dramatiske år i Europa med revolutioner flere steder. Og det var også dramatiske år i Danmark, selvom historien – set fra et københavnerperspektiv – oftest fortælles som fredelig og nærmest lidt charmerende: Den 21. marts 1848 gik en menneskemængde gennem gaderne i København og endte ved kongeslottet, hvor der blev stillet krav om ’en fri forfatning’, dvs. en ny ordning af landets styreform og organisation. Det var kong Frederik den 7. imidlertid helt med på, han afskedigede sit ministerium og erklærede straks efter over for det nye ministerium, at han ikke længere betragtede sig selv som enevældig, men kun som konstitutionel konge. Og så gik arbejdet ellers i gang i forhold til at formulere grundloven.

Men i grænseområdet mellem Danmark og Tyskland foregik forandringerne anderledes voldsomt. For kravet om en fri forfatning var medvirkende årsag til, at der udbrød borgerkrig mellem de tysksindede og de dansksindede. Riget, som kongen regerede over, bestod på det tidspunkt af kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg samt Grønland, Island og Færøerne og en række tropekolonier. Og de tysksindede i hertugdømmerne Holsten, Lauenburg og Slesvig (der i dag er delt midt over af den dansk-tyske grænse som hhv. Sønderjylland og Sydslesvig) ville ikke underlægges en styreform, der udgik fra København, og med en regering, som måtte forventes at ville gennemføre regler, der ikke ville tage hensyn til et tysktalende og tysksindet mindretal.

Diskussionerne om national identitet hører altså sammen med diskussionerne om demokrati. Den enevældige konge kunne godt regere over et rige, der bestod af flere dele, men så snart ’folket’ (eller dele af det, for kvinder og fattige fik ikke stemmeret i første omgang) skulle være fælles om at have ansvaret for samfundet, blev identitetsspørgsmålet påtrængende: Hvem er vi, der skal lave samfund sammen? Hvad har vi til fælles, os for hvem de fælles regler er gældende?

Her udgjorde Grundtvig en vigtig figur. Han var med til at sætte ord på en fælles dansk identitet, bl.a. gennem sine mange digte og sange og gennem sine ideer til en dansk højskole, der som noget nyt insisterede på, at man kunne blive ’dannet på dansk’ (og ikke på latin). Eller man kan måske ligefrem sige, at han spillede en afgørende rolle i forhold til at opfinde en dansk identitet. Fx hører det til en af Grundtvigs fortjenester, at han genopdagede den nordiske mytologi og gravede sagn og fortællinger frem fra ’den danske åndshistorie’. Dermed demonstrerede han, at den danske ’ånd’ eller ’livsforståelse’ havde dybe rødder. Og i sine salmer og sange fik han på elegant poetisk vis skabt forbindelser mellem den nordiske mytologi og kristendommen.

Alligevel møder man også hos Grundtvig en meget åben definition på ’det danske’: ”Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil,” skrev Grundtvig i digtet ’Folkeligheden’, som blev trykt første gang i Danskeren i 1848 (digtet står i Højskolesangbogen som sangen ’Folkeligt skal alt nu være’). Her har Grundtvig tilsyneladende en mere åben, udefineret og tilgængelig opfattelse af ’dansk identitet’: Alle kan være med, for man er med, hvis man selv synes, man er med.

Også i praksis forsvarede Grundtvig en åben forståelse af danskhed. Op til formuleringen af grundloven var et af spørgsmålene fx, om jøder i Danmark skulle have stemmeret og være valgbare, og om de kunne bestride væsentlige offentlige erhverv som fx at være dommere – mange mente, at det kunne jøderne ikke, netop ud fra den opfattelse, at de ikke var rigtige danskere. Grundtvig forsvarede jøderne og forsvarede i det hele taget forskellige mindretals adgang til de samme borgerlige privilegier som alle andre.

Men samtidig var Grundtvig altså optaget af denne her idé om en dyb folkelighed eller dyb national identitet, som bl.a. knyttede sig til mytologien og til sproget. Det var bl.a. via ideer, der kom fra Tyskland, at Grundtvig havde denne forestilling om kultur og sprog som en åndelige sammenhæng med dybe historiske rødder, en slags ’lukket system’, der afgrænser sig fra andre tilsvarende ’lukkede systemer’. Disse lukkede systemer var for Grundtvig nærmest ’indlagt i skaberværket’ og ikke noget, man som individ frit kunne vælge til eller fra.

Grundtvigs identitetsbegreb var altså på én gang både lukket og åbent – eller i virkeligheden kan man måske sige, at han havde ’to systemer’. Det ene system var ’det danske samfund’, som på Grundtvigs tid var ved at blive til som et demokratisk fællesskab, det andet system var ’den danske folkelighed’, som var en åndelig størrelse, et sprog og en livsforståelse med rødder tilbage til Odin (sådan cirka). Og for Grundtvig kunne man godt være del af det første uden at være del af det sidste – hvilket i Grundtvigs optik fx gjaldt for jøderne, som Grundtvig jo mente havde sin egen dybe åndelige nationalitet, udtrykt i Det gamle Testamente.

I praksis kunne det bare ikke lade sig gøre at adskille ideen om den danske folkeligheds-identitet fra det formelle politiske spørgsmål om, hvem der hørte med til det danske samfund. For det var jo lige præcis det, de kæmpede om i Sønderjylland – og hvor Grundtvig allerede i 1831 stillede det meget fremsynede forslag, at befolkningen i Sønderjylland/Slesvig selv skulle bestemme, hvor de ville høre til. For det var jo det, det endte med i 1920, hvor man stemte om grænsedragningen – men først efter to krige (1848-50 og 1864) og en verdenskrig.

Og det var bestemt heller ikke alle i samtiden, der var enige med Grundtvig eller som kunne følge hans manøvrering mellem identitetssystemer. For nogle var han alt for liberal i synet på, hvem der kunne høre med i det fælles danske samfund. For andre – fx den danske jødiske forfatter Meïr Aron Goldschmidt – tænkte han alt for snævert i sin afgrænsning af den danske folkelighed.

Og diskussionen om åben eller lukket identitet findes i høj grad også i dag. For i de aktuelle politiske diskussioner kan man møde forskellige varianter af, hvor meget eller lidt den ene form for fællesskab (det politiske) kan adskilles fra den anden (den fælles kultur) og også, hvor meget en bestemt identitet – fx kønsidentitet – er fastlagt på forhånd og uforanderlig eller bevægelig og åben, herunder også åben for kritik. Et af de spørgsmål, der i disse år kan bringe sindene i kog, går jo nemlig på, om vi må blande os i hinandens identitetsopfattelser eller det er noget, den enkelte gruppe kan gøre krav på at have for sig selv.

I disse nutidige diskussioner dukker Grundtvig af og til op – særligt selvfølgelig i forhold til spørgsmålet om det nationale. Og her viser det sig, at Grundtvig ’kan bruges til’ både at forsvare en åbenhed og en lukkethed. Forklaringen er imidlertid ikke kun, at Grundtvig tænkte ud fra disse to systemer, men også at Grundtvig i løbet af et langt og aktivt debatterende liv flere gange lykkedes med at være uenig med sig selv.

Et af de spørgsmål, der imidlertid blev mere og mere afgørende for Grundtvig, var spørgsmålet om frihed. Og det blev mere og mere afgørende for ham at forsvare minoriteternes ret til at afvige fra flertallet. Åndelige spørgsmål kræver stor frihed, mente Grundtvig, for de lever af, at vi kan tale åbent om dem og hver især stå ved det, vi finder sandt og vigtigt. Han så for sig, at åndens frihed ville forsvinde, hvis der fulgte privilegier med bestemte trosopfattelser eller overbevisninger. Så ville det måske være tillokkende som jøde at konvertere til kristendommen for at få stemmeret, men konsekvensen ville samtidig være, at kristendommen holdt op med at betyde noget. For det var jo bare blevet noget, man meldte sig ind i for at opnå noget andet Vi ville alle sammen blive snæversynede, uoplyste og ude af stand til at diskutere, hvad der er vigtigt, hvis vi inddæmmede den åndelige frihed, mente han.

Spørgsmål om identitet er i dag særdeles nærværende – ikke kun i forhold til spørgsmålet om danskhed, men i mange andre sammenhænge. Som det nok er fremgået, kan man ikke regne med at kunne hente et ’færdigt svar’ hos Grundtvig. Alligevel kan man godt bruge Grundtvig til at prøve at forstå med. Selvom forestillingen om de kulturelle, identitetsskabende sammenhænge som dybe, gudskabte størrelser nok mere hører Grundtvigs tid til end vores, så kan vi godt lade os inspirere af den måde, han afsøger dybderne i det fælles sprog og den fælles livsforståelse, når vi skal forsøge at forstå os selv som mennesker i en sammenhæng. Og dette betyder ikke – eller behøver ikke at betyde – at de sammenhænge, vi forstår os selv i, står i konfronterende opposition til mennesker med en anden kulturel baggrund og et andet åndeligt rodnet. Og under alle omstændigheder må man med Grundtvig insistere på ikke på forhånd at lukke af for identitetsdiskussionerne, men derimod stå fast på friheden til at kunne indgå i en samtale – og nogle gange en hård debat – om det, der er betyder noget.

Serie: Grundtvig ser på nutiden

Leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank tager Grundtvigs briller på og undersøger, hvad præsten, debattøren, historikeren og skolemanden ville sige til nogle af de vigtige spørgsmål i samfundsdebatten i 2020. Dette er andet indlæg ud af fire i serien, der også handler om Grundtvig og corona, krænkelse og den demokratiske samtale.

1. Grundtvig og corona: Det, der er imellem os

3. Grundtvig og krænkelse: Grundtvig ville mene, vi skulle finde et andet ord

4. Grundtvig og den demokratiske samtale: Folkelighed og makrelmadder