Det, der er imellem os

KOMMENTAR: ”Sammen hver for sig” har været et fast motto i hele coronaperioden. Men hvis man sidder isoleret i sin lejlighed kan det kræve en ret god forestillingsevne at kunne se, at vi ikke bare er ’hver for sig’, men rent faktisk også er ’sammen’. Det er alligevel lykkedes ret godt – og måske er det Grundtvigs skyld?

Hvis der står en øl på et bord, så er der én øl på bordet. Hvis nogen så kommer med en øl mere og stiller den ved siden af, så er der to øl på bordet. To øl og ikke mere. Hvis der sidder et menneske på en bænk, så er der ét menneske på bænken. Hvis der så kommer et menneske mere og sætter sig ved siden af, så er der to mennesker på bænken. Men der er ofte også noget mere; der er noget imellem dem.

I Danmark bor mere end en million mennesker alene. Det er sandsynligvis en af grundene til, at coronavirus ikke har ramt Danmark helt så hårdt som de sydeuropæiske lande, hvor mennesker oftere bor tættere sammen på tværs af generationer. Men samtidig er den delvise nedlukning af samfundet ikke bare dobbelt så hård, men mange gange så hård for dem, der bor alene, i forhold til dem, der bor sammen – og som trods alt kan kigge ud på et nedlukket samfund inde fra et fællesskab (i hjem præget af vold eller misbrug har nedlukningen så selvfølgelig ofte helt forfærdelige konsekvenser).

Men hvad er det, vi mangler, når vi mangler et andet menneske? Psykologien vil sige, at vi har brug for andre at spejle os i, afprøve og udveksle erfaringer og følelser. Med Grundtvig kan man dertil føje, at vi har brug for at være mere end én, fordi vi har brug for at være mere end to. Grundtvig var i særdeleshed optaget af det, der er – eller kan være – imellem os. Også når vi ikke kan se hinanden.

Lad mig give to eksempler:

Eksempel 1 
Mennesker kan samles som levende sten

Grundtvig havde ofte sammenstød med dem, han ikke var helt enig med. Og en af dem han havde et større opgør med, var professor i teologi ved Københavns Universitet H.N. Clausen. Det var et dramatisk hændelsesforløb, der bl.a. førte til, at Grundtvig blev dømt for injurier, men bag det gemmer sig også Grundtvigs opdagelse af ’kirken’ som en sammenhæng, der består af det, der er mellem mennesker.

For Clausen, som for mange andre, var Bibelen grundlag for kristendommen. Ikke kirken og traditionen, sådan som det i højere grad er inden for den katolske kirke, men Bibelen. Men Bibelen er et sammensat værk, der består af mange åbenlyst forskellige bøger – fx Mosebøgerne, Salmernes bog i Det gamle Testamente og fire indimellem modstridende evangelier, Paulus’ breve osv. Derfor understregede Clausen nødvendigheden af lærde teologer til at lukke Bibelens mening op.

Så var det, at Grundtvig blev vred. Menneskets tro og livsmening var ikke – og skulle ikke være – afhængigt af, at lærde teologer udlagde meningen. Og Grundtvig gik et skridt videre og sagde, at det sådan set slet ikke er Bibelen, kristendommen står på. Eller sagt kort: Man kan ikke tro på en bog. Grundtvig pegede bl.a. på, at de nytestamentlige skrifter jo er skrevet mange år efter, at de første kristne menigheder var begyndt at samles og fejre gudstjeneste og danne trosfællesskaber. Troen var der med andre ord først. Kristendommen, troen og livsmeningen er ikke lig med bogen, men er det, der er mellem mennesker – både de fysisk tilstedeværende, men også på tværs af tid og rum – når de samles om dåben, nadveren, salmesangen og forkyndelsen. Ånd, kalder Grundtvig det; i gudstjenestens fællesskab er der ånd mellem mennesker. Senere skrev Grundtvig salmen ’Kirken, den er et gammelt hus’, hvor de første to linjer lyder: ”Kirken, den er et gammelt hus, / står om end tårnene falde”. Pointen var, at kirken ikke er bygningen eller for den sags skyld præsten, men at den består af ”levende stene” (strofe 3), dvs. af mennesker som samles. Tårnene, der falder i linje to, havde Grundtvig i øvrigt et meget konkret billede på, idet englænderne i 1807 tog sigte efter Københavns domkirketårn, da de bombede byen. I mange år efter manglede København sit tårn i midten. Men det er en anden historie.

Man kan sige, at coronakrisen har sat den grundtvigske opfattelse af gudstjenesten på prøve. For Grundtvig er tro nemlig ikke noget, vi hver især har for os selv, men noget vi ’gør sammen’. Men samtidig strakte Grundtvigs forestilling om ånd og fællesskab sig videre end til de fællesskaber, vi kan se. Mere herom i næste eksempel.

Eksempel 2
Forestillingen om det fælles danske

Grundtvig var ikke kun optaget af det kirkelige, men også af det folkelige fællesskab. Hele Grundtvigs liv var præget af voldsomme historiske forandringer: Kort efter han blev født, stormede pariserne Bastillen og indledte Den franske revolution, og op igennem 1800-tallet bølgede revolutionerne gennem Europa, og borgerne eller ’folket’ tog magten.

Men hvem var så folket? I enevældens tid havde det spørgsmål ikke spillet så stor en rolle. Langt de fleste mennesker hørte ind under kategorien ’undersåt’ og fortsatte med at være undersåt, mens fyrsternes geografiske områder skiftede størrelse fra krig til krig. Om man forstod sig selv som dansker eller nordmand, var for den menige bonde af mindre betydning.

Da Grundtvig blev født i Udby på Sjælland i 1783, var det samlede rige kæmpestort og bestod af Danmark, Norge, Grønland, Island og Færøerne samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg og en række tropekolonier. I løbet af Grundtvigs levetid blev riget væsentligt formindsket. To gange var der krig i Sønderjylland/Slesvig, og efter nederlaget i 1864 gik grænsen mellem Danmark og Slesvig nu tæt ved Kolding.

Grundtvig spillede en vigtig rolle i forhold til at formulere en fælles identitet og folkelighed i den nye nation. Han var optaget af det danske sprog, af sagn, fortællinger og ordsprog og af historien og mytologien. Det er i høj grad Grundtvigs fortjeneste, at vi overhovedet har fået øjnene op for rigdommen i den nordiske mytologi. Og ikke mindst skrev han sange, som udfoldede, hvad det vil sige at være dansker.

Forestillingen om en national identitet var noget ganske nyt. Men det var også helt nødvendigt med en sådan fælles identitet, for i 1849 fik Danmark en ny styreform, idet man overgik fra enevælde til en form for folkestyre eller demokrati. Folket fik altså en helt anden rolle at spille. Og selvom riget i samme periode blev mindre og mindre, var der stadig langt fra Skagen til Gedser, og for at riget kunne hænge sammen var det nødvendigt at opbygge en fælles forståelse af, hvem folket – danskerne – var. Med sine udfoldelser af en fælles dansk folkelighed satte Grundtvig ord på det, der var imellem mennesker – uanset at mange aldrig kom til at møde hinanden.

Den engelske samfundsforsker Benedict Anderson har i nyere tid kaldt det nationale fællesskab for et imagined community, et forestillet fællesskab. Det er et fællesskab, som består af mennesker, man ikke kan se og måske aldrig kommer til at møde, men som man alligevel er del af en enhed sammen med. Man er så at sige ’sammen hver for sig’, fordi der er noget – nogle fælles forestillinger – vi er sammen om. Det var præcis dette, Grundtvig så nødvendigheden af i begyndelsen af 1800-tallet.

Et stærkt forestillet fællesskab har både en forside og en bagside. En fælles national identitet kan jo fx bruges til – og bliver ofte brugt til – at markere grænsen til dem, der er udenfor – de udanske, usvenske eller ufranske. Det ser vi også i nogle af Grundtvigs sange, hvor det især er tyskerne, der er udanske.

Men beskrivelsen af det forestillede fællesskab er også en beskrivelse af folket som en ’ansvarlighedskategori’: Der er nogen, jeg ikke kan se, som jeg alligevel har et ansvar for. Denne forestilling om en fælles gensidig forpligtelse spiller i dag en mindst lige så afgørende rolle, som den gjorde på Grundtvigs tid. Det er ikke mindst tydeligt her under coronakrisen: Vi må spritte vores hænder af hensyn til naboen. Du må vise hensyn, selvom du måske selv kan overleve coronaen, for det er ikke sikkert din ældre medborger kan.

Det ændrer ikke ved, at den, der sidder isoleret i sin lejlighed, kan føle sig helt ufattelig ensom. Men der er næppe heller nogen tvivl om, at det er forestillingen om et fællesskab og et fælles ansvar, der samlet set bærer os igennem coronakrisen. Hører man til dem, der har sunget med på Phillip Fabers morgensang, kan man fx prøve at forestille sig, hvordan det havde fungeret, hvis sangudsendelserne bare havde været tilgængelige som podcasts, og der ikke havde været en fornemmelse af samtidighed: Jeg synger fællessange sammen med mange andre lige netop nu. Måske er det ikke så svært at forestille sig, at det forestillede fællesskab så ville have været ganske fraværende.

Serie: Grundtvig ser på nutiden

Leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank tager Grundtvigs briller på og undersøger, hvad præsten, debattøren, historikeren og skolemanden ville sige til nogle af de vigtige spørgsmål i samfundsdebatten i 2020. Dette er første indlæg ud af fire i serien, der også kommer til at handle om Grundtvig og identitetspolitik, krænkelse og den demokratiske samtale.

2. Grundtvig og identitetspolitik: Det åbne og det lukkede fællesskab

3. Grundtvig og krænkelse: Grundtvig ville mene, vi skulle finde et andet ord

4. Grundtvig og den demokratiske samtale: Folkelighed og makrelmadder