Folkelighed og makrelmadder

KOMMENTAR: Kan man være ’for dum’ til demokrati? Og var det det, vi så et eksempel på, da ’pøblen’ stormede kongressen i Washington? For Grundtvig var det at deltage i det fælles samfund i hvert fald ikke noget, vi bare kan uden videre. Folkelighed kræver dannelse – og har ikke noget med makrelmadder at gøre

Stormen på Kongressen i Washington den 6. januar 2021 har fået et ord til at dukke op i overskrifter, som ellers ikke bliver brugt så meget mere: pøbel. Det var ikke amerikanske borgere, der den dag smadrede ruderne, brød ind i kontorerne og trampede på journalisternes kameraudstyr, det var pøblen.

Hvad er det, der gør folk til pøbel? Og ikke mindst: Hvad får pøblen til at holde op med at være pøbel? Lige præcis disse spørgsmål udgør en hovednøgle til at forstå N.F.S. Grundtvigs projekt.

Der var 30.000 tilskuere, da Struensee blev henrettet i 1772. Henrettelsen fandt sted på det sted i København, hvor Parken ligger i dag. De 30.000 kunne der stå og se, hvordan Struensee fik hugget først hånden og derefter hovedet af og efterfølgende blev parteret – et tilskuerantal, der i øvrigt svarer nogenlunde til, hvad der er i Parken, når FCK spiller mod Brøndby.

Struensee havde gjort lynkarriere i Danmark som den sindssyge kong Christian VII’s livlæge og havde – i den periode, hvor det reelt var ham, der havde magten i Danmark – indført en lang række samfundsreformer, herunder total trykkefrihed. I den korte periode fra 1770-1772 var der altså lukket helt op for, at alt kunne skrives og trykkes, alt kunne kritiseres, og alle gøres til grin.

I 1812 skrev den knap 30-årige Grundtvig sådan her om Struensee og hans reformer: ”Pressen blev frigivet, hvorpå alskens uhumskhed navnløs udstrømmede af sit skidne kildespring,” og han tilføjer: ”men Struensee selv måtte skælve for Danmarks løste tunge, thi end var den ej så giftig, at den jo og kunne mæle højt om dyd og ret.” Struensees reformer ramte ham selv velfortjent i nakken, synes Grundtvig at mene: Indimellem rammer massernes galskab rigtigt.

Mange forbinder nok Grundtvig med kampen for ytringsfrihed og med udsagn som ”Frihed for Loke, såvel som for Thor”, men i 1812 er det altså ikke ytringsfrihed, der står øverst på Grundtvigs dagsorden. Så sent som i 1831, hvor Grundtvig i øvrigt selv var underlagt censur pga. en dom for injurier, går han ind for, at trykkefrihed skal være forbeholdt ”den dannede del af folket”.

Grundtvig mener altså ikke, at mennesker bare uden videre kan og bør tage del i samfundsdebatten, og det synspunkt slipper han i virkeligheden aldrig. Det, der i stedet sker, er, at han skifter strategi. For pointen med Grundtvigs højskoletanker og hans pædagogiske ideer, som han udfolder i 1830’erne, er netop, at vi alle sammen skal blive dannede nok til at kunne tage del i samfundet på lige fod. Der skal ikke være en ’dannet del af folket’, folket skal være dannet. Folket skal være folk og ikke pøbel.

Lyder det elitært? Så prøv at forestille dig, at du skal opbygge et demokratisk samfund i et land uden skoler. Prøv at forestille dig, at skolegang er en luksus for de rige og ikke noget, der opfattes som en samfundsopgave. Hvordan skal folk i et sådant samfund reelt kunne deltage i diskussionerne af de fælles beslutninger? Det kræver nemlig noget. Både på det mest basale plan (folk skal kunne læse og skrive), på et dybere plan (de skal kunne argumentere, gennemskue et argument og forholde sig kritisk til positioner, informationer og kilder) og på det dybeste plan (de skal kunne tale om og forholde sig til – med hoved og hjerte – hvad der betyder noget, og hvorfor). 

Det, Grundtvig efterhånden fik øje på, var, at overgangen til demokrati krævede folkeoplysning. Folkeoplysning for alle. Ikke at det med at kunne læse og skrive faktisk var så afgørende for Grundtvig. Og det var heller ikke ’skolen’ som sådan, der for Grundtvig var løsningen – sådan som andre varianter af oplysningstænkningen synes at mene – og slet ikke den belærende, autoritære skole. Skolen skal stå i livets tjeneste, det var helt klart for Grundtvig, men pointen var, at mennesket skulle vokse. Ikke bare fysisk, men i åndelig forstand: Vi fødes ikke færdige.

Rapperen Ali Sufi er inde på noget af det samme, da han den 25. januar 2021 er i Deadline på DR2 for at forsvare gruppen ’Men in Black’ og deres protester mod forholdene under coronakrisen. Efter en demonstration i København den 23. januar havde en gruppe demonstranter sat ild til en dukke, der forestillede statsminister Mette Frederiksen og havde et skilt om halsen, hvorpå der stod ’Hun må og skal aflives’. Ali Sufi tager afstand fra dukkeafbrændingen, men siger samtidig, at der er noget, den her gruppe er i gang med at lære.

’Men in Black’, siger han, består af alle mulige mennesker, hvoraf mange er politisk uprøvede. De er i gang med at finde ud af spillereglerne, siger han og sammenligner det med dengang, Socialdemokratiet var et nyt og uprøvet parti i 1870’erne.

Men – kunne man spørge – hvad vil det sige at være ’politisk uprøvet’? For det er jo ikke meningen med et demokrati, at nogen skal være ’professionelle politikere’. Vi har alle sammen gået i folkeskole (eller noget, der ligner) og er her blevet forberedt til ”deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre,” sådan som det hedder i Folkeskoleloven. Har folkeskolen svigtet sin opgave, hvis man i dag kan stille sig frem og sige, at man er ’politisk uprøvet’ og derfor ikke kender spillereglerne? Eller står det i virkeligheden slet ikke så skidt til endda, taget i betragtning af, at det jo dog kun var nogle få fra gruppen Men in Black, der tog del i dukkeafbrændingen, mens det store flertal måske netop brugte deres ’ret og pligt’ til at kræve mere inddragelse i en situation, hvor demokratiet befinder sig i en form for undtagelsestilstand?

Grundtvig ændrede sit syn på trykkefriheden. Med tiden blev han en af ytringsfrihedens fremmeste forkæmpere. Det var afgørende for ham, at man ikke bandt et menneskes samvittighed: Det, der er vigtigt for dig, skal du have frihed til at udtrykke dig om. Men faktisk er det for Grundtvig ikke kun for den enkeltes egen skyld – så vi hver især kan komme af med, hvad hjertet er fuldt af – det er for sandhedens skyld. Hvad der rører sig i os, skal frem i lyset, så vi kan tage en åben drøftelse af, hvad der holder. Og han var ikke bleg for at gå hårdt til den, når han selv mente at have ret og andre tog fejl – og fik jo altså også en dom for injurier i 1826.

Da grundloven skulle formuleres, var det Grundtvig, der som politiker kritiserede den for ikke at være fri nok. Både formuleringen af religionsfrihedsparagraffen og ytringsfrihedsparagraffen giver mulighed for, at staten kan indsnævre feltet for, hvad der må siges, og at det blev, som det blev, er ikke med Grundtvigs tilslutning.

Grundtvig var klar over, at frihed krævede mod. Og en tiltro til, at det gode argument kan vinde. Men han frygtede ikke mennesker med stærke politiske eller religiøse holdninger. Han frygtede end ikke ’mørkemænd’, der fx mente, at staten ville ”gå til helvede, fordi den ikke brænder kætterne”, som han skrev i skriftet Den danske statskirke upartisk betragtet (1834). Holdninger skal frem i lyset, mente han, også dem, vi ikke kan lide at høre. Det, han derimod fortsat frygtede, var tilhørerne, pøblen, dem der tankeløst følger efter de andre.

”Frihed for Loke, såvel som for Thor,” skrev Grundtvig, men tilføjede også, at Fenrisulven skulle bindes. Der har været en del spekulationer over, hvad ’Fenrisulven’ skal betyde, men et godt bud er ’pøblen’, dvs. mennesket som en tankeløs menneskemængde. At der kan være grund til at frygte Fenrisulven, har historien vist efterladt rigeligt med eksempler på. Men Grundtvigs vej var ikke forbud, det var oplysning. Ordet er frit, men ikke uden folkeoplysning.

Tror vi på folkeoplysningen i dag? Det kan jeg godt komme i tvivl om. I hvert fald hører man oftere det synspunkt, at reglerne og rammerne for den demokratiske samtale skal strammes (fx i form af mere kontrol på de sociale medier), end at dannelse eller folkeoplysning er svaret på demokratiets udfordringer. Og samtidig lader flere af landets toppolitikere til at forstå noget andet ved folkelighed, end Grundtvig gjorde - man fx ser, når statsminister Mette Frederiksen iscenesætter sig som ’folkelig’ ved at vise billeder af en makrelmad med mayonnaise og agurk. For Grundtvig var det at være ’folkelig’ ikke noget med at komme ned på jorden, men at komme op på tæer og ud af pøbeldumheden. Så i stedet for at forfladige folkeligheden bør man måske sige åbent, at man faktisk kan være for dum til demokrati – og at det var det, vi så et eksempel på, da pøblen stormede kongressen i Washington.

Men, men, men. Én ting er, om vi i dag tror på folkeoplysningen, noget andet er, om den virker. Og det er der meget, der tyder på, at den gør. Når vi – trods alt stadig – lever i et af de mest frie og lige samfund i verden, så kan det jo faktisk være, det har en forklaring. Og den forklaring har ikke noget at gøre med makrelmadder. 

Serie: Grundtvig ser på nutiden

Leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank tager Grundtvigs briller på og undersøger, hvad præsten, debattøren, historikeren og skolemanden ville sige til nogle af de vigtige spørgsmål i samfundsdebatten i 2020. Dette er fjerde og sidste indlæg i serien, der også handler om Grundtvig og corona, identitetspolitik og krænkelse.

1. Grundtvig og corona: Det, der er imellem os

2. Grundtvig og identitetspolitik: Det åbne og det lukkede fællesskab

3. Grundtvig og krænkelse: Grundtvig ville mene, vi skulle finde et andet ord