Kristendommen er fuld af krop

Nogen vil hævde, at kroppen glemmes i kristendommen, men kristendommen er fuld af krop. Den åbne og ødelagte krop på korset er en udfordring til vores kropsfikserede kultur, hvor den stærke og veltrænede krop bliver et panser, der ligesom vores sociale fællesskaber truer med at lukke sig veltilfreds om sig selv.

Kropsløs, kønsløs, verdensforsagende og seksualforskrækket.

Kritikken af kristendommens syn på kroppen er ikke til at tage fejl af. Og den er værd at tage alvorlig. Kritikken kommer fra en kultur, hvor kroppen og det kropslige på en helt anden måde end tidligere er til debat:

Vi diskuterer krop som aldrig før, lige fra sundhed, etik og biologi til kroppens erotisering og pornoficering. Det er også en udfordring til kirken og dens selvforståelse.

Kan kirken være andet end en moralsk bastion, der står værn om traditionen? Kan – og skal – den gå i dialog med sin samtid i forhold til de gældende kropsnormer og -idealer?

Kirken forstår ikke bare sig selv som ’Guds krop’, et kristent fællesskab: Den uddeler og udskænker også søndag efter søndag Guds kød og blod i nadveren, ligesom den i dåb, konfirmation, ægteskab og begravelse har at gøre med kroppen i alle dens aldre og overgangsfaser.

Umiddelbart er der masser af krop i kristendommen.

Vender man sig til Martin Luther, protestantismens og reformationens fader, for at se hvad han har at sige om krop, kød og legeme, bliver man mødt af et barsk scenarie.

Luther kredser i bogstaveligste forstand om Guds lidende og døende krop. Hans tekster udtrykker en voldsom fascination af den ødelagte, den ’sønderbrudte krop’, der kunne være hentet ud af Mel Gibsons The Passion of the Christ.

Umiddelbart står denne sønderbrudte krop i grel kontrast til nutidens oplyste og formfuldendte krop. I motions- og fitnesscentre stortrives forestillingen om den fuldendte, ’fitte’ krop, så det næsten ligner en nyreligiøs fanatisme.

Kroppen er blevet en ’effektiv maskine’, et billede på det vellykkede og kompetente menneske. Kroppen dyrkes for sin egen skyld. Men kropsdyrkelsen har ikke fået følge af en tilsvarende ”åndens akrobatik”.

De effektive kropsmaskiner udfordres derfor kun sporadisk af en spirende spirituel vækkelse: Kurser i meditation, yoga, clairvoyance og healing tilbyder mental hygiejne og åndelig udvikling; man forsøger at drage omsorg for sjælen og dens spirituelle sundhed for at udfri den fra kropsdyrkelsens konsumkultur.

Ifølge kulturkritiske dagbladsskribenter har samtidens kropskult genindført en ældgammel modsætning mellem legeme og sjæl, uden dog at medtænke det indbyrdes forhold mellem kroppen og ånden, ånden og kroppen.

Tankevækkende nok har den nye kropsdyrkelse det til fælles med den samtid, Luther diskuterede med, at den betragter kroppen som en foreløbig form:

En form, der er på vej mod sin egen fuldendelse. Derfor er der måske alligevel god grund til også i 2014 at genbesøge Luthers forestilling om den sønderbrudte krop?

I 1528 indleder Luther et af sine mest hidsige kampskifter.

Skriftet er rettet både mod romerkirken og dens spiritualistiske modbevægelse. Luthers vrede skyldtes den ukritiske accept af modsætningen mellem krop og ånd, legeme og sjæl, der dominerede datidens forståelse af kristendommen.

At kroppen skulle være mere eller mindre ’hellig’, at dens hellighed blev gjort afhængig af seksuel afholdenhed i munke- og klostervæsenet, eller af den for kirken indbringende forretning med afladsbreve, faldt i den grad faldt Luther for brystet.

Men det var særligt den katolske forståelse af nadveren og Guds krop som en ’hellig føde’, der forargede ham. Nadverelementerne blev anset for en art fyldte chokolader, der gradvist forvandler kroppen til en anden og helligere form.

Noget bedre alternativ fandt Luther ikke i samtidens spirituelle bevægelse. Her blev kroppen nemlig reduceret til et tomt hylster, en form, der pegede mod åndeligere og sandere værdier et sted i himlen.

Spiritualisterne så nadveren som et symbolsk fællesskabsmåltid: I måltidet erindrede deltagerne Kristus som en slags åndeligt forbillede til efterfølgelse. Begge dele fandt Luther forkerte. Begge dele var i dyb modstrid med nerven i hans forståelse af kristendommen:

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”.

Gud – indbegrebet af ånd – blev menneske, blev krop og kød. Hvordan skulle krop og ånd, legeme og sjæl, så kunne spilles ud over for hinanden som modsætninger?

I Luthers kristendomsforståelse er det, at Gud blev menneske, så skelsættende, at krop, ånd, kød, legeme, sjæl – ja, endda Gud, menneske, skaber og skabning – må tænkes radikalt anderledes. Det er derfor, Luther kredser sådan om Guds lidende og sønderbrudte krop:

Han forsøger at tale om krop og ånd, og deres indbyrdes forhold, på nye måder. Legems-brød, guds-kød, ånds-kød og blod-vin er nogle af de sproglige figurer, som Luther opfinder, for at udtrykke kroppens og kødets enhed med Gud, ånd og sjæl.

Forenet med Gud, ånd, blod og vin bliver kroppen noget andet end bare en tom modsætning til ånd og sjæl, mere end en foreløbig form. Hvis der gives sådan noget som en ’protestantisk’ krop, formes den bl.a. i Luthers opgør med romerkirken og spiritualisterne.

Hvad dét opgør betyder for os og vores oplevelse af kroppen, giver Luther af gode grunde ingen bud på. Men han åbnede for en forestilling om en ’sønderbrudt’ krop, en krop, hvis form er brudt, hvis grænser er punkterede og åbne for diskussion.

Både som arv og udfordring.

Også i dag er der masser af krop i kristendommen og i kirken. Der er den krop, kirken har at gøre med i vigtige markeringer som dåb, konfirmation, vielse og begravelse – og som den giver et ord med på vejen.

Og der er den krop, der søndag efter søndag uddeles og udskænkes: guds-kødet, ånds-kødet og blod-vinen.

I lyset af samtidens kropskult er en af kirkens fornemmeste opgaver anno 2014 fortsat at binde krop og ånd sammen på tidssvarende og relevante måder. Som Guds krop må kirken ikke stivne i eller lukke sig om sig selv i en foreløbig form:

Den er andet og mere end et helligt samfund, en helliggjort og forvandlet krop, der eksisterer som et slags særrum. Andet og mere end et tomt hylster, der peger mod åndeligere og sandere værdier et sted i det hinsides.

Ellers kunne vi ligeså godt være forblevet katolikker eller spiritualister.

Hvis kirken vil ud af rollen som moralens vogter, en sidste bastion, der står værn om traditionens måske forældede værdisæt, kan den tage udfordringen i det luthersk protestantiske arvegods op. Ikke bare ved at forholde sig kritisk til kroppens overfladiske effektivisering i motions- og fitnesskulturen, men også ved at turde indgå i en mere vidtgående kritik af de andre krops- og fællesskabsforståelser, der omgiver os:

Familien, byen, folket, nationen og staten.

Med Luther som ballast er der grund til kritik, også af de biologiske, etiske, sociale og ikke mindst globale ’kroppe’, eller fællesskaber, som vi i dag organiserer os i.