Hvor er kærligheden i salmebogen?

Hvordan afspejler salmebogen kærligheden mellem mand og kvinde? spørger journalist Paula Larrain litteraturhistoriker Erik A. Nielsen.

Den er nærmest ikke berørt, lyder det skuffende svar fra professoren. I en tid, hvor det moderne menneske er vanvittigt optaget af kærligheden, undrer det både litteraturhistorikeren og journalisten: Er det mon derfor, folk kan mene, at kirken ikke følger med tiden?

Der er masser af kærlighed gengivet i salmebogen. Men langt det meste af den kærlighed, som beskrives af de store salmedigtere, er kærligheden til Gud.

Den vertikale kærlighed som bevæger sig over flere niveauer – oppefra og ned, nedefra og op – om man vil.

Hvad med kærligheden mellem mennesker?

Den er der, men først gennem Grundtvig bliver den tydelig. Som den seneste af de tre store kendte salmedigtere, er han den, der kommer nærmest kærligheden mellem mand og kvinde.

Kingo (1634-1703) var fra Oplysningstiden, Brorson (1694-1764) repræsenterede Pietismen og Grundtvig (1783-1872) var en del af Romantikken.

”Grundtvig havde menneskers indbyrdes, jordiske kærlighed med, fordi han så den som kimen til den himmelske kærlighed. I modsætning til Kingo og Brorson,” forklarer litteraturhistoriker Erik A. Nielsen. ”Det mærkelige ved Kingo og Brorson er, at man skal lede forgæves efter et eneste kærligt ord om kvinden og kærligheden til kvinden. Det eneste Kingo skriver om kvinden, er i salmen ’Far Verden, Far vel’: ”Din skål synes honning, men drikken er led.”

En fæl konstatering, man i dag kan trække på smilebåndet af.

Litteraturhistorikeren forklarer:

”Det var en klar hentydning til tidens nye opdagelse, kønssygdomme. Altså var den menneskelige kærlighed, omsat til erotikken, ensbetydende med at man blev syg, og det kan være forklaringen på denne bitre hentydning til kvinden. Kingo var i det hele taget ikke optaget af den jordiske kærlighed i salmedigtningen, men kun kærligheden til Gud. Verset begynder med ”Ak, kødelig lyst” og slutter i ”forfængelighed”.

Kan den nærliggende forklaring være den, at Kingo og Brorson ikke elskede deres kvinder?

”Nej, det handler om, at de ikke syntes, det kom salmerne ved. De har skrevet mange kærlighedsdigte, men ingen salmer, der omhandler kærlighed til kvinden. Brorson var gift to gange og havde masser af børn og var derfor hyppig gæst i kvindernes seng, men der er ikke et eneste taknemmeligt ord om det i salmerne.”

“Den type kærlighed kommer først til i salmerne med Grundtvig. Pietisten Brorson benytter flittigt ordene fra Højsangen i Det Gamle Testamente, men disse bliver udlagt som kærligheden til Gud og ikke mellem mennesker. Det viser, at Brorson og Kingo og samtiden i øvrigt meget energisk forsøger at flytte alt, hvad man ved om kærlighed til en lodret størrelse, altså det vertikale, forholdet til Gud.”

“Hos Grundtvig er der et meget mere passioneret forhold til kærligheden, et mere moderne forhold, om man vil. Men stadig vil jeg sige, at der i hele vores salmebog ikke er et eneste digt, der handler om at være forelsket og alt det, der kan opstå mellem mennesker af glæde, lykke og smerte.”

“Jeg synes, det er en stor udfordring til en moderne kirke, at den ikke rummer tekster, som forholder sig til, hvordan vi lever vores liv – til hvordan du har det i dit forhold her og nu. Er du lykkelig eller ulykkelig i dit forhold? Hvad har kirkens tekster at sige til det? Dette handler jo i høj grad om det liv, vi lever og de ting, vi går allermest op i gennem vores liv. Det gælder også i forhold til kærlighed til børn og forældre. De er heller ikke med i salmebogen. Og det er da mærkeligt.”

Ja, det er mærkeligt, nu du siger det. Men næstekærligheden, den er da med?

”Den er langt mere med. Ja, den er et kristent hovedtema. Det var afgørende for pietisterne, at næstekærligheden kom til udtryk, men det er underligt, at kirken i sit sprog mangler dét, der rummer kilden til folks største lykke eller ulykke, nemlig erotikken.”

“Det betyder jo også, at præsterne må gå på særlige kurser i sexologi eller andet, der hører til parforholdet, hvis de pludseligt bliver involveret i noget, som de ikke kan finde nogen fornuftige ord om hverken i Bibelen eller i salmebogen.”

“Her sondrer Milton meget fint mellem det seksuelle før syndefaldet og efter. Altså, at der pludseligt kommer en lyst, som ikke opfylder kærlighedens sande formål. Så mens nogle har ment, at der gik et udpræget skel mellem kærlighed og lyst, mente Milton, nej, lysten findes i to former: I en salig form og i en forbandet form. Og her er altså et religiøst tema, der inkluderer det erotiske og lysten, men som man i salmedigtningen på den tid ikke har villet tage op.”

Så det, der optager folk i deres dagligdag, og som også egentlig forbindes med Gud og hans skabelse, bliver først taget op i salmedigtningen på Grundtvigs tid?

”Ja, man skulle tro, at den romantiske digter B.S. Ingemann, som har skrevet glødende kærlighedsdigte, ville gøre noget ud af det. Da han endelig skal bidrage til salmebogen, så holder han sig til at skrive om børn! Grundtvig har eros med, men meget dæmpet ned, formodentlig fordi den har været svær at placere i salmedigtningen i øvrigt.”

“Mesterværket i denne henseende er bryllupssalmen ’Jeg ved en blomst så fager og fin’. Den bygger på forestillingen om, at kærligheden er en smuk rose, der vokser i det jordiske, men plantet ud fra det sted, hvor den egentlig vokser, nemlig i Paradiset. Så kærligheden på Jorden er en vildtvoksende rose, som Adam og Eva måske oven i købet har haft med sig fra Paradiset.”

Kan det være meningen, at vi også skal tillære os kærligheden, selvom vi er født med den og har fået den foræret af Gud?

”Hvis man ser på forelskelsens historie, så vil man opdage, at forelskelse siden antikken og op til Holbergs tid blev anset for at være vanvid, og af Ludvig Holberg (1684-1754) bliver de figurer, der hengiver sig til forelskelsen, portrætteret som de rene narre.”

“Men så sker det, som vi har talt om, at nogen finder ud af, at det da måske nok er galskab, men at det er en himmelsk galskab, en beruselse i Himlens nektar. Og så begynder folk at gifte sig af kærlighed og ikke kun af fornuft. Som vi kender det fra Romantikken.”

“Som forfatteren Henrik Pontoppidan har sagt det: I gamle dage skabte man ægteskab ved at sætte en kold gryde over ilden, hvorefter man langsomt lod indholdet varme op. Nu til dags sætter man en skoldhed gryde midt på gulvet og lader langsomt varmen køle ned.”

Erik A. Nielsen fortsætter:

”Det er kommet til at betyde, at vi i vor tid har meget fokus på den brændende forelskelse og på den overdrevne seksualitet, måske på bekostning af den langvarige og blivende kærlighed. På en måde har vi gjort kærlighedens vilkår sværere for vores børn og børnebørn.”

Han tilføjer:

”Alt dette må kirken og salmebogen da kunne sige noget klogt om. Man burde udskrive en salmekonkurrence, så vi fik nye salmer om kærlighed og forelskelse, og hvad det betyder set i lyset af kristendommen. Kirken og de salmer vi synger, skal da kunne sige noget klogt om vores liv med hinanden.”