Prædikeninspiration til temaet mørke
Utallige tekststeder fra Bibelen forholder sig til de emner, der tages op i folk&kirke #10 - lys og mørke, blindhed og dæmoni. Her er inspiration til prædikener til følgende søndage:
- 2. søndag efter påske (første tekstrække)
- 4. søndag efter trinitatis (første række)
- Sidste søndag i kirkeåret (første række)
- 2. juledag (anden række)
- Fastelavnssøndag (anden række)
DARK TOURISM. Skal vi tivolisere eller bekæmpe mørket?
Prædikenidé til 2. søndag efter påske (første tekstrække)
Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« (Joh 10,11-16)
Med udgangspunkt i artiklen ”Dark tourism: Turen går til Holocaust” kan man prædike om forskellen på den gode hyrde, der sætter livet til for fårene, og daglejeren. Daglejeren tager sig betalt, og lader alligevel sin flok i stikken når ulven kommer.
I artiklen beretter historiker og journalist Mikkel Andersen om sin fascination af koncentrationslejre og rejser til blandt andet Treblinka og Auschwitz-Birkenau. Han drages mod at opsøge steder, hvor tragiske begivenheder har fundet sted, og søger at forstå det ufattelige ved at se stederne, hvor det skete. Trangen til at opsøge det tragiske deler han med mange andre. Det kaldes ”dark tourism” og dækker over en hel industri, der sælger rejser til eksempelvis Gulaglejrene i det gamle Sovjet, The Killing Fields i Cambodia, eller Idi Amins torturkamre i Uganda.
Artiklen afdækker fænomenet, der på den ene side udspringer af et ønske om at forstå det onde og mørket, men på den anden side også er i fare for at tivolisere det forfærdelige, så man bliver immun over for det. Når en flok unge mennesker fra den polske hovedstad Kraków kommer kørende ud til Auschwitz-Birkenau i limousine for at holde polterabend, skal man så ikke blive bekymret?
Johannesevangeliet forkynder den ene hyrde, hvis røst vi roligt kan følge. Vel vidende hvor mange ledere, herskere, chefer, meningsdannere, præster og coaches der står på spring for at kalde sig vores gode hyrder – uden at være det. Som Hitler, der med en grusom parodi på Jesu ord råbte op om ”ét folk og én fører”.
Prædiken kan tage udgangspunkt i virkeligheden på de mange steder verden over, hvor dark tourism fører mennesker hen for at få et godt gys. Den virkelighed, der trækker blodige spor fra en 'hyrde', der tog sig godt betalt – og hvis røst vi må lære at skelne fra den sande hyrdes.
BJÆLKEN. Kan en blind lede en blind?
Prædikenidé til 4. søndag efter trinitatis (første række)
Jesus sagde: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.”
Han fortalte dem også en lignelse: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.” (Luk.6,36-42)
I artiklen ”Siri venter på at blive blind” fortælles om Siri Høier, der er på vej til at blive blind. Da hun fik diagnosen, reagerede hun med vrede og sorg. Hun trak sig tilbage fra andre mennesker, lukkede sig inde i sit mørke og dyrkede sin afmagt. Langsomt lærte hun at acceptere sin skæbne og stædigt holde fast ved, at hun er mere end sine øjne. Hun meldte sig ind i Dansk Blindesamfund og fandt stor hjælp og støtte til at komme videre ved at lære andre blinde og svagtseende at kende.
En blind kan faktisk lede en blind. Men når Jesus siger, at en blind ikke kan lede en bind, taler han også om en anden form for blindhed. Det er den blindhed, der ser en masse små fejl ved andre mennesker, men ikke kan se sine egne. Det er fordømmelsens og forargelsens blindhed, der angriber den selvtilfredse og selvretfærdige.
I den forstand kan en blind ikke lede en blind. Det vil sige, den selvretfærdige og selvtilfredse kan ikke gøre noget som helst for os andre, andet end at få os andre til at føle os endnu mindre og endnu mere uduelige og skamfulde. Mens Siri i fællesskabet af sårbare og ramte, mennesker med samme handicap som hende selv, fandt et fællesskab, hun kunne rejse sig ved. For skrøbeligheden har en styrke i sig. Skrøbeligheden ”ser” det andet menneske, som det er, og tilbyder et fællesskab.
På den måde kan selv en blind være den, der har det bedste syn.
DOOMSCROLLERS. Frygt og tiltrækning af undergang og død
Prædikenidé til sidste søndag i kirkeåret (første række)
Verdensdommen
Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« (Matthæusevangeliet 25,31-46)
Igennem november, når mørket tager til, prædiker vi ikke bare om det mørke, der lægger sig omkring os. Vi taler også om det mørke, der bor i os selv. Det gælder også fortællingen om den store verdensdom, hvor fårene skilles fra bukkene. Luften er tyk af temaer om dom og straf. Andre tekster taler om, at der er tegn i sol og måne på jordens undergang. Det er blevet afgørelsens time, og i vintermørket sidder vi og gemmer os for hinanden og tør næsten ikke tro på det lys, der skal komme.
Efterårets tekster lægger op til, at vi taler om undergang. Jordens undergang, livets og kærlighedens undergang. En nedsmeltning, som ikke er svær at få øje på, når først mørket har fået sit tag i os. Klima, pandemi, vold og krig, bedrag og ligegyldighed.
Mennesker har altid frygtet dommedag og jordens undergang. Måske fordi det er så let at få øje på tegnene. I England har man et ord for dem, der ikke kan lade være med at opsøge dårlige nyheder på nettet: Doomschrollers.
Evangeliet kalder os til at spænde op og tage et ansvar. Kalder os til at være vågne og tro på, at en dag sker den store forvandling med verden, og at verdens undergang også vil være den overgang. Undergang bliver til overgang. Bliv lys og gør dig rede, som vi synger i en af adventssalmerne.
Men det kan være godt og nødvendigt at gå ind i mørket, og måske først dér få øje på, hvor lyset skinner. Det er sommetider først i de dybeste kriser, vi får øje på Gud og griber om troen som den lille, blafrende flamme i mørket.
Artiklen om den melankolske musik over for den lette og lyse, "Death metal og blå saxofoner", forklarer den mørke musik - dødsmetal, voldsomme rytmer, mørke toner, nedadgående melodier, disharmoni - som sandhedssøgen, og som en måde at bearbejde de mørke følelser på. Den mørke musik taler til vores eksistentielle vågenhed, i modsætning til den lette, lyse og behagelige musiks døvende, sløvende virkning. Hvis man ikke tør mørket, bliver man måske for alvor blind.
Det samme skriver biskop Peter Birch i sin klumme om ”Standby-lampen, der lyser natten op”: ”For det er jo det paradoksale – først når vi bevæger os ind i mørket og tør være i det og være ved det, først da kan vi finde det, der kan fortrænge det.”
UFRED. Du er mere end dine forældres barn!
Prædikenidé til 2. juledag (anden række)
Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« (Matthæusevangeliet 10,32-42)
Det er altid en svær tekst at prædike over, især på en anden juledag, hvor englenes blide sang stadig klinger i vores ører. Men man kan vælge det spor, hvor det at tage sit kors op og være en Jesu discipel, ikke ses som en hård og urimelig fordring, men som en befrielse. En mulighed.
I artiklen ”Smertejægeren der for vild i mørket” fortæller journalisten og forfatteren Peter Øvig om sin mors altopslugende og ødelæggende depressioner. ”Jeg havde brug for at lægge afstand til min mor. Hun var ikke alene depressiv; hun sugede mig og min søster til sig, for at vi skulle hjælpe hende, og det var helt uden gensidighed.”
Øvig tog mørket så meget til sig, at han selv fik en dyb depression. En ven fra ungdommen, der selv havde lidt af depression og selvmordstanker, hjalp ham til at blive rask. De delte deres mørke. Og den fortrolighed fra et smerteramt menneske til et andet gjorde gav lys af sig: ”Når vi delte mørket, førte det til noget, der var lyst; det var meget smukt.”
Peter Øvig besluttede, at han ville vie sit liv til at dele mørket med andre. Han ville gå ud og opsøge mørket i de mange tunge historier, der lever omkring os, og hente det svære ud i lyset.
Jesus siger, han ikke er kommet for at bringe fred, men for at bringe splid. Det er en bombe midt i julehyggen. Vi skal ikke kun værne om vores egne. Der er mennesker derude, der har brug for os. Kristendommen prædiker altid, at du er mere end din familie, din slægt og din nation. Du er et medmenneske i verden. Og Jesus er ikke kommet for at betrygge den fred, der bygger på at betrygge os selv mod de andre. Derfor denne rabiate tone midt i julen. Vi skal kunne lukke andre ind i fællesskabet.
Det er en fordring. Men det er også en frihed. At være døbt til Kristus er at være defineret af andet og mere end at være sine forældres børn. Peter Øvig finder en frihed fra sit eget mørke ved at dedikere sit liv til at gå ind i andres og være med til at lindre og give plads til den sandhed, at det er svært at være menneske.
For at gøre det er han nødt til at bryde med sin mor. Det kan være nødvendigt. Men det er også den mulighed, vi har. Når vi ikke kan holde ud at være søn eller datter, bror eller søster til vores kødelige slægtninge, kan vi være søn, datter, bror og søster til dem, der har brug for os.
BLINDHED. At få øjne at se med.
Prædikenidé til fastelavnssøndag (anden række)
Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. (Lukasevangeliet 18,31-43)
Hvad er der med alle de blinde mennesker? Jesus næsten falder over dem. Det vrimler med blinde i evangeliet. Mennesker, der famler sig frem i mørket, indtil de møder Jesus og bliver helbredt. Bliver seende. Hvorfor? Fordi der er så meget blindhed i verden. Hvor godt kan vi selv se? Famler vi os ikke også frem og falder i det ene hul efter det andet? Står vi ikke igen og igen over for mennesker, der har brug for, at vi kan se, hvem de er, og hvad de trænger til og længes efter - og vi ser ikke en pind!
Blindhed: At stirre sig blind på den situation, der har låst os fast, i stedet for at se det store billede.
Blindhed: At stirre sig blind på sine ærgrelser og nederlag og alt det andet, vi ikke kan gøre noget ved.
I artiklen ”Når vi ikke kan se hinanden, giver det plads til det dæmoniske” fortæller instruktøren Christian Lollike om forestillingen En fortælling om blindhed. Den bygger på en roman af den portugisiske forfatter José Saramago og handler om en mystisk epidemi, der gør mennesker blinde. Og som blindheden breder sig, opløses det ordnede samfund og der hersker vold, lovløshed og rå overlevelsesdrift.
Christian Lollike forklarer: ”Der skal ikke mere end en epidemi til, før de principper, samfundet hviler på: retfærdighed, omsorg for de svage, individets ukrænkelighed, går i opløsning. Mennesket kan ikke længere se, og det giver os blik for, hvor let vi kan miste det hele igen. Netop tabet af synssansen fører til ondskaben.”
I En fortælling om blindhed ser man ind i sit eget mørke og fristelsen til at være ligeglad eller reducere livet til alles kamp mod alle. Men ligesom hos Jesus handler blindhed ikke kun om det rent fysisk at kunne se. Man kan også gøre sig blind. At kunne se er i evangelisk forstand at få øjne at se med, så man kan se Guds herlighed. Se sine medmennesker som medmennesker. Se sit liv. Se hvordan alt det, vi ønsker at blive frelst fra, forandrer sig til noget enestående. Se ansvaret, se målet og meningen.
Det hele kommer an på øjnene, der ser. Derfor kan Jesus sige til den blinde, der får synet tilbage, at hans tro har frelst ham.
