De sammenspiste

SKÆRTORSDAG: Når vi spiser sammen ved aftensmåltidet, så sker der noget særligt. Vi går fra at være isolerede personer til at være en sammentømret gruppe, en enhed.

Historien ser enkel ud.

Gud straffer mennesket igennem hele Det Gamle Testamente, og ofrer til sidst sin egen søn. Og med dét offer, tilgives alle menneskets synder.

Jesus dør på vores vegne, og vore synder forlader os. Og derfor følger der med nadveren en syndsforladelse.

Men hvor er det så lige, at maden kommer ind i billedet? Hvorfor skal vi spise vafler og drikke portvin midt i gudstjenesten?

I fjernsynets realityudsendelser følger man de kommunale hold, der skal afsløre socialt bedrageri. Kameraet zoomer ind på det slørede ansigt ved middagsbordet – der er han!

Endelig er det fastslået: Han spiser sammen med hende og barnet. Først da er de en familie – og så har de snydt med børnepengene.

Det handler ikke om, hvilket tøj, de går med. Det handler ikke om, hvor meget de rører ved hinanden. Det handler ikke – for alvor – om de har sex med hinanden. Det handler om, hvorvidt de sidder ved det samme middagsbord og spiser den samme mad.

Og det handler om, hvorvidt de deler udgifterne. Altså om, hvorvidt brødet fordeles imellem dem, eller om de har hver deres.

Det er sådan man afgør, om nogle individer står alene eller står sammen som en gruppe. Eventuelt bare som en lille bitte familie på tre personer.

Men sagen er klar. Hvis man spiser sammen, så er man sammen.

Allerede i antikken, hvor historien om Jesus foregår, var den samme forestilling på plads. Og nadveren er, på den måde betragtet, et tydeligt sprogligt og litterært billede.

I de forskellige evangelier forklares det på lidt forskellige måder. Men i grove træk er historien: Jesus sætter sig under påskemiddagen til bords med sine disciple, og han bryder brødet, og han skænker vinen op.

Og sådan skabes fortællingen om de kristne, der står sammen, blandt andet imod en ond verden befolket af romere, der korsfæster deres modstandere.

Ofte er sproglige, litterære eller kunstneriske billeder besynderlige, og det er netop sådan, vi kan konstatere, at de er kunst.

Da den italienske renæssancemaler Leonardo da Vinci malede sit berømte billede af Den sidste nadver, placerede han alle deltagerne på samme side af bordet. På samme måde virker nadverindstiftelsen i Bibelen som en noget mærkværdig affære – en middag med kun brød og vin?

Hvor er lammet? Hvor er tomaterne? Er der ikke engang salt på bordet?

Vi hører kun om de symbolske madvarer. Tørt og vådt. Årsagen er, at selv om maden er i centrum, så formidler den noget andet end sig selv.

Det handler ikke kun om maden. Det handler mere om det, som maden gør. Når katolikker og anglikanere går til nadver, så kalder de det for communion. Ordet er afledt af det latinske communio, som betyder ”fællesskab”.

Kiononia, et tilsvarende græsk ord, der også anvendes, betyder sådan noget som ”kammeratskab”. Det er altså den slags ord, man skal tænke på, når man går til det symbolske aftensmåltid i kirken:

Man er sammen med sine kammerater. Man gør det for at vise, at man er et fællesskab.

Set i det lys giver det mening, når en håndværksmester siger, at han ikke har råd til lærlinge, fordi han ikke vil ”have så mange i sit brød”.

Og selve ordet for dagen og vejen, ”det daglige brød”, som også indgår i Fadervor, bliver mere gennemskueligt. Det er et udtryk, som symboliserer hverdagslivet. Som gennem den fysiske næring fortæller om at være stærk og at overleve.

Men som også har en medbetydning af fællesskab. Vi beder jo Vor Fader sådan:

”Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere”.

Brødet er altså knyttet til det sociale. Til det at være sammen og til det at hæfte for hinanden. Og til det, at vi alle sammen kan sætte hinanden fri, hvis ellers vi husker på, at menneskeheden er ét fællesskab.

Når vi har børn og barnlige sjæle med i kirken, laver de sommetider sjov med oblaten. De siger, at den lille, hvide vaffel ligner ”pap”, eller at den smager som ”flamingo”.

Og på en måde har de ret.

Den er kun et symbol. Et symbol på brødet. Men brødet er fællesskabet. Sammenholdet. Gruppen. Og gruppen er for så vidt hele menneskeheden. Vi er alle Guds børn.

Husk dét, næste gang, du går til nadver. Du skal ikke skamme dig. Du skal ikke føle dig udstillet, dér på knæ. Du skal ikke være usikker.

Det, du præcis viser ved at gå til alters, er helt grundlæggende. Faktisk viser du noget meget fundamentalt.

Du viser bare, at du er et menneske. Ligesom Jesus. Ligesom alle os andre.