Æd mit kød
Skærtorsdag fejres nadverens indstiftelse. Folkekirken uddeler oblater og portvin, men i de forskellige andre kirkesamfund gør man vidt forskellige ting.
Katolikkerne
I både Matthæus-, Markus- og Lukas-evangeliet og i Paulus’ første brev til menigheden i Korinth nævnes det, hvordan Jesus bryder brødet på den aften, hvor han forrådes af Judas.
Jesus rækker, sammen med vinen, brødet til sine disciple og siger, at dette er hans krop. Dernæst siger han, at vinen er hans blod.
De udsagn tager katolikkerne helt bogstaveligt. For dem holder brødet helt op med at være brød og forvandles til Jesu Kristi legeme under indstiftelsen.
Og vinen bliver til blod.
Der er altså tale om en fysisk forvandling. Den klassiske trylleformular ”hokus pokus” er en folkelig forvanskning af katolikkernes latinske glose hoc est corpus, som betyder ”her er legemet”, og som siges af præsten, når brødet – for katolikkerne – undergår den helt konkrete forandring, der med et fint ord hedder transsubstantiation.
Et katolsk nadverbrød hedder en hostie – det latinske ord betyder ”offerdyr” – og er lidt større end en protestantisk oblat normalt er.
Menigheden måtte indtil 1965 ikke få vinen, og også i dag er kun katolikker velkomne.
Protestanterne
I den danske folkekirke kaldes katolikkernes communion – som er latin for ”fællesskab” – bare for altergang.
Katolikker ser nadveren som et ”ublodigt offer”. Det gør protestanter ikke. Når menigheden går op til alteret, får hvert medlem en lille møntformet oblat og skænket en tår portvin i et lille sølvbæger, en særkalk.
Med udgangspunkt i Luthers tanker mener protestanterne, at brødet og vinen ikke konkret forvandles til kød og blod, men at der snarere sker en slags forening af begreberne ”brød” og ”kød” og begreberne ”vin” og ”blod”, så Jesus er tilstede ”i, med og under” uddelingen af brødet og vinen.
Luthers eget billede herpå er, at nadverelementerne er som et stykke jern, der holdes ind i ilden og bliver rødglødende.
På samme måde, siger han, lades oblaten med en særlig kraft under nadveren. I lutheranske menigheder var der oprindeligt tradition for kun at holde altergang én gang om måneden, nogle steder endnu sjældnere.
På samme måde behøver hvert enkelt medlem af menigheden heller ikke i dag at gå op og modtage brød og vin hver eneste søndag.
Men alle er altid velkomne.
De ortodokse
De hellige handlinger, som Jesus indstiftede i sin første menighed, kaldes for sakramenter.
Men hvad man opfatter som ”hellige handlinger” varierer stærkt fra den ene yderlighed til den anden hen over det kristne spektrum.
Protestanter, herunder den danske folkekirke, har to sakramenter – dåben og nadveren.
Hos katolikkerne har man hele syv: Dåben, firmelsen, kommunionen, skriftemålet, den sidste olie, ægteskabet og præstevielsen.
Endnu bredere er begrebet i den ortodokse kirke, hvor man som udgangspunkt mener, at alle kirkens handlinger har noget helligt ved sig. Præsten lægger ud med en anaphora som er en lang bøn, der slutter med, at brødet og vinen indtages.
Undervejs hidkaldes Helligånden, og ved Helligåndens mellemkomst forvandles brød og vin til Jesu legeme og blod.
Men fordi processen er udstrakt, kan man ikke sige, at en egentlig forvandling sker på ét bestemt tidspunkt, skønt der ellers ringes med en klokke, for at vise at Helligånden kommer.
Der er tale om en slags helliggørelse, der betyder, at brødet også er krop, og at vinen også er blod. I den ortodokse kirke bruger man gæret brød – det gør hverken katolikker eller protestanter.
Gærens luftbobler skal symbolisere Helligånden, der gennemsyrer brødet, der dermed bliver til legemet.
Vinen uddeles ikke – kun brødet.
De reformerte
Protestanten Calvin, der prægede den reformerte kirke, oplevede alene nadveren som et nutidigt minde om Jesu sidste måltid, hvor brød og vin ikke forandrer sig spor.
Protestanten Zwingli hævdede, at brød og vin betød Kristi legeme og blod, altså som en slags symboler.
I brødremenighedens kirke – som er en anden tidlig protestantisk kirkedannelse – er holdningen såkaldt økumenisk: Alle kristne er velkomne til nadveren, og det står enhver troende helt frit for at tænke sit under udførelsen.
I folkekirken er der i dag vide rammer for nadveren. Præsten kan vælge at knække én stor oblat ud i mindre dele eller at uddele små runde, flade brød.
Nogle præster har forsøgt sig med godt italiensk ciabatta-brød og dyr Barolo-vin for at skabe den rette middagsstemning, andre laver ligefrem middagsselskaber.
Andre igen dypper lynhurtigt brødet i vinen, så man kun får én dråbe – en skik, der også kendes fra visse katolske kirker.
