Tilbage til Hogwarts: Den guddommelige fortælling

ESSAY: J.K. Rowlings skabte en verden, hvor der var plads til alle os misfits. Nogle synes, hun tog den fra dem igen. Men hvem ejer egentlig den guddommelige fortælling om kærligheden, der sætter os i stand til at leve, selvom vi skal dø?

På årets første dag havde 'Return to Hogwarts' premiere på HBO Max. Et program, der fejrer 20-året for den første filmatisering i serien om Harry Potter. En længe ventet tilbagevenden, påstår streamingtjenesten selv. Jeg ved ikke, hvem der har ventet på sådan et reunion-program med længsel, men okay, som Potter-fan skulle jeg naturligvis se det. Og nu da jeg har set det, må jeg være ærlig og sige, at programmet i sig selv ikke er særlig seværdigt, det er allermest en flok skuespilleres fejring af sig selv. Alligevel var det et hyggeligt gensyn med alle de magiske venner, for det satte gang i en sand storm af minder fra et ungdomsliv, der alle kan kobles op på Hogwartsreferencer og filmreplikker.

Mit første møde med Harry Potter skete, da jeg gik på efterskole. Én af pigerne læste og udbredte sig begejstret om bøgerne. Jeg lyttede med skepsis, pudsede min 16-årige litteratursnobbede glorie og tænkte, at børnebøger ikke var værdige til at finde plads på min ellers velassorterede bogreol. På et eller andet tidspunkt har jeg givet mig og alligevel læst første bog i serien. Velsagtens for med større gennemslagskraft at kunne slå den platte begejstring til jorden. Sådan gik det ikke. Overhovedet ikke.

Efter mit første besøg på Hogwarts var jeg solgt, og jeg ønskede ingenlunde at tage hjem igen. På det tidspunkt var fire bøger i serien udkommet, og jeg åd dem i løbet af ingen tid, og så begyndte ellers den laaaange ventetid, inden bog nr. 5 endelig kom. Den aften sad jeg foran Arnold Busck på gågaden i Odense, i kø sammen med to gymnasieveninder, for at få fingre i Harry Potter and the Order of the Phoenix, det minut den blev frigivet. Eller kø er vel så meget sagt, for vi var de eneste tre, der sad der. Med den bog tog historien et spring, og det, der hidtil havde været en begejstret interesse, var nu en lidenskab, der satte alle mine følelser på overarbejde.

Sidenhen har mine veninder og jeg siddet i samtlige udgivelseskøer, når en ny bog udkom. Køerne blev heldigvis både længere, sjovere og mere nørdede, med både udklædning og fest, da vi rykkede fra gymnasielivet i lille søvnige Odense til studielivet i København. Én gang, det var til udgivelsen af den sidste bog i rækken, ”Harry Potter and the deathly Hallows,” var en pige iført en T-shirt, hvorpå der stod Snape is good! Dammit. Og jeg husker, at jeg så inderligt håbede, at hun fik ret.

Og så var der den date, jeg tog på en mørk januaraften for fire år siden, hvor en sød fyr henover en øl spurgte mig, hvilken replik i hele Potter-verdenen jeg syntes var særligt god. Det krævede en tænkepause, for der er mange gode. Ofte udtalt af Dumbledore, og det var da også én af hans replikker, jeg endte med at nævne: ”Of course it is happening inside your head, Harry” og den skønne fyr overfor mig fortsatte: ”but why on earth should that mean that it is not real?” Ham giftede jeg mig med. Alt andet havde været åndssvagt.

Selvsamme er netop gået i gang med at læse første bind af serien for vores toårige søn. Med svigtende held vil jeg sige, men forsøget er absolut prisværdigt.

Og sådan har Harry Potter og hele troldmandsuniverset fulgt mig i årevis. Det kommer nok ikke til at ændre sig. Men et samfund ændrer sig i løbet af 20 år (eller 25 år, hvis vi tæller fra udgivelsen af første bog i 1997: Harry Potter and the Philosopher’s Stone), og det mærker man, når man læser eller ser J.K. Rowlings normative beskrivelser af personer, skole og hjem. Mødre går hjemme, passer hus, børn og madlavning. Fædrene gør karriere. De dumme er også tykke, og de onde er grimme. Pigerne er generelt artige, pligtopfyldende og dygtige i skolen, mens drengene står for ballade og billige grin. Normkritikken har vundet indpas, og personligt er jeg en af dem, der hylder den udvikling. Det udfordrer mig, når jeg læser bøgerne og ser filmene i dag.

Der spekuleres en del i, at universets skaber, forfatteren J.K. Rowling, glimrer ved sit fravær i ”Return to Hogwarts.” Hun bliver nævnt en del gange, og der afspilles gamle klip fra et tidligere interview, men selv har hun altså ikke fundet det nødvendigt at returnere til Hogwarts. Eller skyldes hendes fravær snarere, at hun slet ikke blev inviteret? Angiveligt fordi hun i 2020 kom galt afsted, da hun på Twitter gik i rette med formuleringen ”personer, der menstruerer” og i stedet foreslog, at vi kaldte dem ”kvinder.” Det blev til lidt af en shitstorm, der anklagede hende for at være transfob, og forfatterens egen støtteerklæring til transpersoner hjalp ikke stort.

Shitstormen startede et kæmpe regnskyl af spørgsmål i mit hoved. Hvem har egentlig mest ret til et værk? Når en kunstner har afsluttet sit projekt og sender det ud i verden, har vedkommende så stadig den fulde råderet, eller får værket sit eget liv? Er værket nu til i sin egen ret? I J.K. Rowlings tilfælde står det klart, at det budskab, som så mange børn og unge har læst ind i hendes bøger og fundet tryghed og glæde i igennem 00’erne, nemlig at der er plads til alle – også alle os, der af den ene eller anden grund føler os malplacerede, kiksede og forkerte – er truet af hendes udmeldinger om køn og identitet. For med trans- og queerpersoner er der tale om en gruppe, der i allerhøjeste grad er udsatte og sårbare i en verden, der i bedste fald ikke rigtig forstår dem og i værste fald slet ikke vil vide af dem. De føler sig nu frarøvet deres safe place. Det er sorgfuldt og formentlig utroligt skræmmende. Og det store spørgsmål er jo så, om det også er sandt? For indeholder et værk ikke netop det, vi som betragtere, læsere og fans tillægger det?

Og i den modsatte ende af spektret kan jeg ikke lade være med at synes, at det klinger en smule hult, når de glade film-medvirkende overgår hinanden i at fortælle om, hvordan Rowlings univers giver plads til alle ”misfits,” når der tydeligvis ikke er plads til dem, hvis holdninger vi ikke synes om. I dette tilfælde en (påstået) transfob. Om det er rimeligt eller ej, at J.K. Rowling udelukkes fra gammel-elev-festen, kræver sin helt selvstændige analyse, der må tage livtag med cancel culture og overvejelserne om, hvorvidt et værk kan have noget at byde på, selvom tidens gang ændrer vores syn på det.

I øvrigt har J.K Rowling selv afvist, at der skulle være tale om en manglende invitation. ’Return to Hogwarts’ er en hyldest til filmatiseringerne, og selvom de selvfølgelig ikke havde fandtes uden det litterære forlæg, så er det jo ikke forfatteren, der er den direkte skaber af filmuniverset, og som sådan er hun ikke direkte savnet i programmet.

At bøgerne og filmene om Harry Potter er noget særligt, skyldes (også) at de i mine øjne er en eminent lektion udi kristendom. Flere historier og begivenheder fra serien har dannet grundlag for prædikener og især vielsestaler, når jeg trækker i præstekjolen. Nogle vil påstå, at det blot er endnu en fortælling om det godes kamp mod det onde, men nej, det er meget større end det. Det er fortællingen om kærlighedens usynlige mærke, som ethvert menneske kan iføres, der gør dig i stand til at leve, når døden ellers har overtaget. For hvordan kan vi, der véd vi skal dø, hver dag stå op og leve vores liv, som om døden ikke var en konstant trussel? Det er stort, det er kæmpestort. Det er den største superkraft, det er magi, det er mirakuløst. Ja, kald det, lige hvad du vil – jeg kalder det guddommeligt!

Så holder gensynet med Hogwarts og de – let’s face it – temmelig selvforherligende skuespillere? Ja da! Bare vær forberedt på, at det er så sødt, at det hviner i tænderne. Men det går også lige i de nostalgiske nervebaner og tager dig med til en verden, som jeg ville ønske, at jeg kunne få lov at besøge igen for første gang. Trods den kvalmende sødme, er det så sært afhængighedsskabende, at du gerne tager en bid mere.

Som fan af filmene vil jeg anbefale dig at finde bland selv-slikket frem og begive dig ud på mindernes boulevard. Og som endnu større fan af bøgerne vil jeg anbefale dig at hive dem ned fra hylden og genlæse dem, for jeg ved ikke hvilken gang, for hvis der er noget, der holder, så er det bøgerne. Med en for Potter-fans let gennemskuelig reference: De holder, ALWAYS.

Publiceret den 29.1. 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i anmeldelsen, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.