Skrækken behøver ikke slå medfølelsen ihjel
KOMMENTAR: Der synges fællessang fra altanerne, og folk køber ind for hinanden. Måske kalder pandemien det bedste frem i os denne gang?
Katastrofer som terrorhandlinger og orkaner og jordskælv kan få mennesker til at rykke sammen og stå side om side, mens vi åbner vores hjem for fremmede, deler knus og måltider og tænder lys for og med hinanden. Men historisk set har pandemier kaldt det værste frem i mennesker og fået os til at tage afstand fra hinanden, fordi rædslen for smitte mellem mennesker ofte slår vores empati ihjel. Tænk bare på pesten i London og Venedig i 1600-tallet eller koleraen i Napoli i 1800-tallet, hvor de fattige blev sendt væk for at dø en hæslig død, mens de bedrestillede forsøgte at redde sig selv. Sådan skriver David Brooks i en klumme i avisen The New York Times, hvor han dog slutter med at spørge, om det måske kan gå anderledes denne gang.
Vi er alle berørt af den Corona-pandemi, som lige nu hærger verden. Og jeg synes, der er håbefulde tegn på, at denne pandemi vil kalde det bedste frem i os, og at vi ikke vil lade skrækken og panikken slå vores medfølelse ihjel.
Selvom der var nogle fortvivlende billeder af hamstrende danskere, da situationens alvor begyndte at gå op for os, er der også mange tegn på, at vi denne gang kan holde os fra hinanden fysisk og alligevel mødes som mennesker med empati.
Det ville være utrolig smukt, hvis fremtidens historikere også vil kunne se tilbage og sige, at Corona-krisen i 2020 var med til at skabe enhed og fællesskab i en splittet og konfliktfyldt verden.
Det er blevet dårlig stil at hamstre. Det er dårlig stil at overtræde myndighedernes påbud – vores dronning har ligefrem kaldt det ”hensynsløst”. Og det er god stil at synge på altanerne og at hjælpe hinanden med indkøb. Det vrimler med Facebookgrupper, hvor man tilbyder at handle ind for mennesker, som er særligt sårbare, og sundhedsvæsenets jobbanker, hvor man har søgt efter ekstra sundhedspersonale, har fået overvældende mange henvendelser.
Måske vil de sociale mediers rum under denne pandemi faktisk holde sammen på os og være et helbredende sted, hvor vi kan mødes i vores skrøbelighed, selvom vi fysisk holder afstand.
Den nuværende sundhedskrise vil sætte sig dybe spor både menneskeligt og økonomisk. Men det ville være utrolig smukt, hvis fremtidens historikere også vil kunne se tilbage og sige, at Corona-krisen i 2020 var med til at skabe enhed og fællesskab i en splittet og konfliktfyldt verden. At menneskeheden åndeligt set rykkede tættere sammen på trods af alt det, der nogle gange skiller os fra hinanden. At vi blev enige om at yde ofre for at tage os af de svageste og mest skrøbelige – og at vi fortsatte med det bagefter, også når det handlede om andre kriser end Corona-krisen.
