Fortsæt til hovedindholdet

”Nu kommer jeg lige til at tale lidt om fodbold”

Af Mads Graves Pedersen, Tagensbo Kirke

KOMMENTAR: Mads Graves Pedersens prædiken søndag morgen blev anderledes, end han havde tænkt sig. For efter Christian Eriksens hjertestop under landskampen lørdag aften, var det pludselig helt nødvendigt at dele oplevelsen af livets skrøbelighed med de andre.

Allerede på cyklen hjem fra den havefest, hvor jeg havde set kampen, kørte mine tanker på højtryk. For om en håndfuld timer ville lørdag nat være blevet til søndag morgen, og ugens højmesse skulle naturligvis afvikles. Men min prædiken virkede pludselig malplaceret, salmerne, vi skulle synge, var jeg pludselig blevet usikker på, og oppe i mit hoved bladrede jeg febrilsk igennem menigheden og forsøgte at få et overblik over, hvem der, ligesom jeg selv, havde set en livløs Christian Eriksen ligge på græstæppet midt under det, som skulle have været startskuddet på sommerens store folkefest.

For man kan gøre meget for at sætte en bestemt stemning i et kirkerum. Man kan gennem musik og ord farve den korte tid, vi deler sammen søndag formiddag. Men intet kan ændre på den fælles grundstemning, der dominerer, når vi sammen deler en konkret eksistensbegivenhed som dén, det meste af Danmark oplevede lørdag aften. Den stemning er man nødt til at træde ind i, og jeg kunne heller ikke andet, for jeg stod allerede selv midt i den.

Da jeg kommer hjem, ser jeg en avis, der skriver, at vi engang gik i kirke for at blive mindet om livets skrøbelighed, men at vi i går fik den samme erfaring på et fodboldstadion. Jeg tror nu aldrig, at det har været kirkens opgave at minde os om livets skrøbelighed. Det klarer livet desværre helt fint af sig selv. Men det er i kirken, at vi kan komme med vores dirrende hænder og tunge hjerter og ved fælles hjælp minde hinanden om, at livet skal indtages på trods af dets skrøbelighed

Den store tyske teolog Karl Barth skulle på spørgsmålet om, hvordan man knytter bånd til sin menighed, efter sigende havet svaret: Læs avisen! Og uanset om de ord virkelig er Barths eller ej, så er de sande. Kirken er et stort akustikrum, og alle bringer deres vibrationer med sig derind, så man er simpelthen nødt til at vide, hvad der foregår i folks verdener, ellers bliver præstens tale til envejskommunikation.

Mens jeg klæder om i præsteværelset, kan jeg allerede høre, hvordan samtalerne kredser om kampen. Nogle har set den med hele familien samlet om fjernsynet, andre har først hørt om den her til morgen. Så begynder præludiet, og den sidste snak forstummer. Gudstjenesten går sin vanlige gang, men jeg afbryder min prædiken halvvejs igennem med ordene: ”Nu kommer jeg lige til at tale lidt om fodbold.” Flere i menigheden ser op i forsigtige smil, og i et kort sekund føles det, som om alle kirkens vinduer åbnes på samme tid, og luften bliver frisk og let.

Efter gudstjenesten drikker vi kaffe, og sammen fortæller vi alle vores historier. Hvor var vi? Hvem så vi kampen med? Har vi selv haft hjertetilfælde tæt inde på livet? Har vi selv oplevet et? Har vi selv mistet nogen, vi holdt af?

Vi taler om, hvor absurd det på mange måder var, at vi kan blive så berørt over et enkelt menneskes ulykke, når vi slet ikke kender mennesket. Men vi taler også om, at vi alle har den erfaring, at vi føler os allermest forbundet med hinanden, når vi mister. Vi bliver opmærksomme på, at vi er én lang kæde, i det øjeblik et led i kæden forsvinder. Vi taler om oplevelser, vi har haft ved bisættelser. Oplevelser af forening og ny kærlighed, der pludselig strømmer imellem os og bliver til lys i den skygge, som et dødsfald kaster. Og så taler vi om taknemmelighed, og hvor stor en lettelse, vi følte, da det blev meddelt, at Christian Eriksen overlevede efter nogle fantastiske aktioner fra hans holdkammerater og fra lægestaben. Jeg får sagt noget om K.E. Løgstrup og om, hvordan vi alle holder noget af hinandens liv i vores hænder. Herefter taler vi om alle dem, der sidder alene, og at vi nok bør få opfrisket vores respektive førstehjælpskurser.

Da jeg kommer hjem, ser jeg en avis, der skriver, at vi engang gik i kirke for at blive mindet om livets skrøbelighed, men at vi i går fik den samme erfaring på et fodboldstadion. Jeg tror nu aldrig, at det har været kirkens opgave at minde os om livets skrøbelighed. Det klarer livet desværre helt fint af sig selv. Men det er i kirken, at vi kan komme med vores dirrende hænder og tunge hjerter og ved fælles hjælp minde hinanden om, at livet skal indtages på trods af dets skrøbelighed. Livets kostbarhed skal ikke få os til at gemme vores liv væk bag lås og slå. Livet skal leves for og med hinanden, for ingen af os ved, hvornår det hele er forbi. Sjældent har jeg været mere taknemmelig for at kunne være sammen med min menighed og blive mindet om det, som jeg var i søndags.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner