Mia og Oliver og livets skrøbelighed
KOMMENTAR: Vi kan ikke beskytte dem, vi elsker. Vi får lyst til at putte dem i lommen for at passe på dem, men livet skal bruges. Hvis vi sidder inde og er bange, har livet ingen værdi.
Det har været en tung uge i Aalborg. Den glade weekend, hvor det skulle fejres, at nattelivet kunne åbnes igen efter endnu en nedlukning, skulle vise sig at have kostet to unge mennesker livet.
Det blev meget synligt for os, der dagligt færdes i Aalborgs gader. Der var lagt blomster og tændt lys på kajen, hvor Oliver sidst var set i live. Senere blev Mias forsvinden en landsdækkende mediehistorie, og da politiet på et pressemøde offentliggjorde, at de mente at have fundet dele af Mia i Dronninglund Storskov, voksede blomsterne nærmest op af fortovet foran Netto, hvor Mia sidst var set i live.
Jeg vil gætte på, at de samtaler, vi har haft hjemme hos os, ikke er forskellige fra dem, der har været i alle hjem over hele landet. Sagt til datteren: Du skal love altid at ringe hjem, når du går i byen. Vi kommer og henter dig ligegyldigt hvad. Sagt til sønnen: Vil du ikke nok love os, at du bliver fra den havnefront. Og du skal i hvert fald ikke stå og tisse ned i fjorden. Det kan så let gå galt, og når man er fuld, så går underafkølingen så hurtigt, at man nærmest ikke når at reagere.
Det næste har vi måske ikke sagt, men har nøjedes med at tænke: Kunne vi dog bare skærme vores børn lidt mere. Behøver de gå i byen?
Jeg har ikke talt med en ekspedient, uden at vi har vendt Mia og Oliver og livets skrøbelighed. Jeg har i ugens løb ikke gået noget sted på gaden uden at opfange brudstykker af samtaler, der handler om vel et af de største dilemmaer i livet: Hvorfor får vi nogen at elske for siden at erfare, hvor hjælpeløse vi er?
Hvor har jeg lyst til at beskytte mit barn på et sikkert sted! Og det siger jeg, vel vidende at sådan kan det selvfølgelig aldrig blive. Jeg kan ikke beskytte det, jeg elsker mest. Jeg kan forsøge at skærme mine børn i nogle år. Jeg kan opfordre dem til at tænke sig om. Men sikre dem kan jeg i virkeligheden ikke.
Denne 'samtale' har jeg overhørt og bidraget til i snart sagt enhver kø, jeg har stået i den sidste uge. Jeg har ikke talt med en ekspedient, uden at vi har vendt Mia og Oliver og livets skrøbelighed. Jeg har i ugens løb ikke gået noget sted på gaden uden at opfange brudstykker af samtaler, der handler om vel et af de største dilemmaer i livet: Hvorfor får vi nogen at elske for siden at erfare, hvor hjælpeløse vi er?
De samtaler, jeg har overhørt, har været lige så livsnære prædikener, som jeg nogensinde kunne gøre mig nogen forhåbning om at holde. Der er blevet lagt blomster og tændt lys. Som spontant opståede gudstjenester.
De tændte fyrfadslys på gaden har været påmindelser om, hvor skrøbelige vi er, når døden som i Mias og Olivers tilfælde kaster os ud i håbløshedens mørke, uden at de eller vi havde gjort noget for det? Når intet andet end tåbelige tilfældigheder er anledning til grusomhed og sorg. Havde Mia dog bare ikke sat sig ind i den bil. Havde Oliver dog bare holdt sig fra kanten af kajen.
Mødet med tilfældigheden lukker sig om os som et mørke, der truer med at være uigennemtrængeligt. Hvad gør vi så? Så er det måske lige præcis der, at vi hver især skal finde den lillebitte smule af håb, der er gemt i os. Det er der, hvor vi skal finde alt frem fra gemmerne i hjertets dyb. Vi skal have omsorgen og forståelsen til at yngle.
Der er nogen, der er skyldig i at have forvoldt Mias død, men det er hverken Mias eller Olivers skyld, at de døde. Deres forældre har ikke opdraget dem dårligere, end vi har opdraget vores børn. De har heller ikke været mere skødesløse end alle andre. Vi står som dem i præcis den spænding, der er imellem at vores unge mennesker skal leve deres liv, bruge deres potentiale, og samtidig har vi mest lyst til at putte dem i lommen og holde nænsomt om dem, for at intet ondt skal ramme dem.
Vi er spændt ud. På den ene side står livet og kræver sin egen ret. Jeg vil bruges, siger livet. Vi skal gå ud og bruge alt, hvad vi har af liv, for liv giver mere liv. På den anden side står vi og bliver bange for at bruge det; bange for at miste det liv, vi har fået.
Det dilemma kommer vi aldrig til ende med. Vi er nødt til at finde storsind frem for at forlige os med livet. Det storsind rækker Mias far os. Han gør det i et Facebook opslag, hvor han siger, at Mia gjorde det rigtige: Hun brugte livet i stedet for at sidde inde og være bange. Sidder vi inde og er bange, har livet ingen værdi.
Vi skal investere vores liv, for at andre skal leve. Bevægelsen i livet går altid udad.
Publiceret den 13.2. 2022
De synspunkter, der kommer til udtryk i kommentaren, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.
