Melodi Grand Prix: Fred gennem popmusik

KOMMENTAR: I år er det svært at glæde sig helt så meget til Dansk Melodi Grand Prix, optakten til Eurovision, der fejrer fred og fællesskab i Europa. Men vi har stadig brug for drømmen om, hvordan det kunne være.

I de seneste dage har jeg prøvet på at ”lade op” til det, der for mig er et af årets kulturelle højdepunkter: Dansk Melodi Grand Prix. Det danske forspil til tre aftener i maj med Eurovision i flimmeren. Jeg tager den her konkurrence i popmusik meget seriøst, og derfor lytter jeg også hvert år med alvor til alle de danske bidrag: Mon der ligger en vinder gemt i bunken i år? Eller bare en sang, der kan komme langt – som resten af det brogede Europa vil falde for?

Hvert år glæder jeg mig til følelsen af europæisk fællesskab, fest og ballade, sjov og alvor. Eurovisionen blev opfundet for at styrke fællesskabet mellem europæiske lande, så vi kunne lære at leve i fred gennem popmusik. Jeg kan godt selv høre at det lyder lidt naivt, men det var vist ment alvorligt, og at jeg ikke er den eneste, der stadig tager det alvorligt, viser de skyhøje seertal og de mange kærlighedserklæringer til konceptet.

Men i den seneste uge har jeg haft meget svært ved at glæde mig. For nu er der er krig i Europa, og drømmen om fælles forståelse mellem landene virker som den har tabt pailletterne. Hvordan tænke på popmusik? Mit hoved er fyldt med bønner for de mange mennesker, som lider og er bange. Og med tanker om, hvordan det kunne komme så vidt – som om at hvis vi forstod det, så kunne vi skrue tiden tilbage, til før det gik galt. Det er ikke nemt at koncentrere sig om at passe sit arbejde eller særlig meget andet i de her dage – så hvorfor overhovedet beskæftige sig med Melodi Grand Prix?

Det har jeg tænkt over – og så kom jeg til at tænke på en samtale, jeg havde med en enke engang i det sene efterår, forud for hendes mands bisættelse. Da vi havde talt sammen om, hvem han var og om deres liv sammen og meget mere, så skulle der til sidst vælges nogle salmer. ”Vi skal i hvert fald synge ’Dejlig er jorden’,” sagde hun. ”For det er den jo!”. Sådan kunne hun sige, selvom hun havde mistet sit livs kærlighed, ham hun havde delt næsten et halvt århundrede med – og det var, som om vi begge to lige sænkede skuldrene lidt: Ja, livet er også dejligt, det må vi ikke glemme!

Derfor vil jeg sætte mig ned foran TV på lørdag. Hvis jeg er heldig, vil både mand og børn sætte sig ned sammen med mig, og i år vil jeg prøve at få os alle spændt ned i den samme sofa. Og så skal vi i nogle timer bare tænke på popmusik. Ikke fordi det er det vigtigste i verden – for det er det bestemt ikke. Men fordi vi har brug for at se livets skønhed og drømmen om, hvordan det kunne være. Også når det ser sort ud.

Publiceret den 1. marts 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i kommentaren, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.