”Klap ikke ad os, men kæmp med os!”

KOMMENTAR: Regitze Marker har taget orlov fra sit præstejob for at forstå klimakrisen og de unges engagement bedre. Nu har hun lavet en række film om dem.

Det er, som om min barndom er taget fra mig, med al det ansvar jeg skal bære,” fortæller Karen på 11 år mig.  "Det er helt sindssygt, det er os på 11 og 12, der skal løfte klimakrisen," tilføjer Hannah på 12. ”De fleste ældre tænker nok om klimakrisen, at den ordner de unge,” svarer 12-årige Manna mig på mit spørgsmål om, hvorfor hun er blevet klimaaktivist.  “Men hverken vi unge eller de voksne kan klare det alene! Vi må løfte det sammen!”

Gennem de sidste to-tre år har jeg fulgt en gruppe særdeles bekymrede og samfundsengagerede unge. Jeg troede, de unge ligesom mig selv i den alder var optaget af leg med hinanden og trygge ved, at de voksne havde styr på verden omkring dem. Men gennem mine samtaler med de unge har jeg oplevet noget andet.

På tværs af geografiske, sociale-, kulturelle- og aldersmæssige forskelle har nogle unge klimaaktivister fundet sammen som klimabevægelse. Inden deres møde følte de sig alene med klimasorgen. De kalder den en tavs sorg over uerstattelige store tab af natur og dyrearter og en forundring og frustration over, hvor lidt vi taler om det. ”Vi får fakta på fakta i skolen, men vi mangler at tale om klimakrisen som en eksistentiel krise,” siger 13-årige Thea.

Vi har med både coronakrisen og nu krigen i Ukraine set, hvor skrøbelig og påvirkelig vores eksistens er. Vi har længe kunnet forestille os, at vi var ideelle, enestående og grænseløse individer, ja, overmenneskelige. I en menneskealder troede vi, at vi kunne alt. Nu har vi indset, hvor udsatte vi er. De unge har, med store personlige afsavn, udvist mådehold i forhold til deres sociale liv de sidste par år af hensyn til det større fællesskab med de ældre og svage. Vi ser lige nu, hvordan mennesker i krig, der må forlade alt, hvad de har, er optaget af at hjælpe andre. Mennesker, samfund og lande samler sig solidarisk i samarbejde om løsninger på et højt niveau og i et tempo, vi tidligere i forhold til klimakrisen er blevet fortalt ikke var muligt. 

Jeg kastede mig ud i at researche på klimakrisen for et par år siden, da jeg opdagede, hvor bekymrede mine konfirmander var for fremtiden. Når de spurgte mig, havde jeg ingen gode svar på, hvorfor vi i samfundet ikke taler om klimakrisen som en krise. Det fik mig til at stoppe op, tage orlov fra mit præstearbejde og begynde at læse klimalitteratur. Det var så foruroligende læsning, at jeg tænkte, at det enorme oprydnings- og reparationsarbejde kan vi ikke byde vores børn.  På den baggrund foreslog jeg Filminstituttet, at jeg fulgte og filmede de unges refleksioner for at skabe nogle film, der kan sætte nogle brobyggende samtaler i gang.

Mit første møde blev med de to initiativtagere gymnasieelever, Asger og Tobias på 17, der var dem, der modigt startede klimastrejkerne i Danmark. Det var op til valget i 2019, og de unge strømmede i hobetal til Christiansborg. Når jeg spurgte dem om deres motivation til at strejke, sagde de: ”Man kan enten vælge at være ligeglad med klimaforandringerne, eller man kan tro på, at der er håb endnu. Det er så vigtigt at vælge håbet, som vi finder i det klimaaktivistiske fællesskab.”

De to viste mig vejen til ungdomsbevægelsen Fridays for Future. Efter det grønne valg i 2019 var det endnu yngre klimaaktivister, unge mellem 11 og 16 år, der tog over. Deres mål var at holde regeringen fast på de grønne løfter, de var valgt ind på. De unge organiserede faste mandagsmøder på Geologisk Museum med dagsorden, og jeg så en bemærkelsesværdig lytte-til-hinanden-kultur med referater og arbejdsgrupper med konkrete opgaver; taler- og kronikskriverier, banner, strejker, medieoptrædener, planlægning af landsdækkende camps og kampagnemål som klima-på-skemaet. De arbejdede målrettet og struktureret så godt de kunne som de unge, de er.

En lille udbrydergruppe gik til inspektøren på deres skole og efterlyste tværfagligt klima-på-skema. De fik lov, hvis det ikke gik ud over undervisningen, og herefter brugte de fem unge en måned på selv at sætte sig ind i klimastoffet, inviterede ti skoleklasser og underviste dem og deres lærere i Geologisk Museums auditorium om klimaproblemer og -løsninger i åben dialog med eleverne. “Klimaviden er klar forudsætning for at handle på krisen” forklarede tre af underviserne mig, Viola, Sofus og Thea, der alle tre er 13 år.

I otte dage op til folketingets åbning slog klimabevægelsen lejr på Christiansborgs Slotsplads med en lang række workshops, happenings, talere og et hav af interviews med både tv og skrevne medier. De fyldte pladsen med unge, der i lange rækker siddende i stilhed vendt mod folketinget i sorgfuld demonstration over de tab, de ikke kan lægge blomster for.  Om natten optog jeg deres overvejelser om dagens events og samtaler med forbipasserende. På den 8. dag uden søvn var 17-årige Sigrid fra Viborg i DR’s Orientering på P1, hvor hun holdt en dundertale med fakta og argumenter på bordet, når de to journalister går kritisk til hende. 

Jeg har mødt en ny generation, der vil have, at vi skruer ned for vores ekstreme levevis og lever i overensstemmelse med jordens og menneskets egen bæreevne. De er bevidste om et sårbart klima og en biodiversitet, vi ikke kan genskabe. Det kalder på et kollektivt og solidarisk samarbejde på tværs af politisk ståsted og generationer. 

Den helt overordnede frustration hos dem er, at de ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt og savner, at de voksne kommer på banen med dem, så de kan få deres ungdomsliv tilbage. Som Hannah, Manna og Karen, der oplever at opgaven med at redde kloden hviler tungt på deres skuldre. Det er på en gang trist at være vidne til, men det er også vanvittigt motiverende.

Jeg oplever, at de unge samarbejder målrettet for en ny bæredygtig samfundsstruktur, en politisk og personlig omstilling, der vil forandre samfundet for andre end dem selv, ligesom de gjorde under corona. Klimakrisen er en tragedie, men den åbner også op for en mulighed for at slippe det udmattende fokus på individet, der har foranlediget klimaforandringerne. Deres fællesskab holder dem vågne og deres afmagtsfølelse i ave. Det giver dem mening og et aktivt håb, fordi de er sammen om reelt at gøre noget.

Men de spørger mig også, om min generation er faldet ned mellem sofapuderne? De synes, vi er fraværende, og de kan ikke løfte opgaven alene. 

De unge efterlyser voksensamtaler, enten med forældre, ældre og undervisere på tværs af generationer. Samtaler, der stikker dybere end et velment: “I er så seje” – og så ser de unge ellers de voksne fortsætte, som de plejer. 

De unge siger: ”Klap ikke af os, men kæmp med os!”

Hvor finder de håbet? Ja, det kræver stort mod og omsorgsfuld bæreevne fra fællesskabet, at den enkelte unge vover at vende blikket mod klimakrisen. Stort set alle de unge, jeg har talt med, fortæller at de nu sanser naturen og dyrelivet i farver, dufte, lyde og glæde, som aldrig før. Det styrker deres forbindelse til naturen, dyrelivet og det større fællesskab, de kæmper for.

I dag turnerer jeg rundt i kirker, på højskoler, efterskoler og lærerværelser med mit filmede klimakrise-generationsportræt for at sætte klimasamtalen i gang med unge, ældre og undervisere. 

De her unge er klar. De har øvet sig længere end de fleste af os, viser mine film. Nu er det bare op til min generation at tage springet over generationskløften og medvirke i det meningsfulde klima-samarbejde med de unge. Og dét, skal jeg hilse at sige, holder en vågen, bevæget og er aldrig kedeligt! 

Find Regitze Markers klima-hjemmeside her, hvor du blandt andet kan finde undervisningsfilm og podcasts om klimakampen.

Publiceret den 24.3. 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i kommentaren, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.