#Kigvæk: Fodboldelskere bør boykotte VM i Qatar

KOMMENTAR: Mennesker er blevet til midler i det økonomiske magtspil omkring fodbold-VM. Vi kan ikke bare se til, men bør vende ryggen til – af kærlighed til en sport på vej ud over afgrunden. Det er en vigtigere kamp, og bolden ligger hos os.

En VM-finale i fodbold er verdens største enkeltstående sportsbegivenhed. Fodbold er verdens største sport. Spillerne er bedre end nogensinde og dyrere end nogensinde. De bedste af dem er blevet internationale brands. Men i takt med at grænserne for atleternes færdigheder hele tiden flytter sig, er økonomien også på himmelflugt. Og hvor der er økonomi, er der magt, og hvor der er magt, er der ondskab. 

Skønt Champions League, den engelske Premiere League og de andre store europæiske ligaer er lokomotivet, som driver det tonstunge pengetog frem, så har verdensmesterskabet for landshold stadig en særlig romantisk position som den helligste af fodboldverdenens hellige haller. Intet trofæ er mere mytisk. Ingen kampe lige så mindeværdige. Hver fjerde år, når slutrunden spilles, er sommervejret ligegyldigt. For solen brænder i fodboldhjertet, og man løber hele vejen hjem fra arbejde for at se anden halvleg af en kamp mellem Peru og Schweiz. Hver en afslutning, aflevering og indkast er vigtig. Alt har pludselig betydning.

Men også VM er blevet big business og verdenspolitik. Og til forskel fra de store europæiske ligaer og Champions League, så slår VM ikke sin rod i den europæiske baghave. Slutrunden vandrer rundt fra verdensdel til verdensdel og trækker et dybt spor efter sig fyldt med kultursammenstød og etiske blindgyder.

I 2010 blev værtskabet for VM i fodbold tildelt Qatar. Det var mildest talt overaskende, da Qatar på det tidspunkt nærmest ingen forudsætninger havde for at kunne afvikle en slutrunde af den størrelse. Der var ingen stadioner, ingen fodboldhistorie, ja selv tidspunktet for slutrunden, som traditionelt altid har været om sommeren, blev flyttet til om vinteren, for at kampene ikke skulle spilles i 40 graders varme under Mellemøstens bagende sol. Det virkede med andre ord til, at man gjorde mere end bare skar en hæl og klippede en tå for at forvandle verdens største sportsbegivenhed til en arabisk drøm.

Mistanken om korruption var nærmest bøjet i neon fra begyndelsen, og i årene som fulgte begyndte fundamentet under fodboldforbundenes verdensorganisation FIFA da også langsomt at smuldre. Fem år senere i år 2015 udviklede det sig til en reel korruptionsskandale, som blandt andet trak tråde tilbage til flere af de forgangne VM-slutrunder. Skandalen endte med at rydde gevaldigt op i toppen af FIFA og førte blandt andet til en udelukkelse af den berygtede præsident Sepp Blatter. Men slutrunden i Qatar forblev i Qatar.

I virkeligheden er ideen om en VM-slutrunde i Mellemøsten en fantastisk smuk ide. Mellemøsten elsker fodbold, og sportens tiltagende popularitet vil unægtelig udmønte sig i flere fremragende mellemøstlige spillere, der inden længe vil betræde græstæpperne hos de største europæiske klubber. Og selvom det er en fortærsket kliche, så er der bare noget om, at sport kan bygge nye kulturelle broer.

Problemet er bare, at VM-slutrunden i Qatar fra begyndelsen har været et vanvidsprojekt. Allerede for otte år siden kunne den britiske avis The Guardian fortælle om de kummerlige forhold, som de mange tusinder af migrantarbejdere, der skulle bygge stadions, infrastrukturer og hoteller til slutrunden, måtte leve og arbejde under. Allerede dengang blev der berettet om flere hundrede af nepalesiske migrantarbejdere, der havde mistet livet, mens de arbejdede. For en lille måneds tid siden vendte The Guardian igen tilbage til situationen i Qatar. I dag er tallet væsentligt højere, og over 6.500 migrantarbejdere har måttet give det dyrebareste, de havde, for at vi, som elsker fodbold, kan få vores behov stillet. Immanuel Kant ville hive sig i sit tynde lyse hår, for mennesker er i hobetal blevet reduceret til midler for et prestigekapitalistisk endemål. Dertil kommer Qatars middelalderlige syn på homoseksuelle, ytringsfrihed og oven i hatten et internationalt fodboldforbund, som har været så pilråddent, at VM-slutrunden har været gennemsyret af dårligdom, lang tid inden den første sten blev lagt af en nepalesisk migrant.

Alt tyder på, at det danske herrelandshold løber på banen engang til vinter i Qatar. Trods den massive kritik er strategien fra DBU’s side at indgå i en kritisk dialog, men stadig møde op, og så er det ellers op til de enkelte spillere, hvordan de vil kritisere værtsnationen, mens de står midt i den. Der må være et økonomisk og diplomatisk spil, der er så indviklet, at det, som virker som det åbenlyst rigtige at gøre – at blive hjemme – ikke er en mulighed.

Bolden ligger med andre ord hos os. Tilskuerne. For det tyder på, at så længe det er korrumperede pengestrømme, som bærer VM-skibet over verdenshavene, så er den eneste måde, vi kan gøre modstand på, at tage magten fra pengene. FIFA og VM-slutrunden er dybt afhængige af deres sponsorer, og sponsorerne er dybt afhængige af, at vi ser med. Det kan vi heldigvis lade være med. 

Det bliver tungt. Det bliver hårdt. Det bliver sørgmodigt at vide, at vores landshold spiller kampe, alt imens vi ignorerer dem. Men vi er nødt til det. Af kærlighed til en sport, som er på vej ud over afgrunden. Vi kan slet og ret ikke være andet bekendt. Skønt der ikke findes vigtigere fodboldkampe end VM-kampe, så er det her bare en vigtigere kamp.

Vi kan imidlertid trøste os med, at vi ikke bliver alene, for der er så småt ved at være en bevægelse i gang. Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen kaldte det for nylig i Weekendavisen for fodboldens MeToo-øjeblik. Flere og flere aktører melder nu kulør og taler for en reel boykot af slutrunden. Vi mangler stadig de helt store og betydningsfulde aktører – særligt de nationale fodboldforbund og deres landshold – men småt er også godt.

Skal bevægelsen for alvor have skinner at køre på, så har den i disse tider behov for et hashtag. Jeg foreslår, at vi henter inspirationen fra et af spillets smukkeste fænomener, nemlig den maskerede aflevering. ”Kig væk-afleveringen”. Detaljen, som spillere som Michael Laudrup, Guti Haz, Fancesco Totti og mange andre af spillets ypperligste kunstnere har udødeliggjort. Så når slutrunden til vinter ruller over skærmene, og de splinternye stadioner fyldes af ekstatiske tilskuere, der jubler ned mod verdensstjernerne på banen, så glem ikke, hvilket ugudeligt grundlag der ligger til grund for hele forestillingen. Giv ikke slutrundens og dens sponsorer din opmærksomhed, #Kigvæk.