Hvis kamppladsen var Aalborg
KOMMENTAR: Hvordan mon det er at skulle efterlade sine mænd i krigen og pakke kvindernes kuffert til flugt? Og hvad stiller man op med katten?
Den anden aften lagde jeg mig til at sove med billedet af ukrainske soldater på nethinden. De var ved at lære mænd i civil, hvordan man lavede molotovcocktails. Mændene stod i en halvcirkel rundt omkring et batteri af tomme syltetøjsglas og flasker. Billedet var det første, jeg tænkte på, da jeg igen slog øjnene op morgenen efter.
Billedet blev offentliggjort samtidig med nyheden om, at kvinder og børn begyndte at forlade Kyiv, mens alle våbenføre mænd skulle blive tilbage og forsvare byen. At mænd ønsker at forsvare deres by, er der jo ikke noget mærkeligt i, men det ændrer ved krigens genealogi. Almindeligvis skelner vi mellem civilister og soldater. Den gængse opfattelse er, at civile aldrig må være et mål i en krig. Det er, når man slår civile ihjel, at man sidenhen kan blive anklaget for at have begået krigsforbrydelser. Men mænd med molotovcocktails kan næppe påkalde sig krigsherrens respekt for civilbefolkningen. Vi forlader hermed enhver forståelse af en ”civiliseret” krig reguleret af internationale konventioner.
Mens jeg lå lunt og godt i min seng, begyndte jeg at tænke igennem, hvordan det ville se ud, hvis kamppladsen var Aalborg og vi som familie skulle træffe den slags beslutninger, som familier i Kyiv er i gang med at træffe nu.
Jeg fik mig regnet frem til, at vi ville kunne pakke et sæt skiftetøj til alle fra inderst til yderst, hvis vi fandt det letteste tøj, vi havde. Løbetights ville være gode. Dem kunne vi også sove i. Så kunne vi nok også få plads til et fleecetæppe til hver. Der ville ikke være plads til skiftesko, og jeg bestemte mig for, at vi alle skulle rejse i vores kondisko. Dem, der tilhører hende på 13, trænger godt nok til en udskiftning, men det var dem, hun bedst ville kunne gå langt i.
Først gjorde jeg status over hovederne og talte børnene fra Århus med. Jeg tænkte, at de nok ville være kommet hjem til os, hvis der var udsigt til krig. Vi ville i så fald tælle tre mænd i den våbenføre alder. Men hvor meget det ville styrke forsvaret, havde jeg umiddelbart svært ved at gennemskue. Min mand er en god skytte, men han ville ikke kunne løbe ret langt uden at blive forpustet. Så ville familiens unge mænd straks udgøre et bedre rekrutteringsmateriale, hvad almindelige form angår. Og dog. Min svigersøn har ganske vist det sorte bælte i karate, men han er det blideste og mest tænksomme menneske, så jeg har svært ved at få øje på dræberen i ham. Min søn har som elitesportsmand givetvis et stærkt konkurrence-gen, men som historiker der interesserer sig for bevarelsen af havskildpadder, ligger det heller ikke lige for, at han skulle have et naturtalent for at slå ihjel.
Så langt så godt; det var en status over dem, der skulle blive og forsvare byen. Dernæst kom jeg frem til os kvinder og piger, der skulle tage flugten.
Det ville være mig, der skulle drage afsted sammen med mine to døtre på 13 og 25 og vores svigerdatter. Jeg lå og tænkte på, hvad vi skulle pakke i, og hvor meget vi skulle tage med. Jeg besluttede mig for, at vi var nødt til at belave os på at skulle tilbagelægge en del kilometer til fods, bare for en sikkerheds skyld. Vi har ikke det store udstyr til friluftsliv, så jeg kom frem til, at vi kunne pakke i pigernes almindelige rygsække, som de bruger til skole og studie. Så kunne vi måske pakke en kuffert med hjul, med noget ekstra som vi hvis det blev nødvendigt kunne efterlade. Jeg fik mig regnet frem til, at vi ville kunne pakke et sæt skiftetøj til alle fra inderst til yderst, hvis vi fandt det letteste tøj, vi havde. Løbetights ville være gode. Dem kunne vi også sove i. Så kunne vi nok også få plads til et fleecetæppe til hver. Der ville ikke være plads til skiftesko, og jeg bestemte mig for, at vi alle skulle rejse i vores kondisko. Dem, der tilhører hende på 13, trænger godt nok til en udskiftning, men det var dem, hun bedst ville kunne gå langt i. Af toiletsager måtte vi nøjes med hårshampoo og tandpasta, måske lige et kig i medicinskabet for at se, om der var en rest Fucidinsalve og noget smertestillende. Dernæst kom turen til proviant. Vi havde jo ikke som foran en nærtstående ferietur købt madpakkevenligt ind med sandwichboller og brikjuice. Men der var rugbrød, ost og havregryn. Og hvad med kaffe? Kunne vi mon komme til at lave kaffe?
Ved tanken om kaffe afbrød jeg tankeeksperimentet om en nært forestående flugt ud af Aalborg. Jeg stod op, satte vand på og lukkede katten ud, gad vide, om den ville klare sig?
Publiceret den 28.2. 2022
De synspunkter, der kommer til udtryk i kommentaren, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.
