Hjulmand: He had me at hello!

KOMMENTAR: Fortællingen om fodbold er igen blevet vores fælles fortælling. En fortælling, vi ikke vælger selv og individuelt, men sammen med hinanden. En fortælling, der sætter os på samme hold. Og sådan en har vi brug for!

I mange år har jeg været fodbolddøv. Mine ører var ganske vist foldet helt ud, da Mexicodrengene og 92-holdet spillede fodbold på glæde og begejstring. Men herefter gik det ned ad bakke. Under Bo Johansson, Morten Olsen og Aage Hareide mistede jeg hørelsen og kunne ikke længere høre den fortælling, som vi havde delt med Piontek og Ricardo. Fortællingen om det fælles, om nationen, om os, om vores, om Danmark, om sammenhold, om stolthed, glæde og begejstring blev tavs. I stedet kom fodbold til at handle om strategi, taktik og om ikke at tabe. 

Men så kom Hjulmand. Og he had me at hello! Fra første gang han åbnede munden, var jeg klar over, at det, han sagde, havde vi brug for at høre, og at den fortælling, han kom med, ville jeg gerne være en del af.

I senmoderniteten siger vi jo om mennesket, at det er herre i eget liv. Identitet er flydende, og mennesket bestemmer selv, hvem det vil være. Og om det vil være noget andet og en anden i morgen. Mennesket er med andre ord frit svævende.

Men selv individet bliver til i det fælles. Før kunne det være, at mennesket blev til i en politisk fortælling (Jeg er fra en landmandsfamilie, der altid har stemt venstre), en lokal fortælling (Jeg kommer fra Sønderjylland, så for mig er Genforeningen i 1920 vigtig at markere), en ideologisk fortælling (Som barn af to kommunister har jeg altid set kapitalismen som fjende nr. 1) eller en helt fjerde eller femte fortælling. Fortællingen var man som oftest født ind i, og den satte retningen for de væsentligste valg i ens liv.

I dag har vi stadig brug for fortællinger, men modsat tidligere vælger vi selv, som de individer vi er, hvilken fortælling vi vil være en del af. Det gælder både, når der er tale om politiske, lokale og ideologiske fortællinger, og når der er tale om den store kristne fortælling eller fodboldens fortælling. 

I de her dage tales der meget om betydningen af Christian Eriksens hjertestop i første kamp mod Finland. Der tales om chok, tragedie, tårer, håb og bøn. Der tales om, hvordan sorg blev vendt til glæde. Der tales om venskab, sammenhold, forløsning, lettelse, omsorg, kærlighed. Der tales om værdier og følelser. Der tales om, hvad der, når alt kommer til alt, er det dyrebareste, vi har. Nemlig livet selv. Og fordi den tale kommer fra hjertet, går den lige i hjerterne. Fortællingen om fodbold er igen blevet vores fælles fortælling. 

Men det hele begyndte ikke med Eriksen. Første gang jeg hørte Hjulmand tale om sine visioner for landsholdet, tænkte jeg: "Her er noget, jeg gerne vil være en del af". Det var til det allerførste pressemøde, hvor Hjulmand blev præsenteret som Danmarks nye landstræner. Han kunne have valgt de store penge i de store klubber ude i Europa, men for ham var det her meget vigtigere. For ham handlede det om hjerteblod for landsholdet. Et hold, fortsatte han, som fylder rigtig meget for alle danskere og for ham selv. Hjerteblod, passion, Danmark. Det betød mere end penge. Det betød mere end alt andet, sagde han tilbage i juni 2019. Og greb os alle sammen lige præcis der.

Det, vi oplever i de her uger, startede der. Alt det, som hele fodbold-Europa, ja, hele fodboldverdenen er vidne til i de her uger, begyndte allerede i juni 2019. 

Det er et eventyr, H.C. Andersen ikke kunne have skrevet bedre. Det kulminerer lige nu med Schmeichel, Delaney, Wass, AC, Vestergaard, Kjær, Dams, Pierre Emile, Mæhle, Yussuf, Cornelius, Dolberg, Stryger og alle de andre. Vi er alle new born "Christian", men det begyndte med Hjulmand. He had me at hello! Han har skabt en fortælling, vi alle er en del af. En fortælling, der kommer fra hjertet, samler os alle op og sætter os på samme hold. Hvilket sammenhold.