Da jeg var elleve år gammel, var min bedste ven en gul hund ved navn Smallville (opkaldt efter tv-serien om Superman, der kørte i fjernsynet). Vi gik rundt sammen i Hundeparken hver eneste dag. Jeg var selv en blå hund under navnet Spazceydog
Så vidt jeg ved, var Smallville en jævnaldrende pige i Jylland, der var forelsket i den amerikanske skuespiller Tom Welling og bandet Maroon 5. Vi mødtes aldrig fysisk. Jeg var sengeliggende på Rigshospitalet i København, hvor jeg både var fysisk forhindret men også mentalt demotiveret til at se særlig meget til mine skolekammerater, der desværre hovedsageligt bare var en påmindelse om, at mit liv og barndom/ungdom var sat på slumretilstand, mens resten af verden fortsatte – uden mig – uden for hospitalets mure.
I Hundeparken, som var placeret i DR’s online ungdomsunivers SKUM, var jeg til gengæld på lige poter med alle andre. Jeg tiltrak mig hverken mindre eller mere opmærksomhed end alle de andre hunde. Faktisk havde jeg en dag en længere samtale med en tilfældig hund i parken, der spurgte ind til, hvorfor jeg ikke var i skole på dette tidspunkt. Da jeg svarede, at det var, fordi jeg var indlagt på hospitalet under kræftbehandling, troede han ikke engang på mig. Han råbte (i capslock,) at jeg slet ikke kunne være bekendt at lave sjov med den slags. Hans bedstemor var FAKTISK død af kræft, AT JEG VIDSTE DET! Og så forsvandt hans hund ud af parken, idet han loggede af.
I den fysiske verden er vi trænet og kodet til at fordømme eller kategorisere andre, og vi har lært at navigere på måder, der forhindrer os i at komme i kontakt med eller at skabe nærmere relationer til en stor gruppe af mennesker i samfundet. Vi møder dem ikke, og vi ønsker ikke at møde dem. Men vores kontaktflade vokser, når vi bevæger os i rum eller fællesskaber, hvor vi er ligeværdige med andre på tværs af geografi, uddannelse, køn, alder, handicap.
En stor undersøgelse, Danskernes Sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2021, viste i marts måned, at særligt de unge har det dårligere end nogensinde. En automatreaktion er at skyde skylden på det online nærvær, der har måttet erstatte det fysiske nærvær i coronaperioden. Men jeg vil påstå, at det virtuelle ikke er vores undergang, men snarere kan blive vores redning, når det gælder mange unges trivsel. Den virtuelle verden byder netop på de trygge og præstationsfri fællesskaber, som de unge mangler.
Det er egentlig interessant, at mange i den ældre generation har så travlt med at missionere for det fysiske nærvær, når man tænker på, hvordan vores kultur helt tilbage fra antikkens tid faktisk har vægtet det åndelige over det kropslige.
Og der er elementer af ”ånden”, der slippes fri, når vi går online. Dem, der ikke har oplevet at opdyrke relationer online, vil i hvert fald ikke kende til den frihed, den forløsning, der kan findes i at blive ”set i ånden”: at blive mødt som den, man er; at blive mødt i sit væsen og ikke som den krop, man blev født i – som automatisk er fastlåst et sted i det sociale hierarki, afhængig af hvor meget man lever op til den omkringliggende kulturs skønheds- og magtideal.
I den fysiske verden er vi trænet og kodet til at fordømme eller kategorisere andre, og vi har lært at navigere på måder, der forhindrer os i at komme i kontakt med eller at skabe nærmere relationer til en stor gruppe af mennesker i samfundet. Vi møder dem ikke, og vi ønsker ikke at møde dem. Men vores kontaktflade vokser, når vi bevæger os i rum eller fællesskaber, hvor vi er ligeværdige med andre på tværs af geografi, uddannelse, køn, alder, handicap.
I en artikel i Zetland, Forældrene troede, deres søn spildte sit liv på gaming. Først da han døde, forstod de meningen, kan man læse om, hvordan den alvorligt syge og isolerede norske dreng Mats får sig en online vennegruppe, der nok ville fremstå usædvanlig i den fysiske verden, men som giver ham det meningsfulde sociale liv online han ikke kunne indgå i fysisk. Da han dør, samler vennerne, der bor spredt ud over hele Europa, penge sammen, så flere af dem kan rejse til Oslo og deltage i begravelsen.
Forældrene havde ellers altid været bekymrede over deres søns spild af sin dyrebare tid på nettet. Han skulle hellere være sammen med rigtige mennesker i den fysiske, tænkte de. Men nu opdagede de i stedet, at han havde været sammen med rigtige mennesker. “Vi græd og græd af intens, følelsesmæssig glæde over at se, hvilket liv Mats faktisk havde levet. Med ægte venner, kærester og folk, som holdt så meget af ham, at de ville flyve fra et andet land til begravelsen af en, de aldrig havde mødt. Det var stærkt,” fortæller faren til NRK.
For relationerne og oplevelserne virtuelt er lige så virkelige som de fysiske. Ja, de kan endda være endnu mere autentiske, fordi mange oplever, at de kan være mere ”sig selv” frigjort for de forventninger og fordomme, man møder folk med i en fysisk kontekst.
Online er der frit valg på alle hylder, når det kommer til at forsøge udenpå at ligne eller udtrykke den person, man føler sig som indeni. Her er der i højere grad enighed om, at man kan være kreativ og prøve forskellige karakterer af, når det nu ikke rigtig er os i virkeligheden. Selvom det måske for mange faktisk kan være langt mere repræsentativt for ens personlighed.
Det er ikke, fordi jeg ikke forstår bekymringerne hos Mats forældre. Med de begrænsninger, han havde i den fysiske verden, overfor de muligheder og den frihed, han havde til at udtrykke sig i den virtuelle, er der ikke noget at sige til, hvis de frygtede, at han kom til at se på sit fysiske liv som den sekundære verden; en skyggetilværelse. Og der er mange aspekter af den virtuelle tilværelse, der kan give anledning til eskapistiske tendenser. Et online eller virtuelt rum er jo designet til at virke tillokkende. Mange spil tilbyder eventyr, succesoplevelser og ikke mindst en fair og velorganiseret verden.
Hvem ville ikke gå gennem det garderobeskab, der førte til Narnia, hvor de kunne være konge eller dronning over et eventyrland? Hvem ville ikke gerne leve samme eventyr, de ser fra film og læser i bøger? Eller leve mange forskellige liv og i mange forskellige verdener. At være i stand til at skifte ham som de nordiske guder.
Tjah. Ligesom med alt andet i livet er det nok, hvad man gør det til.
Sammen med ti af mine venner besøger jeg for tiden nogle aftener om ugen – ikke barndommens online hundepark, men - den episke, nordisk-mytologiske verden Valheim, hvor vi sammen bor i en lille landsby ved havet, som vi i fællesskab har bygget, og sejler ud for at slås med trolde, drager og andre mytologiske væsner. Flere af landsbyens indbyggere bruger dagligt timevis på at udbygge basen, smede udrustning, dyrke afgrøder og tæmme dyr. Andre kommer kun en enkelt ugentlig aften for tage ud og kæmpe mod de største monstre og opdage nyt og spændende land i den online verden.
Vi er en broget flok af individer, par, ægtefolk og børneforældre (ikke at glemme hunde- og katteforældrene,) med et aldersspænd mellem 29 og 47. Geografisk logger vi ind fra Sejerø, København, Århus, Oslo, Malmø og Stockholm.
Jeg er taknemmelig over at kunne bruge så meget tid ugentligt med mine venner uden at skulle bekymre mig om at nå den sidste færge. For mange er det en dejlig lav tærskel til at socialisere og at holde kontakt. Der skal ikke skaffes børnepassere; man kan beholde sine hjemmetøfler på, og det bliver også et ”aktivt” samvær, hvor man løser opgaver og har et fælles mål sammen, i rigtig teambuilding-stil, med mulighed for lige så lidt eller lige så meget smalltalk over vikingehverdagen, som man er i humør til.
Som alt andet kan den virtuelle verden være et redskab til et rigere liv såvel som et fattigt ét, afhængig af ens intentioner og perspektiv. Også på dette punkt er jeg med alderen blevet endnu bedre til at bruge redskabet til at berige og nuancere mit liv, samtidig med at jeg er blevet endnu mere påpasselig over for risikoen for at lade det udhule eller begrænse mit fysiske virke. Det virtuelle er et håndværk, noget man kan udvikle sig selv og verden med, hvis man knækker koden, eller noget man kan misbruge og spilde sin tid på.
Så i stedet for at bekymre sig om faren ved det man ikke lige kan røre eller smage, synes jeg, at alle skulle finde sin "barnlige" nysgerrighed og fantasi frem igen, for at lære sig selv og andre magiske versioner af mennesker bedre at kende som viking, elver, soldat eller en blå hund.
Garderobeskabet står ulåst på din skærm.
Publiceret den 21. april 2022.
De synspunkter, der kommer til udtryk i kommentaren, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.