En pioner i klimakampen er død

NEKROLOG: Naturen og dyrene har en værdi i sig selv, og vi skal passe på dem og indimellem lade dem være i fred. Det var et af teologen Ole Jensens budskaber gennem hele hans virke. Men har kirken lyttet for lidt?

Hvorfor er der i det hele taget noget? Hvorfor er der ikke bare ingenting? Hvis der ingenting var, ville det ikke være spor mærkeligt. Men at der er noget, er og bliver fuldkommen ubegribeligt – ja, mirakuløst.”

Sådan skrev teologen Ole Jensen i sin bog fra 2017 ’Tilskikkelser og livsbetagelse’. Nu er han død, 84 år gammel. Det var ham, der startede klimakampen i en kristen sammenhæng, og det skylder vi ham stor tak for.

Det ’mirakuløse’ er ikke i sig selv begrundelsen for, at vi skal agte og passe på naturen. Det hjælper sikkert på det, men naturen og dyrene har en værdi i sig selv. Og sommetider betyder ansvaret for naturen og dyrene, at vi skal lade den være i fred.

Men det har vi ikke forstået i det moderne samfund, og så er det en opgave for de kristne at tage kampen på os. Selve skabelsesberetningen, den første fortælling i Bibelen, der fortæller om Gud som skaber af både mennesker, dyr og naturen, peger på livet som et under. Ole Jensen var derfor fortaler for et andet natursyn, et agtelsens natursyn, som han kaldte det. Når nu dyrene og naturen er noget, der ikke er vores fortjeneste, bør vi både agte den og passe på den.

Men det går det ikke særligt godt med, og slet ikke på klimafronten. Det er ikke tilfældigt, at en af Ole Jensens nyere bøger fra 2011 hedder ’På kant med klodens klima’, som er skrevet inden klimaet blev et stort debattema i dansk politik.

Ole Jensen var tydeligt indigneret over samfundets passivitet i forhold til klimaet og over, at kirken ikke tog klimakampen på sig. Og han holdt sig ikke tilbage for at skælde ud over det, for diskussioner og uenighed var ikke noget, der skræmte ham.

”Teologer er da nødt til at strides,” sagde han til Kristeligt Dagblad i 2019. ”Det er vigtige ting, vi er uenige om. Og hver især går vi jo rundt og mener, at netop vi har fundet sandheden om grundlaget for vores tilværelse. Derfor bliver det nødvendigvis til heftige udvekslinger og sammenstød, hvor jeg da også selv er blevet skældt ud fra alle sider.”

Ole Jensen var skarp, når han kritiserede kirkens forhold til klimakrisen, og hans første bog om presset på klimaet, ’I vækstens vold’, kom allerede i 1976. Derfor kan man godt undre sig over, at det stadig går så trægt med klimakamp fra landets prædikestole – også selvom Ole Jensen faktisk selv var skeptisk overfor klimakamp i selve kirkens rum. Han var bange for, at det gjorde kristendommen til en ideologi, og ”skabelsestanken og det at tage vare på det skabte er ikke specielt kristeligt”, som han har udtrykt det i Weekendavisen. Men selv for os, der synes, at det også skal til, er det . Men det er heller ikke nemt – vi er alle, både præster og ikke-præster, opdraget med en tilgang til livet og verden, hvor vi tænker mennesker næsten hele tiden. At vi skulle have en særlig omsorg for dyrene og naturen, synes de fleste af os at have glemt. Vi handler i hvert fald sjældent derefter.

Et af mine yndlingscitater fra Ole Jensen lyder: ”Om alle moderne mennesker gælder det, at når vi går på arbejde, og når vi køber ind og er forbrugere, sætter vi parentes om Gud. Det er et fælles moderne vilkår. Det gælder også mennesker, der tror på Gud. Det hellige er forsvundet fra det aktive dagligliv.” (fra ’På kant med klodens klima’).

Men vi skal aldrig sætte parentes omkring Gud. Heller ikke når vi går på arbejde eller køber ind.

Hvorfor forbruger vi stadig, som vi gør, når vi ved, at klimaforandringerne, som især er et resultat af vores overforbrug i den rige del af verden, når vi ved, at vores levevis også kan ramme artsmangfoldigheden blandt dyr og natur, ja, at det faktisk kan ramme mennesker på den anden side af jorden? Det er åbenbart så svært at lave om på for os som mennesker, at vi må læne os op ad noget større. Og hvis ikke kirken skulle have noget at tilbyde her, hvem skulle så?

Publiceret den 16.12. 2021