Efter restriktionerne: De fornuftige vs. de letsindige
KOMMENTAR: Det bliver ikke helt let, når vi nu selv skal til at finde ud af, hvordan vi skal være i en pandemi uden nogen restriktioner. De snusfornuftige og de letsindige kan begynde at skændes om, hvordan man bedst passer på livet.
Alt er tilladt, men ikke alt gavner.” Sådan skriver Paulus i en diskussion med menigheden i Korinth om, hvordan de skal leve deres liv sammen.
Det er godt sagt, og sådan kunne min mor såmænd også have sagt. En frisættelse og en løftet pegefinger i ét. Genialt. Altså: Jeg vil ikke være den, der forhindrer dig i noget, men det er dig, der skal finde ud af, hvad der er rigtigt at gøre.
Måske er det lidt det samme, Mette Frederiksen sagde på pressemødet forleden. Regeringen ophæver stort set alle restriktioner, men smitten er stadig høj, og vi skal stadig tage hensyn til de sårbare. Væk er manifestet: ”Et dødsfald er et dødsfald for meget”. Og antallet af dødsfald stiger på plejehjemmet. Men smittetallene skal jo heller ikke løbe helt fra os.
Sidder der ikke et lille menneske med en rygrad som en regnorm i os alle sammen, der tænker på de dage, da alt blev dikteret fra sundhedsmyndighederne, og hvor vi fik besked på at sidde helt stille, indtil stormen lagde sig?
Så hvad sker nu inden i os? Er vi lidt snusfornuftige og tænker: Alt er tilladt, men ikke alt gavner. For alle ved vel, at vi ikke skal kaste os jublende ud i spytudvekslinger, eller hvad? Nogen vil helt sikkert være forsigtige og beholde mundbindet på i den fyldte bus. Mens andre endelig kan få lov til at være de virus-skeptikere, som de ikke har haft lov til at eksponere gennem hele to år. Og hvad sker der så, når vi møder hinanden? Er vi en nation, hvor halvdelen er mundbindsfastholdere og resten smider spyt rundt lige, hvor de har lyst? Og hvordan skal vi så leve sammen?
Men måske er der andre og større ting på spil, end lige om du smitter mig eller omvendt. Måske skal vi sige med Paulus: Ja, det er tilladt at holde sig hjemme – for smitten er der jo endnu. Men gavner det? Måske skal vi sige: Ja, det er tilladt at smide hæmningerne og mundbindet, men gavner det?
Paulus appellerer til korinthernes sindelag, nu hvor han har lagt sin egen tidligere kærlighed, lovreligionen, på hylden. Den jødiske lovreligion, der ned i detaljen fastslog, hvad der var rigtigt og forkert, tilladt og forbudt. Nu er han blevet kristen. Men det sidder alligevel i ham, at der var nogle stopklodser i lovreligionen, som var hensigtsmæssige for vores liv sammen. Nu er det bare slut med at henvise til dem. Nu er der kun tilbage at appellere til vores sindelag – loven skal sidde i vores hjerter.
Sidder der ikke et lille menneske med en rygrad som en regnorm i os alle sammen, der tænker på de dage, da alt blev dikteret fra sundhedsmyndighederne, og hvor vi fik besked på at sidde helt stille, indtil stormen lagde sig? Og vi synes, de fleste af os, at det var godt klaret af myndighederne og de folkevalgte – det gav tryghed og ro. Men hvad nu, hvor de slipper?
Lovens tid er forbi, og nu skal coronareglerne stå skrevet i vores hjerter! Og de unge kysser igennem, og krammet kommer listende tilbage, med alle de underlige danse, vi skal være vidne til, for er den, man møder, tilbage i krammertiden, eller har vedkommende måske besluttet sig for aldrig at vende tilbage? Det er jo meget nemmere, når vi på et pressemøde får at vide hvad vi skal, men nu taler Søren Brostrøm historisk om pressemøderne, som er de endegyldigt forbi. De gode gamle dage. Men nu må I sejle i egen sø. Problemet er bare, at det ikke er vores egen sø – det er den samme sø, vi sejler rundt i.
Før kunne vi i autoritetstro selvretfærdighed holde restriktionerne op foran dem, der … ja, dem, der valgte livet. For hvornår vælger man livet? Når man siger: Det skal nok gå, det hele, og med stor tillid kaster sig ud i livet. Eller når vi siger, at vi med største forsigtighed skal tage vare på det skrøbelige liv, vi har fået.
Begge måder giver mening for mig. Måske skal vi øve os i at tænke, at begge måder at værne om livet på er lige tilladte. At liv er levet liv, men også liv, man skønner på. Måske gavner disse to måder på to forskellige niveauer – den, hvor vi kæmper for overlevelse for enhver pris, og den, hvor vi bider livet i låret? Så lad os tage begge måder med, når vi nu skal sejle i samme sø.
Og jeg tænker, at Paulus er god at tage med videre. For når han siger, at det, vi gør, skal gavne, så tænker han faktisk ikke på, hvad der kan gavne os selv – men hvad der gavner andre!
Publiceret den 28.1. 2022
De synspunkter, der kommer til udtryk i kommentaren, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.
