Du er bare ligesom alle os andre, Kristian Hegaard

KOMMENTAR: Alt det gode, vi egentlig gerne vil, får vi ikke rigtig gjort, hvorimod det, der ikke var så sk*de godt, det kom vi til at gøre. 

I torsdags kørte der sidst på eftermiddagen en både overraskende, men samtidig også en helt forudsigelig breaking news. Radikales Venstres Kristian Hegaard trak sig fra politik, både fra Christiansborg og fra Fredensborg Byråd. Årsagen var, uden at detaljerne kom frem, at Kristian Hegaard ved flere lejligheder har opført sig upassende og "udvist grænseoverskridende adfærd." 

Til det er der kun et at sige: Radikale Venstre er bare gaven, der bliver ved med at gi’. De Radikale bliver ved med at øse gaver ud over folkekirken og det kristne budskab. De viser i både ord og gerning, hvad kristendommen siger om og til os mennesker. For hvor Radikale Venstre har det med at insistere på, at mennesket kan og skal være perfekt, og dermed placerer mennesket på den himmelske hylde, ja, da insisterer kristendommen på det modsatte: Vi er bare mennesker. Og til det at være menneske hører det at være menneskelig, altså at være fejlbarlig. “Alt det gode jeg gerne vil, gør jeg ikke. Alt det onde jeg ikke vil, gør det,” siger Paulus det så præcist. 

Det er sådan, lige præcis sådan, det er at være menneske: Vi træder forkert og begår fejl. Igen og igen. Hvis ikke det havde været tilfældet, havde vi jo været Gud lig, og det er vi ikke. Det er vi nødt til at huske os selv på.

Ellers kommer vi til at sætte os på høje hovmodige og moralske heste og pege med virkelighedsfjerne fingre nedad på alle, der er menneskelige. Det sker for tit i MeToo-debatten, hvor der er en tendens til at sige: “Vi er de rigtige, se os, vi er for fede, vi gør alt det rigtige”.

Men vi er alle bare mennesker. Vi træder forkert og begår fejl. Alt det gode, vi egentlig gerne vil, får vi ikke rigtig gjort, hvorimod det, der ikke var så sk*de godt, det kom vil til at gøre. 

Det er ikke sjovt at stå der, hvor Kristian Hegaard står lige nu. Men måske er det en trøst for ham at tænke på, at han bare er ligesom alle os andre. Og håbe på tilgivelsen. For den anden del af folkekirkens budskab er – i vores sprog – at den har vi fra Gud, der siger "Jeg ser dig, du er en lille klovn, men jeg vil dig alligevel – det skal nok gå". Nu mangler vi – og Kristian Hegaard – så bare menneskers tilgivelse. Og forståelse for, at vi bare er mennesker, der i vores menneskelighed ikke altid gør det, vi burde gøre, men tværtimod kommer til at gøre det modsatte. Det er det, der i kirken kaldes at være synder, og det er derfor, vi har brug for syndernes forladelse.